Peter Dürrfeld |
21. december 2011
Peter Dürrfeld anmelder klassisk musik
Giv dig tid til Bruckner
Fem stjerner ud af seks
Af Anton Bruckners 10 symfonier blev den fjerde hans første succes i Wien. Den har siden i generationer været den mest populære, ikke blot i koncertsale over hele verden, men også på cd-markedet. Om førstesatsen forklarede Bruckner selv: “Middelalderlig by – morgengry – fra bytårnene lyder reveillen – på stolte heste galoperer rytterne ud i det fri – skovens trolddom omslutter dem ...”
LÆS OGSÅ: Musikalsk bevægelse på dybeste plan
Et enfoldigt billedsprog, kan man mene, men det var karakteristisk for Bruckners på én gang kringlede og naive gemyt. Der er ikke noget at sige til, at symfonien fik tilnavnet “Den romantiske”, og det var naturligvis primært førstesatsen og ikke mindst dens lange indledende horntema, der var skyld heri. Man skal have god tid, når man lytter til Bruckner, for hans symfonier er oftest timelange, og der er ikke så “meget gang i den” som eksempelvis hos Mahler. Og man skal også give sig god tid, når man opfører Bruckner. Det gør den canadiske dirigent Yannick Nézet-Séguin, som er præcis 70 minutter om at nå til vejs ende sammen med sit glimrende Orchestre Métropolitain, der ikke har noget med Metropolitan-operaen i New York at gøre, men hører hjemme i Montreal. Som det gælder mange andre nordamerikanske orkestre, har Montreal-musikerne ikke mindst deres styrke i de skønt spillende messingblæsere, et væsentligt plus i netop denne symfoni. Nézet-Séguin fører os med velvalgte tempi og fin sans for den særegne blanding af mystik og naturmaleri i Bruckners musik gennem det righoldige partitur. Sluk for mobilen, træk stikket ud af fastnetforbindelsen, hæng et “vil-ikke-forstyrres!”-skilt på din dør, og begiv dig ind i en fjern og klangskøn verden. Det er nærliggende at forestille sig, at det var den, den fromme Bruckner søgte ind i, når han sad på orgelbænken i St. Florian-kirken og lagde fundamentet til sine symfonier.
Bruckner reviderede konstant sine værker, så mange af dem findes i adskillige versioner. Til denne indspilning har Nézet-Séguin valgt Édition Robert Haas, 1936. Får man appetit på mere, findes Bruckners tre sidste symfonier, nr. 7, 8 og 9, i samme konstellation. Men skrev han ikke 10? Jo, fra sin ungdom i 1860’erne efterlod han manuskriptet til en tre kvarter lang symfoni, men i partituret havde han kort før sin død tilføjet bemærkningen “forkastet, helt ugyldig, annulleret, blot et forsøg” – ledsaget af et stort rundt nul. Men kom åbenbart i tvivl om tvivlen, for han rev ikke “nullerten” i stykker. Den fik urpremiere i 1924, og den er stadig værd at høre. Men 4’eren er den rigtige symfoni at lægge ud med, hvis man er Bruckner-begynder.
Anton Bruckner: 4. symfoni i Es-dur – Orchestre Métropolitain, dir. Yannick Nézet-Séguin – Atmaclassique ACD2 2667.
Coco i Garnisons Kirke
Fire stjerner ud af seks
I sommeren 2009 blev Händels opus 3, der består af seks herlige concerto grossi, indspillet i Garnisons Kirke af ensemblet Concerto Copenhagen, der mellem venner – og dem er der rigtig mange af – kaldes Coco. Det var ikke just jomfruelig jord, man betrådte, for denne musik er gennem årtierne blevet indspillet et utal af gange, både af symfoni- og kammerensembler og på moderne og historiske instrumenter. Coco tilhører jo den sidstnævnte kategori og anses af fagfolk for Skandinaviens bedste af slagsen.
De seks koncerter har en varighed på mellem syv et halvt og tolv minutter, hvilket gør, at de passer perfekt til en enkelt cd. De ligner i deres karakter og opbygning hinanden så meget, at man kan indbilde sig at høre ét stort samlet Händelværk, selvom tonearterne skifter fra koncert til koncert. Under ledelse af Lars Ulrik Mortensen, der notorisk er en af vor tids største cembalister, byder Coco-musikerne på et herlig sprødt Händel-spil, i de fleste tilfælde uden forcerede tempi. En ganske attraktiv skive, der hævder sig smukt i den knivskarpe konkurrence, der er tale om med hensyn til Händels opus 3.
Coco og Lars Ulrik Mortensen er for øvrigt atter på spil i Garnisons Kirke, når de i aften kl. 20 og i morgen, torsdag, kl. 18, giver en julekoncert med hele fire Bach-kantater, nr. 121, 151, 64 og 133. “Hvor lifligt det klinger” har man kaldt koncerten – det bliver sikkert også tilfældet i den gamle kirke i aften. Citatet hedder i den tyske originaltekst “Wie lieblich klingt es in den Ohren” og stammer fra en sopranarie nr. 133, “Ich freue mich in dir”.
Händel: Concerti grossi, op. 3 – Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen – cpo 777 488-2.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad