Al-Ghazzali og Luther. Deres teologiske kampe har visse ligheder, men også store forskelle

Da jeg i sin tid læste denne bog, slog det mig, hvor stærkt al-Ghazzalis tanker minder om Luthers retfærdiggørelseslære. I trosforholdet til Gud drejer det sig om, at håbet kommer til at erstatte frygten. Det gælder for al-Ghazzali, og det gælder for Luther. Ligeledes er det yderst interessant at læse i kronikken, hvordan al-Ghazzali mente, at ”religionens sande sødme ikke kan opnås med formel belæring, men med længsel og kærlighed til Skaberen”.

Det svarer i nogen grad til, at Luther ikke nøjedes med at bygge på skriftprincippet, men mente det nødvendigt at inkorporere retfærdiggørelsesprincippet i sin lære.

Blot ligger der måske en væsentlig forskel mellem de to tænkere i den bemærkning, kronikken kommer med: ”Han (al-Ghazzali) formåede ikke at forene de ortodokse retslærde og sufierne.”

For Luther formåede omvendt at få slået de papi-stiske retslærde så fuldstændigt af pinden, at vi i dag, både katolikker og lutheranere, regner det fuldt i overensstemmelse med kristendommens frihedstanker, at øvrigheden skal være sekulær og demokratisk.

MÅSKE AL-GHAZZALI ville have opnået noget tilsvarende, hvis det var kommet til et åbent brud mellem ham og de retslærde. Det er dog tvivlsomt. For, siger kronikken, al-Ghazzali anviste en alternativ vej – i forhold til de græskpåvirkede muslimske filosoffer – en vej, ”hvis udgangspunkt var troen på én gud, på Muhammed som hans profet og på et liv efter døden”.

Og er Muhammed Guds profet, så er Koranen Guds ord, og så er magten overgivet til de ortodokse retslærde. Det er nok derfor, at al-Ghazzali ikke kunne forene de ortodokse retslærde og sufierne.