I 2010 udsendte den britiske historiker Paul Johnson en bog om Jesus med undertitlen ”En biografi af en troende”. Der er ingen undertitel på dr. theol. og professor emeritus Per Bildes store bog om Jesus, men det kunne såmænd godt have været ”En biografi af en ikke-troende”. For det er Per Bildes position.

KRONIK: Hvor original var den historiske Jesus i grunden?

Det pudsige og påfaldende er, at Bilde og Johnson tolker megen af den samme sekundærlitteratur, men hvor Paul Johnson bliver bekræftet i sin tro ved at studere nytestamentlig forskning, så mener Per Bilde heri at finde argumenter for, at Jesus alene havde det projekt for øje at genrejse det jødiske tolvstammefolk. Og det viser selvfølgelig, at konklusionen vedrørende Jesu person afhænger af de øjne, der ser, og af det hoved, øjnene sidder i.

Når man vil annullere kristendommens udgangspunkt, så skal argumenterne jo være gode. Det er de ikke i ”Hvor original var Jesus?”. Og det hænger ikke mindst sammen med, at Bilde har det med kristne teologer, som Store Claus har det med degne. Men man bliver ikke mere overbevisende ved at sige nej, når kristendommen siger ja, og ja, når kristendommen siger nej.

Et eksempel: I Markus­evangeliet kapitel 12 siger Jesus de berømte ord om, at man skal give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Som Bilde korrekt gør opmærksom på, så er disse ord tolket som nødvendigheden af at sondre mellem religion og politik. Med udråbstegnets triumf kan Bilde imidlertid meddele, at denne tolkning er helt forkert, idet han lægger til: ”I alt fald står det fast, at Jesus’ svar i Mark 12, 17 (m. par.) ikke i sig selv ikke afslører Jesus’ egen holdning; at hans gudsrigeforkyndelse støtter den tolkning, at Jesus selv mente, at jøderne skulle give Jahve alt og intet til kejseren, og at denne tolkning støttes af Luk 23, 2.”

Enkelte vil måske synes, at Bildes standpunkt er forfriskende, men endnu flere vil nok minde sig selv om, hvorfor man i skolen fik at vide, at det dunkelt skrevne også er det dunkelt tænkte.