Storbritannien er et kristent land

Men hvad jeg tror på, er det her: King James-bibelen er lige så relevant i dag som på noget andet tidspunkt i dens 400-årige historie. Og ingen af os bør vige tilbage for at stå ved det. Hvorfor ikke? Det er der kort sagt tre grunde til.

For det første har King James-bibelen efterladt os et korpus af sprog, som gennemtrænger alle aspekter af vor kulturarv og aktuelle kultur lige fra hverdagsudtryk til vore største litterære, musikalske og kunstneriske værker. Vi lever og ånder sproget fra King James-bibelen – til tider uden overhovedet at være os det bevidst. Og det er kun rigtigt at stå ved det – særligt i dette jubilæumsår.

For det andet er ikke kun vort sprog og vor kultur gennemsyret af Bibelen – det er vor politik også. Lige fra menneskerettigheder og lighed til vort konstitutionelle monarki og parlamentariske demokrati, fra kirkens rolle i de første former for velfærdsydelser til de mange af nutidens trosbaserede sociale hjælpeprojekter har Bibelen ansporet troens folk til handling op igennem historien og gør det stadig.

For det tredje er vi et kristent land. Og det skal vi ikke være bange for at sige højt. Lad mig være tydelig omkring det: Jeg siger på ingen måde, at der er noget galt i at have en anden tro – eller ingen tro for den sags skyld.

Jeg ved og respekterer til fulde, at mange mennesker her i landet ikke har nogen religion. Og jeg er også utroligt stolt af, at Storbritannien er hjemsted for mange forskellige trossamfund, som gør så meget for at gøre vort land stærkere.

Det, jeg siger, er, at det er Bibelen, der har bidraget til at give Storbritannien et værdi- og moralsæt, som gør landet til det, det er i dag. Nogle værdier og en moral, som vi aktivt bør gå i brechen for og forsvare. Alternativet moralsk neutralitet bør ikke være en mulighed. Man kan ikke bekæmpe noget med ingenting. For hvis vi ikke står for noget, kan vi ingenting modstå. (…)

FOLK SIGER TIT, AT POLITIKERNE ikke skal ”lege Gud”. Hvis de dermed mener, at vi ikke skal hævde, at et bestemt politisk parti har en direkte linje til Gud, så har de helt ret. Men vi bør ikke lade vor forsigtighed, hvad det angår, stå i vejen for at anerkende både, hvad vore trossamfund bibringer vort land, og hvor utroligt vigtig troen er for rigtigt mange mennesker i Storbritannien. Avisen The Economist trykte måske nok en nekrolog over Gud ved århundredskiftet, men i det forgangne århundrede er andelen af mennesker i verden, som tilhører de fire største religioner, faktisk steget fra to tredjedele til tre fjerdedele, og prognoserne lyder, at andelen vil fortsætte med at stige.

For eksempel menes der nu at være mindst 65 millioner protestanter i Kina og 12 millioner katolikker – det er flere kristne, end der er medlemmer af Kommunistpartiet. Ifølge de officielle statistikker har Kina nu omkring 20 millioner muslimer – det er næsten lige så mange som i Saudi-Arabien og næsten dobbelt så mange som i hele EU. Der er folk, der mener, at Kina i 2050 meget vel kan være verdens største kristne land og tillige det største muslimske.

Her i Storbritannien behøver vi blot se på reaktionen på pavens besøg sidste år, på dette års kongelige bryllup og på den forestående julefejring for at se, at kristendommen lever og har det godt i vort land.

Hovedpointen er denne: Et samfund bliver ikke nødvendigvis mere sekulært med moderniteten, men snarere mere pluralistisk med en bredere vifte af overbevisninger og engagementer.

Det bringer mig videre til mit tredje punkt: Bibelen har været med til at forme de værdier, der definerer vort land. Vi er vitterligt, som Margaret Thatcher engang formulerede det, ”et land, hvis idealer bygger på Bibelen”. Ansvarlighed, hårdt arbejde, godgørenhed, barmhjertighed, ydmyghed, selvopofrelse og kærlighed, stoltheden over at arbejde for det fælles bedste og leve op til de sociale pligter, vi har over for hinanden, vore familier og vore lokalsamfund, er alt sammen værdier, vi værner om. Og ja: Det er kristne værdier. Og det skal vi ikke være bange for at stå ved. Men det er også værdier, der taler til os alle – til folk af enhver tro og folk uden nogen. Og jeg tror på, at vi skal stå ved dem og forsvare dem.

De, der er imod dette, taler som regel for sekulær neutralitet. De hævder, at når man siger, at vi er et kristent land, og når man står ved de kristne værdier, nedgør vi på en eller anden måde andre trosretninger. De siger, at den eneste måde at undgå at krænke folk er ikke at dømme deres opførsel. Jeg mener, at det er helt forkert. Og det at være tydelig omkring det er helt grundlæggende for, hvem vi er som folk, for hvad vi står for, og for den form for samfund vi ønsker at opbygge. (…)

FOR AT SIGE DET SIMPELT har vi alt for længe været uvillige til at skelne mellem rigtigt og forkert. ”Lev og lad leve” har alt for ofte betydet ”gør, lige hvad du vil”. Dårlige valg er alt for ofte blevet forsvaret som værende alternativ livsstil. At sige med selvbevidsthed, at noget er galt, er ikke et tegn på svaghed. Det er en styrke. Men vi kan ikke bekæmpe noget med ingenting. Som jeg sagde før, kan vi ikke modstå noget, hvis ikke vi står for noget.

En af de vigtigste lektier, vi kan lære af optøjerne i sommer, er, at vi er nødt til at gå i brechen for vore værdier, hvis vi skal gå op imod det langsomme moralske sammenbrud, som har fundet sted i dele af vort samfund i løbet af de seneste generationer.

Det samme gælder religiøs ekstremisme. Som præsident Obama skrev i bogen ”Modet til at tro”: ”For at undgå religiøse overdrivelser sidestiller vi tolerance med sekularisme og undgår det moralske sprog, som ville hjælpe med at indgyde en større mening i vor politik.”

Sandt at sige har vi brug for langt mindre passiv tolerance som set i de senere år og meget mere liberalisme, som spiller med musklerne. Et passivt tolerant samfund siger til sine borgere, at så længe I adlyder loven, lader vi jer bare være i fred. Det stiller sig neutralt mellem forskellige værdier. Men jeg tror på, at et genuint liberalt land gør meget mere: Det tror på bestemte værdier og fremmer dem aktivt. Vi er nødt til at gå i brechen for disse værdier. Vi må have modet til at sige til folk: Det her er, hvad der definerer os som samfund, og at høre til her er at tro på disse ting.

Jeg mener, at kirken – og alle vore religiøse ledere og deres trossamfund i Storbritannien – har en afgørende rolle at spille for at hjælpe med at opnå dette.

Jeg har aldrig rigtigt forstået det, som nogle folk siger om, at kirken ikke må blande sig i politik. For mig at se er kristendom, tro, religion, kirken og Bibelen alle i sagens natur indblandet i politik, fordi så mange politiske spørgsmål er moralske spørgsmål. Så jeg mener ikke, vi skal være bange for det eller holde os tilbage fra det. Jeg har bestemt ikke noget imod, at ærkebiskoppen af Canterbury udtrykker sit syn på politik. Religion har et moralsk grundlag, og hvis han ikke er enig i noget, har han ret til at sige det. Men lige så vel som det er legitimt for religiøse ledere at fremsætte politiske kommentarer, bør han ikke blive overrasket, når jeg tager til genmæle. Det er også legitimt for politiske ledere at sige noget om religiøse institutioner, når de ser, at de påvirker vort samfund – ikke mindst på de vigtige områder lighed og tolerance.

Jeg mener, at Church of England har en unik lejlighed til at være med til at forme vore lokalsamfunds fremtid. Men for at gøre det må den holde sig til den dagsorden, som henvender sig til hele landet. Vort lands fremtid står ved en korsvej. De værdier, vi trækker ud af Bibelen, ligger i hjertet af, hvad det vil sige at høre til her i landet. Og Church of England kan være med til at sikre, at det bliver ved med at være tilfældet.

Oversat af Sara Høyrup