Julegaven ovenfra

Julen er nok anstrengelserne værd. Hvad vi værdsætter, sætter også os i arbejde, det gælder ikke mindst familien og jul i familiens skød! Særligt mødrene har været juleslidere af rang, og det er velfortjent, at mor og jul hænger sammen i mange erindringer. ”Moder er i køkkenet, nu skal hun traktere”, hedder det i en kendt julesang, og uanset hvem der nu om stunder står for de dele, så kalder julen på et traktement ud over det normale.

Men midt i den velmente, omsorgsfulde, energiske og sommetider lettere hysteriske travlhed, er det godt at standse op, hvis man ellers vil have helårsgods og ikke bare gaver og godter i julen.

At standse for at se og høre, at julen grundlæggende ikke er vores projekt, ikke noget, vi skaber, men noget, som sker for os og med os. Noget, der vederfares os med et gammelt og særdeles bevaringsværdigt ord, der er som skabt til julen. Det, som vederfares os, er jo noget, som overgår os, noget, der hænder os, noget, vi modtager.

Det havde fordums hedninge sådan set sans for, og dem skylder også vi ordet jul. Jul kommer nemlig af de fester, som gik under navnet jól, hvor man med store mængder af sul og mjød fejrede midvinteren. Også julefrokosten er således af ældre dato. Det vil sige, man fejrede vintersolhverv, lysets langsomme, men sikre fremmarch på mørkets bekostning. Solen går sin gang, og det påvirker i høj grad livets gang, men det er vel at mærke ikke noget, vi udvirker, og det skyldes ikke vores snilde og slid. Solhvervet kommer i bogstaveligste forstand over os.

Vintersolhverv er en himmelsk vending højt over vores kloge og videnstunge hoveder, som bliver oplyst udefra og ovenfra. Sådan er det også med den jul, som fejres i kirken. Eller sådan er det i hvert fald et stykke hen ad vejen. Vi fejrer virkelig en himmelsk vending, som afgjort ikke er vores værk, men der er også tale om en meget jordisk affære. Et menneske kommer til verden, en ny historie tager sin begyndelse, men også verdenshistorien tager en ny begyndelse. Vi tæller ikke tilfældigt verdens år før og efter denne begivenhed. Denne dreng, denne pode, dette afmægtige blebarn kalder kirken for Guds søn. Guds søn?

Det er hørt til hudløshed i hvert fald hos os, men er det gået ind under huden? Julens vilde påstand, at himlen er kommet til jord. Jorden er ikke just himmelsk, men himlens kongesøn fik begge ben på jorden. Det er uhørt! Uhørt blandt mange religiøse. Den slags er da langt under Guds niveau! Jesus som Guds søn i kød og blod, en af os, menneskelig og dødelig. Tænker man stort om Gud, og det gør de troende, kunne det lyde som en fornærmelse af den almægtige Gud.

De tegnere, som i sin tid vovede at karikere profeten Muhammed i en dansk avis, påkaldte sig hvidglødende forargelse blandt mange muslimer. Det kunne man ikke byde profeten. En hellig mand af den kaliber burde være hævet over kritik og satire. Og så læser vi i juleevangeliet, at Gud blev menneske og begyndte sin ydmyge livsbane som baby, kan man byde Gud det? Er kristendommens gudsbillede en ugudelig karikatur? Ja, det vil nogle mene, men det kan også med god bibelsk ret anføres, at Guds kærlighed og humor så langt overgår fromme fordomme og religiøs vanetænkning. Julebudskabet er et eminent eksempel på det sidste.

Gud kunne i sin kærlighed ikke holde sig fra jorden. Elskende tåler dårligt adskillelse, og Gud ville være, hvor vi er, som en af os. Som en broder, som en næste, i øjenhøjde, skulder ved skulder og hånd i hånd. Vores liv er ikke noget, som Gud bare ser på oppefra eller udefra, vores skrøbelighed og dødelighed er ham ikke fjern. Han kender vores ensomhed og fortvivlelse indefra. Livet, dette konkrete menneskeliv, er ikke gudsforladt, men favnet og gennemlevet af Gud.

Så tæt kommer Gud i Jesus Kristus, så nær, så vedkommende er han. Jesus kom imidlertid ikke bare for at leve med os, han mistede også livet for livets skyld. For dødsmærkede skyldnere. For os. Jesus tog i den grad skraldet, tog det tungeste, tog skyld og død, synd og sorg og bar det op på korset. Drengen i krybben stod ikke til mange år på jorden, han stod ikke til høje poster, rigdom og agtelse på parnasset. Han skulle mildest talt leve stærkt og dø ung. Der er ikke langt fra krybbe til kors.

Hvem ved, om ikke træet til krybben blev taget fra samme skov, hvor de senere hentede træ til korset. Sådan spørger teologen Karl Barth i en juleprædiken. Svaret må stå hen i det uvisse, men det er sikkert og vist, at såvel krybbe som kors, såvel Jesu fødsel som Jesu død er gjort af samme stof, nemlig af kærlighed. Kærlighed af guddommelig kvalitet og jordisk realitet. Jesus giver ikke bare en hånd, men sig selv, og hans kærlige bæredygtighed gør livet til at bære og sætter døden i parentes. Intet mindre, for ligesom han ikke blev i krybben, blev han ikke i graven, og hvor han går hen, skal vi gå med.

Sådan lyder juleordet, og det kan selvfølgelig fornægtes, affærdiges og trædes på. Men endnu lyder ordet, og sejlivet, stædig og insisterende taler det juleglæden frem. Vi har julen som himmelgave, og hvorfor ikke lade sig begave? Hvorfor ikke lade sig begave frem for at lade os begrave i den triste og trøstesløse forestilling, at verden er gudløs, og troen håbløs? Hvorfor ikke leve, hvis ikke med julelys i øjnene så i lyset af julen? I den tro, at Gud blev menneskelig af kærlighed, og hvert menneske er elsket til døde og ind i evigheden af hans egen søn? Hvordan vores egen jul end lykkes, hvordan vores eget liv end lykkes, det står fast.

Det er værd at bede for såvel hjemmets julefest som for julefestens årsag, grund og klippe. Inspiration kan for eksempel hentes hos Kaj Munk, som i en adventsprædiken formulerede denne bøn op til julen 1941. Et år, hvor der som bekendt ikke bare var krise i verdensøkonomien, men verdenskrig:

”Herre Jesus, det ser ud til, at jeg endnu en gang skal få lov at fejre velsignet jul sammen med mine kære. Ingen ved, om det er den sidste. Jeg er som en gnier. Jeg samler på jul. Og har ikke råd til, at nogle af dem slår fejl. Barn Jesus, vil du så lade denne lykkes? At vi kan være så hjertensinderlig glade med hinanden og over hinanden, men først og fremmest, at der over dens dage må ligge en tone af højtid, fordi vi føler det hver især og alle tilsammen, at julen er en gave, kommen ovenfra.”

Jesper Bacher er sognepræst