Indtast din e-mailadresse og få nye artikler med samme emne.
Palle Schantz Lauridsen |
21. december 2011
SE TRAILER Den svenske forfatter Stieg Larssons gigantsucces ”Mænd der hader kvinder” er nu omsat til det amerikanske publikum. Det er der kommet en glimrende spændingsfilm ud af
Fire stjerner ud af seks.
Man kan undre sig over, hvorfor der kun knap tre år efter Niels Oplevs filmatisering af ”Mænd der hader kvinder” kommer endnu en version af første bind af Stieg Larssons Millennium-trilogi. Svaret er enkelt.
Annonce
Almindelige amerikanske biograftilskuere ser kun nødigt film, der ikke er engelsksprogede. De er ikke vant til at læse film, som de kalder det. Oplevs film har efter omstændighederne klaret sig fint, men bøgerne har gigantiske oplag; så selvfølgelig skal der laves en film, amerikanerne bare kan se. Så må vi andre læse den, sådan som vi jo er vant til.
Opgaven med at fortælle en endnu større del af verden om Michael Blomkvist og Lisbeth Salander er tilfaldet instruktøren David Fincher. Rollen som journalisten Michael Blomkvist bliver spillet af Daniel Craig, der i disse år ellers fylder James Bonds smoking ud på bedste vis. Den helt centrale rolle som Lisbeth Salander bliver spillet af den stort set ukendte Rooney Mara.
Filmen lægger hårdt ud med en titelsekvens, der vækker mindelser om Bond-filmenes altid meget velproducerede indledninger. Det er rasende flot, og der er fuldt drøn på musikken, en meget stram og tung version af Led Zeppelins ”Immigrant Song”. Så er der serveret.
Historien kender vi: Blomkvist bliver dømt for injurier og beslutter sig for at holde pause fra sit job som stjernereporter på det kritiske magasin Millennium. Samtidig bliver den unge Lisbeth Salander først almindeligt ydmyget og siden på det groveste voldtaget af sin nye værge. Fra de nulpunkter arbejder de sig hver for sig og sammen op igen i forsøget på at finde ud af, hvad der egentlig skete 40 år tidligere, hvor den 16-årige Harriet Vanger forsvandt fra sin rigmandsfamilie i det nordlige Sverige.
Det er en glimrende spændingsfilm, Fincher har lavet. Han skildrer indforstået Blomkvists første tid i den isnende svenske vinter som en kulderystende, ensom affære, hvor han skal løse den gamle Agatha Christie-agtige gåde. Først alene, siden sammen med Pippi Langstrømpe som voksen i skikkelse af Rooney Mara, der spiller rollen som Salander med den mutte skrøbelighed og skarpe intelligens, den kræver.
Centrale scener fra Larssons værk, især de ydmygelser, Salander udsættes for af sin værge, og den hævn, hun tager over ham, står stærkt; men det gjorde de også i den første version. Men der er selvfølgelig forskelle, og man kan både på rollelisten og på filmen som helhed se, at den har været ikke så lidt dyrere end Oplevs version.
Der er ingen afgørende nytolkninger i Finchers film. Larsson-purister vil sikkert finde anledning til at undre sig over nogle af de ændringer, der alligevel er foretaget i forhold til bogen; filmen fungerer dog upåklageligt, selvom det jo er svært at sidde med tilbageholdt åndedræt og vente på at finde ud af, hvad der sker.
The Girl With the Dragon Tattoo. Instruktion: David Fincher. 158 min. Premiere overalt i landet.