Bag om fyringen: Præsten, der delte vandene

”Det begyndte på færgen til Agersø,” siger ”Pæsen”, som altid har hjulpet sognepræsten med at køre for hende.

”Hun er noget af et drys og langsom i optrækket. Hun kan ikke komme til tiden. Hun havde ikke boet der 14 dage, da det skete første gang. Hun havde været i København, og så ringer hun til færgen og siger, at hun blev forsinket, om ikke de kunne vente på hende i fem minutter. Det var den sidste færge den aften, og der var flere, som skulle med hjem. Der går lang tid, og færgebetjenten ringer hende op, og så holder hun stadig i Næstved. Nu kom færgen og passagererne til at vente næsten en time. De blev stiktosset,” siger ”Pæsen”, som understreger, at det ikke var den eneste gang, og at han selv har kørt hende hele vejen fra Omø til Skælskør til en begravelse, hvor hun også var forsinket.

Siden kommer der andre historier på bordet mellem fiskerne om, at hun uretmæssigt havde anmeldt en Agersø-beboer for ikke at sørge for foder til sin hest, at hun i forbindelse med gudstjenester ikke ville komme til Omø som præst, fordi hun ikke måtte få sin hund med i færgens salon, og at hun flere andre gange var kommet for sent til færgen til Agersø.

”Sådan noget har vi da også oplevet på Omø, men man skal ikke bære nag,” siger Annette Iversen, brugsassistent i Let Køb, øens supermarked, og initiativtager til et fakkeltog for præsten for et par dage siden.

”Vi gjorde det ikke i protest, men som opbakning til præsten. Det kunne være rart for os at få at vide, hvorfor hun er fyret. Der må være noget andet end det, der er kommet frem om samarbejdsvanskeligheder fra provsten og biskoppen. Ingrid ville hellere bo som præst på Omø end på Agersø, men det har hun fået nej til flere gange. Jeg talte med hende før mødet med biskoppen, som hun vist regnede med skulle handle om noget helt andet. Men hun fik en spand koldt vand i hovedet og en mundkurv på. Derfor arrangerede vi fakkeltoget for at støtte hende,” siger Annette Iversen.

I tusmørket i Agersø Havn ligger den ene store fiskekutter efter den anden – for mange til at kunne tælles, inden færgens gule blink og alarm fortæller, at broklappen går ned, og de tre-fire biler skal køre fra borde.

Efter et besøg på Omø med den spredte bebyggelse omkring havnen og de mange små bindingsværkshuse og gårde midt på øen i den gamle bondeby er det en tankevækkende kontrast at betragte den tætte bebyggelse, der omkranser Agersø Havn med kirke, kro, imponerende store og statelige bondegårde og midt i det hele et gadekær med juletræ og elektriske lys, som oplyser den mørknende idyl.

Ingrid Marten Trolle-Monsen er lesbisk, hun blev kæreste med den kvindelige graver ved Agersø Kirke og gjorde forholdet officielt i denne sommer i en kirke i Skåne.

For et år siden dukkede der så en gammel tv-udsendelse op på internettet, hvor præsten fortæller om sadomasochisme og viser, hvordan man gør det – alt sammen i øvrigt fuldt påklædt. Præsten har selv udtalt, at det var hendes seksualitet, øboerne på Agersø ikke kunne med.

Det benægter stort set alle på begge øer. Godt nok trækker et par af beboerne lidt på det og sender sigende blikke, når spørgsmålet kommer på bane.

”Tidligere var præsterne mere gejstlige, og man accepterede ikke, at præsterne var homoseksuelle. Jeg ved da ikke, om jeg synes, at man kan have en præst, der er homoseksuel. Men tiderne har åbenbart forandret sig,” konstaterer fisker Frank Nielsen, som ikke er helt tilfreds med udviklingen. Han har kun boet kort tid på Omø og vil egentlig ikke blande sig, for han er ikke medlem af ”foreningen”, som han kalder folkekirken.

Men som en anden siger på Agersø:

”Vi har både haft mandelejr og kvindelejr og nudistlejr på Agersø, og der har været beboere her af begge køn, som har levet som homoseksuelle uden problemer.”

Men der er tilsyneladende ingen tvivl om, at den fremragende prædikant, menighedsrådene havde hørt til prøveprædikenerne, viste sig at være en anden som menneske og øboer, hvor det i udpræget grad gælder om at glide ind i fællesskabet og gerne bidrage med sin person og evner.

Hun er en ”speciel person”, som ”ser folk meget direkte i øjnene”, og det er der måske nogle, der synes er ”grænseoverskridende”.

”Hun er god til sit embede som præst, men ikke som person eller øboer. Under forløbet tænkte jeg meget på, hvad hun gjorde ved vores lille samfund. Efter hvad jeg havde hørt, turde jeg ikke selv tale med hende, når jeg var til dåb eller konfirmation, for man vidste aldrig, hvad man fik igen, om det var en dolk i ryggen,” siger May-Brith Olsen, der har boet på Agersø i 19 år.

Fra menighedsrådet lyder det samme fra næstformand Leif Nikolajsen, som gik ind i menighedsrådet, da der var udfyldningsvalg for anden gang efter det ordinære valg i 2008.

”Menighedsrådsmedlemmerne var dybt frustrerede over samarbejdet med præsten, og flere gik ned med flaget over præstens måde at agere på. Hun var rigtig god til at lave intriger og fik blandt andet vores organist gennem 30 år til at sige op ved hele tiden at klage til provsten,” siger Leif Nikolajsen.

”Menighedsrådene på Omø og Agersø var helt enige om, at hun skulle være vores præst, fordi vi havde en tiltro til, at hun ville være synlig som øpræst og engagere sig i det sociale liv, som er så vigtigt på en ø. Men vi blev skuffede. Noget af det første, hun gjorde, var at sætte et skilt på lågen til præstegården: Privat. Håndværkerne kunne stort set ikke komme ind i den nyrenoverede præstebolig for at vedligeholde den. Hun ville ikke engang gå med ud at dele julestjerner ud til de gamle, som er en af vores juletraditioner. Hun har været med til at skræmme børnefamilierne væk, og dem har vi netop så hårdt brug for, når det gælder om at holde liv i øens lokalsamfund,” siger Leif Nikolajsen.

Den udvikling – om det så helt kan tilskrives præsten eller ej – har Connie Jørgensen, der har boet næsten 27 år på Agersø, mærket på egen krop her op til jul.

”Jeg er netop blevet fyret som dagplejemor efter 22 år, så det er lidt mærkeligt lige nu. Der er næsten ikke flere små børn tilbage på Agersø, det sidste barn bliver passet inde i Skælskør. Jeg har ikke haft så meget med præsten at gøre undtagen i forbindelse med en bisættelse, men det, synes jeg, var hyggeligt og rart,” siger Connie Jørgensen.

Menighedsrådsformand for Omø Sogn, skoleleder Ole Odsgård hæver sløret for, hvorfor Ingrid Marten Trolle-Monsen måske til sidst valgte at opgive kampen.

”På baggrund af hele konflikten sagde vi til hende, at når situationen er, som den er, så søg et andet embede. Det er synd for dig, men det er også synd for os. Det har været en møgsag, som har taget al menighedsrådets energi, og der har ikke været plads til det kirkelige. Udfyldningsvalgene på Agersø har kun været med til at forstærke problemerne. Når det ikke gik det ene sted, så satsede hun på det andet sted, her hos os, og her gik det uden de samme problemer,” siger Ole Odsgård, hvis største ønske er en synlig og fastboende præst på Omø – men han tror ikke selv på det.

Tiden vil vise, om Ingrid Marten Trolle-Monsen blev den sidste sognepræst på Omø og Agersø efter en indtil i dag ubrudt tradition, som begyndte i 1574.

Kristeligt Dagblad har flere gange bedt Ingrid Marten Trolle-Monsen om en kommentar, men hun har ikke besvaret henvendelserne.