Hele konvojen nåede nord om Skagen, men pludselig slog vinden om. Nogle kovendte og kom sikkert i havn den 26. december i hjemlandet. Men i den kraftige storm kunne ”Sct. George” ikke klare en sådan kovending. Den 24. december så kaptajnen på ”Defence” i julenattens mulm og mørke, at der blev brændt blålys og fyret minutskud af fra ”Sct. George” som tegn på havari.

I sørapporten kan man læse: ”Ved 2-tiden flængedes hans store stagsejl, og ’Defence’ lå underdrejet for mesanen. Kort efter så man den hvide brænding i mørket – så stødte ’Defence’ både for og agter, og nogle minutter efter knækkede alle masterne.”

192 år senere blev det manglende ror fra ”Sct. George” fundet under udgravninger til vindmøller ved Rødsand. Mandskabet på dykkerskibet ”Cable One” måtte bruge adskillige timer på at få det 8,5 ton tunge ror gravet fri og efterfølgende kørt på blokvogn til museet i Thorsminde, hvor man i år har højtideligholdt 200-års dagen for forliset af de to store britiske flådefartøjer.

I VORE DAGE med plastik- og glasfiberbåde i mængde kan man næsten ikke forestille sig, at der gik mere end 2000 store egestammer til at bygge et linjeskib på størrelse med ”Sct. George”.

Da det var færdigbygget, blev det bemandet med en besætning på 865 personer, hvoraf yngste mand var den kun 11-årige kadet William D. Ross. Ellers var de engelske matroser i alderen omkring 16-21 år.

Det samlede tabstal fra danmarkshistoriens største skibskatastrofe kom op på 1391 druknede – og kun 18 personer fra de to skibe blev reddet. Befolkningen på vestkysten havde travlt med at begrave de unge søfolk i klitterne, som siden blev kaldt ”dødemandsbjerge”.

I dag er der rejst et smukt mindesmærke i klitterne syd for Strandingsmuseet i Thorsminde, hvorfra der i sommer ved kanonlauget ”Aurora” fra Aabenraa blev afgivet såkaldt dansk løsen med tre kanonskud som æressalut for de mange omkomne.

Carl P. Behrens,

præst,

Soldalen 12, Gårslev, Børkop