Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Jul under halvmånen til din ven.
Jul under halvmånen
Ærkebiskop af Tunis Maroun Elias Lahham tror ikke, at Tunesien vil blive radikaliseret som følge af revolutionen, der satte landets mangeårige diktator Zine El Abidine Ben Ali fra magten. –
- Jan Kuhlmann.
De kristne i Tunesien fejrer deres første jul efter revolutionen. Nogle er bekymrede for udviklingen, men de fleste er trygge ved at være en minoritet i det muslimske land
Selv i dagene helt op til jul skal man lede længe efter det mindste spor af den kristne fest i den tunesiske hovedstad, Tunis. I indgangsportalen til katedralen med de to tårne i byens centrum har nogen sat et lille juletræ op. Det er smykket med kugler og blinkende røde lamper, men de fleste forbipasserende på Avenue Habib Bourguiba går intetanende forbi: mænd i jakkesæt, kvinder med tørklæder, unge par. Tunesien er et muslimsk land, så de færreste har en idé om den kristne jul.
LÆS OGSÅ: Tunesien viser vejen med demokratisucces
Og dog: Selv her fejres julen – eksempelvis tredje søndag i advent. Fra katedralen støder man efter et par minutters gang på en af den katolske kirkes bygninger for enden af en lille gyde. Indenfor er en lille gruppe ældre samlet. De synger julesange, en nonne spiller guitar, og alle har de blikket rettet mod et mandshøjt krybbespil af papir.
Det er ærkebispedømmet i Tunis, der har inviteret alle ældre og syge, der bor alene og ellers ikke ville få meget med af julefesten. For de tilstedeværende er det et af de sjældne øjenblikke, hvor de kan føle sig som en del af et kristent fællesskab.
Annonce
”Vi vil give lidt håb til de ældre, der ellers ikke kan deltage i den store fest,” fortæller Sergio Perez, katolsk præst fra Argentina, der har boet i Tunis i to år.
Den kristne menighed i Tunesien er lille. Til forskel fra i Egypten kan den heller ikke se tilbage på en lang tradition. Ved Nilen har kopterne været en fast del af samfundet i århundreder. Det kristne fællesskab i Tunesien består derimod overvejende af udlændinge, især franskmænd, italienere og spaniere. De begyndte at komme til landet i større tal i forbindelse med det franske koloniherredømme fra 1881. Tre år senere opstod ærkebispesædet i Karthago, og i 2010 blev ærkebispedømmet Tunis grundlagt. I dag lever der cirka 30.000 kristne i Tunesien. Omtrent 20.000 af dem er katolikker, resten er græsk-ortodokse, anglikanere eller protestanter.
LÆS OGSÅ: Tunesien viser vejen med demokratisucces
Og dog: Selv her fejres julen – eksempelvis tredje søndag i advent. Fra katedralen støder man efter et par minutters gang på en af den katolske kirkes bygninger for enden af en lille gyde. Indenfor er en lille gruppe ældre samlet. De synger julesange, en nonne spiller guitar, og alle har de blikket rettet mod et mandshøjt krybbespil af papir.
Det er ærkebispedømmet i Tunis, der har inviteret alle ældre og syge, der bor alene og ellers ikke ville få meget med af julefesten. For de tilstedeværende er det et af de sjældne øjenblikke, hvor de kan føle sig som en del af et kristent fællesskab.
Den kristne menighed i Tunesien er lille. Til forskel fra i Egypten kan den heller ikke se tilbage på en lang tradition. Ved Nilen har kopterne været en fast del af samfundet i århundreder. Det kristne fællesskab i Tunesien består derimod overvejende af udlændinge, især franskmænd, italienere og spaniere. De begyndte at komme til landet i større tal i forbindelse med det franske koloniherredømme fra 1881. Tre år senere opstod ærkebispesædet i Karthago, og i 2010 blev ærkebispedømmet Tunis grundlagt. I dag lever der cirka 30.000 kristne i Tunesien. Omtrent 20.000 af dem er katolikker, resten er græsk-ortodokse, anglikanere eller protestanter.
De katolske seniorer har sat sig ved et hesteskoformet bord. Fra to små højttalere lyder diverse julemusik. De ældre hygger sig, drikker lemonade og tager godt for sig af kagen på paptallerknerne. Søster Suzanne, en rørig 80-årig, hjælper til. Den lille dame har i dag et fransk pas, selvom hun er født her i Tunesien – dengang hendes landsmænd herskede som kolonialherrer. Senere trådte hun ind i en katolsk orden og tjente kirken i Algeriet i en årrække, før hun i slutningen af 1980’erne vendte tilbage til Tunesien. I dag besøger hun regelmæssigt både syge og gamle, selvom hun selv er gammel i gårde, som hun formulerer det med et smil om munden. Men i bund og grund ser hun ingen forskel på jul i det muslimske Tunesien og det kristne Europa.
”Jul er jul,” siger hun.
”Det er Jesus, der lever, og vi møder ham. Det er det samme her og i Europa.”
”Måske er der alligevel en afgørende forskel,” siger hun pludselig og antyder, at det kan være svært at leve som et lille katolsk mindretal under muslimsk herredømme.
Livet som en religiøs minoritet er ikke altid let, men på ét punkt giver det en stor fordel. Fordi de kristne ikke spiller nogen vigtig rolle hverken politisk eller samfundsmæssigt, kan de leve i ro og fred. Selv radikale muslimer ser ikke nogen fare for islam i de kristne menigheder.
”Her har altid været godt at bo,” fortæller ærkebiskop Maroun Elias Lahham, en palæstinenser fra Jordan, der bor i en bygning ved siden af katedralen.
”Vi har aldrig haft problemer med regeringen.”
Hidtil har landets grundlov tilladt, at muslimer konverterer til kristendom. Det sker sjældent, da samfundets og familiernes pres på konvertitterne er stort – men kirken oplever det trods alt.
”Tunesien har altid været åbent over for Europa og Vesten,” siger den 63-årige ærkebiskop.
I år fejrer de kristne deres første jul efter den arabiske revolution og diktator Zine El Abidine Ben Alis fald. Mange af dem har bange anelser for fremtiden, efter det islamistiske Ennahda-parti ved det første frie valg blev det største parti og nu sidder på præsidentposten. De kristne har det nu som den sekulære og liberale middelklasse, der især bor i Tunis: De er bange for, at landet islamiseres. Hovedstaden har indtil videre været en fri og åben by, hvor par kan gå hånd i hånd ved siden af tørklædeklædte kvinder. Men nu lyder der rygter om, at der på offentlige kontorer pludselig er to køer – en til mænd og en til kvinder. Og dagligt beretter aviserne om universitetet i Manouba, en af Tunis’ nabobyer. Her har radikale demonstranter – angiveligt unge mænd med lange skæg – i dagevis blokeret fakultetet for litteratur og kunst. De kræver, at kvinder i fuldt slør skal have lov til at deltage i undervisning og eksaminer.
I foråret var der en overgang stor opstandelse i den katolske menighed. En polsk præst var blevet myrdet i en katolsk privatskole. Mange frygtede, at radikale muslimer stod bag mordet, men senere tilstod en tømrer mordet – han arbejdede på skolen og lå i strid med præsten.
”Europa bør ikke være bange for islamisterne,” siger ærkebiskop Lahham.
Han er optimist og tror på, at Ennahda-partiet ikke vil radikaliseres. En række ledende figurer i partiet har tilbragt mange år i Europa og har bragt en portion af nabokontinentets åbenhed med sig.
”Den politiske islam bliver nødt til at være moderat,” mener biskoppen.
”Vi kan ikke oprette et Afghanistan her i Tunesien, Egypten eller Marokko.”
For Lahham betyder ”moderat” at være åben over for andre kulturer, trosretninger og folkeslag:
”Hvis det fungerer, kan Østen og Vesten fint leve sammen. Hvis ikke, får vi problemer.”
Kontakten mellem den katolske kirke og Ennahda-partiet er sporadisk. Før valget havde partiet inviteret til et fælles møde, men ærkebiskoppen afviste, fordi han ikke ville blande sig i valgkampen. Men nu skal mødet snart finde sted. En direkte invitation til muslimerne fra den katolske kirke til at fejre jul med de kristne har der dog ikke været.
”Hvis du er kristen her, så er du kristen. Og hvis du er muslim, så er du muslim,” siger ærkebiskoppen.
”Vi inviterer ikke muslimerne, den tradition har vi ikke.”
Alligevel er dørene åbne. Enhver muslim, der vil fejre jul med de kristne, er velkommen. I år vil der derfor igen komme muslimer til julemessen i katedralen, der med omkring 1000 gæster plejer at melde om fulde huse. En af gæsterne vil med sikkerhed være den 80-årige Suzanne, der i dag fejrer advent med seniorerne. Inde i fællesrummet synger de ældre videre, og til gæsterne er der en lille perlekæde som minde om dagen. Også ærkebiskop Lahham kommer forbi og hilser på. I det øjeblik kommer Suzanne i tanke om endnu en forskel mellem jul i Europa og jul i Tunesien:
”De fleste kristne familier fejrer julen mere kristent her,” siger hun.
”Det er ikke så opstadset og pompøst som i Europa. Her i Tunesien fejres julen på en mere intim måde.”
Oversat af Mathias Irminger Sonne
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste udland
Stillinger
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 4 | Sv. ??? |
Jørgen...
19 min. siden |
| 1 |
Humanisme er andet end de... |
Karenerfaren
1 time siden |
| 1 |
Dem der har skal mere gives |
Steen
1 time siden |
| 1 | Endelig...! |
F.O.Hvidberg
2 timer siden |
| 7 |
Sv. Skal åndehuller... |
Knud
3 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
