Når julen frem til os i år?

Tiden er en underlig størrelse, og vi kender alle til flere slags tid. Vi kender den udstrakte og kronologiske tid. Det er den tid, vi måler og registrerer med forskellige redskaber.

Men vi kender også til den oplevede tid. Den kan som bekendt både flyve af sted og snegle sig af sted. Den går altså på mange måder på tværs af den opmålte tid.

Det er måske én af årsagerne til, at et af digtene i Henrik Nordbrandt samling ”Håndens skælven i november” nærmest er blevet folkeeje. Han indleder nemlig digtet med ordene ”Året har 16 måneder!”.

Nu tænker den opmærksomme læser måske, at det er løgn, for året har altid haft 12 måneder. Hvordan kan digteren så pludselig komme og sige, at året har 16? Jo, ganske enkelt fordi november opleves meget længere end årets andre måneder!

November – det er den lange og mørke og festløse måned. December er faktisk en dag længere, men den er alligevel – i oplevelsen – kort og lys og festfyldt. Det er også en travl måned. Derfor må vi indskrænke os til det mest nødvendige.

Det kan som bekendt vise sig at være temmelig meget: juleforberedelser, julefrokoster, julegaver, julerengøring, juleafslutninger – fortsæt selv listen, kære læser.

December måned kan altså så let blive til et forhindringsløb, hvor det handler om at nå og overkomme det hele inden den 24. december. Og vi kender vel alle til at have spurgt os selv og hinanden, hvordan vi egentlig skal nå det hele – hvordan vi skal nå frem til jul?

Men måske er der allerede et selvbedrag skjult i, at vi spørger sådan. For julens egentlige under består jo ikke i, at vi skal nå frem til jul. Men julens egent­lige under består i, at julen når frem til os! Det er måske den erkendelse, der kan befri os fra at gøre december til årets mest stressede og panisk fortravlede måned.