For nu at opsummere: Jo mindre vor tid fremmer politikere, som giver sig af med langsigtet tænkning, jo mere behøver vi netop sådanne politikere. Og jo mere bør man byde intellektuelle velkomne i politik – de af dem, der lever op til min definition af en sand intellektuel. Støtten til dem bør blandt andet komme fra dem, der af den ene eller den anden grund ikke selv går ind i politik, men som er enige med sådanne politikere eller om ikke andet i det værdisæt, der ligger til grund for deres ageren.

Jeg kender indvendingerne: Politikerne skal vælges, og folk stemmer på dem, der tænker ligesom de selv. Hvis nogen ønsker en fremtid i politik, må de lægge sig den menneskelige natur på sinde og respektere, hvad ”manden på gulvet” mener om dette og hint. Politikerne er nødt til at være et spejl, hvad enten de bryder sig om det eller ej. De kan ikke gøre sig til talsmænd for upopulære sandheder. Det ville måske nok være i menneskehedens interesse, men betragtes ikke af størstedelen af vælgeskaren som noget, der er i dens umiddelbare interesse. Måske ser vælgerskaren ligefrem initiativerne som noget, der er i modstrid med deres øjeblikkelige interesse.

Jeg er overbevist om, at formålet med politik ikke er at opfylde kortsigtede ønsker. En politiker bør også søge at vinde folk for sine egne idéer, hvor upopulære de end måtte være. Politik bør også være at overbevise andre om, at politikeren erkender eller forstår visse ting bedre, end vælgerskaren gør – og at det er derfor, folk bør stemme på ham. På denne vis kan de overlade visse spørgsmål til politikeren, som de af en række grunde ikke selv begriber eller ikke ønsker at bekymre sig om, men som nogen er nødt til at håndtere på deres vegne.

GODT NOK HAR alle folkeforførere, potentielle tyranner og fanatikere brugt netop dette argument; kommunisterne gjorde det, da de erklærede sig selv for folkets mest oplyste segment og i kraft af denne påståede oplysthed tilranede sig retten til at herske vilkårligt.

Politiks sande natur er kunsten at vinde folks støtte til en god sag, selv når kampen for denne sag er i karambolage med netop deres øjeblikkelige interesse. Det bør foregå uden at hindre nogen af de mange måder, hvorpå vi kan tjekke, at målet vitterligt er en god sag, og dermed sikre, at tillidsfulde borgere ikke føres til at tjene en løgn og lide under katastrofale følger af den i en illusorisk jagt på fremtidig fremgang og velstand.

Det skal siges, at der er intellektuelle, som har en helt særlig evne til at begå denne ugerning. De ophøjer deres eget intellekt over alle andres og sig selv over andre mennesker. De fortæller deres medborgere, at hvis ikke de begriber det brillante i det intellektuelle projekt, de tilbydes, er det, fordi de er tungnemme og endnu ikke har nået samme tankemæssige højder som folkene bag projektet. Vi har jo trods alt oplevet det 20. århundrede og ved derfor, hvor farlig denne intellektuelle (eller snarere pseudo-intellektuelle) holdning kan være. Lad os huske på, hvor mange intellektuelle der bidrog til skabelsen af en række diktaturer i moderne tid!

EN GOD POLITIKER bør være i stand til at forklare uden at søge at forføre. Han bør ydmygt afsøge sandheden i denne verden uden at hævde at være dens professionelle ejer. Og han bør gøre folk opmærksomme på gode kvaliteter i dem selv, inklusive en fornemmelse for de værdier og interesser, som overskrider det personlige, uden at stille sig an som overlegen og uden at påtvinge sine medmennesker noget. Han bør ikke give efter for offentlighedens eller mediernes stemningsbetingede diktat, men bør heller ikke undlade konstant at se sine handlinger efter i sømmene.

I en sådan form for politik bør de intellektuelle gøre sig bemærket på en af følgende to måder: Den ene mulighed er, at de uden at skammes derved påtager sig et politisk embede og bruger denne stilling til at gøre, hvad de mener er det rette – og ikke til at klynge sig til magten. Den anden mulighed er, at de påtager sig rollen med at holde et spejl op for myndighedspersonerne og sikre, at disse tjener en god sag. Og de må ikke begynde at bruge kønne ord som dække for onde handlinger, sådan som så mange intellektuelle har gjort det i politik i de forgangne århundreder.

Václav Havel døde i søndags. Han tilhørte den sjældne type intellektuelle, som ikke banede sig vej ind i politik, men blev påtvunget politik. Václav Havel var præsident for Tjekkiet 1993-2003. I 1998 skrev han ovenstående overvejelser om fordele og farer ved sit karrierevalg.

© COPYRIGHT PROJECT SYNDICATE 2011

Oversat af Sara Høyrup