Et Irak uden amerikanerne

Det var ikke ligefrem vendinger som ”operationen fuldført” eller andre storladne sætninger, som USA’s præsident, Barack Obama, tog i anvendelse forleden ved den officielle markering af USA’s endelige tilbagetrækning fra Irak næsten ni år efter invasionen, der væltede Saddam Husseins regime. Da de sidste amerikanske militærkøretøjer forlod Irak i søndags, var der godt nok tale om, at det var afslutningen på et amerikansk engagement, men det var ikke sådan, at man kunne erklære det for en entydig sejr. Snarere må man sige, at der er så mange ubekendte i den ligning, der hedder Iraks fremtid, at det eneste, man helt sikkert kan konstatere, er dette: Tilbagetrækningen er gennemført til den lovede tid.

LÆS OGSÅ: Den sidste yankee forlader Irak

Obama har hele tiden været fast besluttet på at opfylde et af de valgløfter, som sikrede ham sejren ved præsidentvalget i 2008, nemlig at afslutte krigen, som har kostet næsten 4500 amerikanske soldater og titusinder af irakere livet i løbet af den fireårige præsidentperiode. Obama arvede krigen fra George W. Bush, men har nu holdt sit løfte om at gøre en ende på en af historiens mest upopulære militære interventioner, både internt i USA og – ikke mindst – i omverdenen.

Naturligvis høres der fra toneangivende republikanere kritik af præsidenten for at trække sig, inden irakerne selv har helt styr på sikkerhedssituationen og endnu ikke har stabiliseret sit parlamentariske, politiske system. En kritik, der klinger hult, både fordi Bush selv i sidste ende havde opstillet samme deadline for tilbagetrækningen, og fordi Obama rent faktisk forsøgte at få en aftale med den shiamuslimske premierminister, Nuri al-Malikis, skrøbelige regering om, at adskillige tusinde amerikanske soldater kunne blive i Irak for at fortsætte uddannelsen af irakiske styrker. Det fik han ikke held med, og netop dette giver da også bange anelser for fremtiden i et Irak uden amerikanerne.

Der er således klare tegn på, at de politiske slagsmål mellem sunni- og shiamuslimske partier, de kurdiske og den sekulære blok tager til i styrke, og den skrøbelige konsensus om en vis magtdeling risikerer meget let at gå over i en ny magtkamp, hvor døren atter åbnes for udenlandsk indflydelse. Tyrkiet, Iran og også Syrien – i tilfælde af præsident Bashar al-Assads fald – har hver deres interesser i at støtte bestemte grupper i landet. Interne grupperinger, der er interesserede i at skabe borgerkrig, udgør en anden fare. En tilbagevenden til voldsniveauet fra 2006 er et decideret mareridtsscenarie. I løbet af det kommende år vil det bedste, man kan håbe på, således være en fortsættelse af den nuværende status quo, og at der så langsomt vil ske en modning af de irakiske politikere, nu hvor de sidder med hele ansvaret selv.