Benedicte Kjær besøger Projekt Sidegaden, et socialt projekt på Saxogade, Vesterbro. Hun vil nu forsøge at gøre reglerne for lediges mulighed for at udføre frivililligt arbejde enklere
- Marie Hald/Scanpix Denmark
Ulla Poulsen, Kirstine Dalsgaard Larsen |
20. december 2011
Tidligere socialminister Benedikte Kiær (K) foreslår at lette reglerne for ledige og efterlønnere, der udfører frivilligt arbejde. Forslaget vedtages næppe
Hun har fået job fra nytår, men det ærgrer stadig Kristina Blaschke Hansen, at hun i det forgangne halve år som arbejdsløs kostvejleder ikke har kunnet dele ud af sin viden som frivillig i Kræftens Bekæmpelse. Reglerne for, hvornår man må arbejde gratis inden for sit fagområde, er så indviklede, synes hun, at hun på forhånd opgav at blive frivillig.
”Jeg arbejdede frivilligt i Kræftens Bekæmpelse, da jeg studerede, og jeg ville rigtig gerne have fortsat det arbejde, fordi det virkelig kan være med til at gøre en stor forskel, men jeg turde ikke. Reglerne virkede helt uoverskuelige, og man er jo bange for, at de lige pludselig trækker i ens dagspenge,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Vi har brug for de frivilligeDen 26-årige aalborgenser er ikke den eneste, der føler, at hun støder hovedet mod en mur, når hun som ledig gerne vil udføre frivilligt arbejde. Både ledige og efterlønsmodtagere er omfattet af et omfangsrigt sæt af regler, som ideelt set har til formål til at sikre, at de ikke tager arbejdet fra lønnet personale og ikke bliver forhindret i selv at søge lønnet arbejde – men reglerne er blevet så snørklede, at de langt hen ad vejen bremser også det frivillige arbejde, der ellers ikke vil blive udført.
Det konkluderer blandt andet Frivilligrådet i sit reformoplæg fra sidste år, og bureaukratiet har nu også fået den tidligere socialminister Benedikte Kiær (K) til at foreslå, at det skal være lettere at tage frivilligt arbejde.
”Hvis man opfylder de krav, der er til en, når man eksempelvis er arbejdssøgende, synes jeg ikke, vi som samfund skal blande os i, hvad man laver i sin fritid. Når der ikke er tale om et arbejde, man kan forvente vil blive overtaget af erhvervslivet, skal vi ikke blande os og have alle mulige mærkelige regler,” siger Benedikte Kiær.
Folketinget førstebehandler således i dag et konservativt forslag til folketingsbeslutning om afbureaukratisering og forenkling af regler for frivilligt arbejde. Det har dog næppe store chancer for at blive vedtaget, selvom det står i regeringsgrundlaget, at S-SF-R regeringen vil gøre det lettere at være frivillig i Danmark.
”Vi vil meget gerne støtte det frivillige arbejde, og det er muligt, at der er brug for ændring af reglerne, men det skal ske på et oplyst grundlag,” siger den socialdemokratiske beskæftigelsesordfører, Bjarne Laustsen.
Han henviser til, at social-og integrationsminister Karen Hækkerup (S) har planlagt at tale direkte med de frivillige organisationer for at finde ud af, hvor de mener, at skoen trykker, så hun kan sikre, at det er de rigtige regler, der bliver fjernet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad