Rifbjerg ristet i runer

Og dog sidder jeg i dag inde med en fornemmelse af, at Rifbjerg selv hurtigt kan være et af de ”opbrugthedsfænomener”, han digter om i ”Konfrontation”. Allerede nu er han i en vis forstand tung fortid for de fleste af den yngre generation, der hverken læser litteratur eller aviser. Det er nok gået helt hen over hovedet på dem, at ronkedoren fyldte 80, men stadig kan skrive digte, der strutter af vitalitet.

Som underviser i litteraturhistorie har jeg ofte haft lejlighed til at præsentere de studerende i dansk for Rifbjerg. Kender de ham da ikke i forvejen? Jo, lidt. Måske har de læst en af hans noveller fra den kanoniserede samling ”Og andre historier” (1964), eller også har de måske, men langtfra alle sammen, læst ungdomstestamentet ”Den kroniske uskyld” (1958). Den tid, hvor man dårligt kunne gå ud af skolen uden at have læst denne nyklassiker, er allerede forbi. Dens potentielle ungdomsoprør har fundet sted og er selv havnet på museum.

Det er kun de færreste unge studerende, der tænder på Rifbjergs lyrik, så der er noget af en opgave at tage fat på for en litteraturformidler. Men det kan være en god opgave at indvie dem i det særlige rifbjerske univers, som man finder i digtet ”Frihavnen”, selvom digtets rum godt nok er temmelig antikveret. Frihavn, H.N. Andersen og mitrailleuse tilhører et andet årtusinde, som ligger uendelig fjernt fra de studerende, og som kræver forklaring. Men så kan man også gå ind i digtet og opleve: ”Billedskift og koncentrationsflytning/ til fornemmelse af cirkulerende kaos.” Man bliver helt rundtosset, og ”man antager danserform/ for ikke at omringes.” Omringes af alle de billeder og ord, som potente vælder ud over siderne. Man må danse og have en bevægelig bevidsthed, hvis man vil i lag med Rifbjergs lyrik og den moderne virkelighed, som han selv forsøger at give form.

Konfronteret med Rifbjerg står de unge studerende over for et sprogligt og bevidsthedsmæssigt fænomen af en anden verden. Hos ham får man at vide, at han ikke er for fastholdere og i øvrigt mener, at ”Tom, tom, tom – saligt tom/ er verden for andet end ting/ levende fald, du og jeg”. Og så er det hos ham, at en opvågnen på hospitalet kan ske, mens sygeplejersker bevæger sig ”gummitavst” over terrassogulvet, og den erindrede lyd af en solsort kombineret med syn og duft kalder én tilbage fra bevidstløsheden:

En ”anden tid da gror i hjerteøret hammerekko/ en buet lyd af syn/ af dufte farvet moll imellem skyer/ da tier ingenlyd du vågner/ og har hørt det”.

”Solsort” hedder digtet, der på fineste vis demonstrerer Rifbjergs lyriske fornemmelse for metaforens kraft og sansesammenblandingens bevidsthedsudvidelse.

Sådan set er Rifbjerg slet ikke opbrugt endnu, og der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Der er mange af hans digte, noveller og romaner, der endnu tåler at blive læst. For måske kan verden føles tom for andet end ting, og Rifbjergs avisudgydelser og kommentarer til alt mellem himmel og jord for utidigt gammelmandsvrisne, men hans poesi er det ikke. Og derfor kan vi godt riste Rifbjerg en rune, saglige og salige på en gang.
Lars Handestens lørdagsklumme ”Liv og litteratur” bringes i dag, da avisen ikke udkommer den 24. december.