Vi har brug for at fastholde Vaclav Havels minde

Solidt forankret i europæisk kulturs bærende værdier styrede han instinktivt det daværende Tjekkoslovakiet og senere Tjekkiet i retning af Vesten og europæisk integration. Han lykkedes med begge dele på et tidspunkt, hvor ingen af dem var selvfølgelige.

I BEGYNDELSEN havde han det svært som præsident. Ikke mindst i forbindelse med det meget ceremoniel, der omgav jobbet, trådte han talrige gange ved siden af. Men respekten for ham gjorde alligevel embedet langt stærkere, end det var fastlagt i forfatningen.

Vaclav Havel demonstrerede, at moralsk lederskab er mere magtfuldt end alle andre våben og mere overbevisende end de tekniske bevæggrunde, som ofte føres i marken af politikere og embedsmænd.

For igen at citere Jiri Pehe, så viste Havel det tydeligt, da han som præsident støttede bombningerne af Beograd under Kosovo-krigen i 1999 og invasionen af Irak få år senere. Han talte ikke om geopolitiske eller strategiske mål, men om behovet for at standse brutale diktatorers krænkelser af menneskerettighederne.

Også på hjemmefronten holdt han fast i menneskerettighederne, selv når det blev indenrigspolitisk følsomt, som for eksempel når det gjaldt beskyttelse af et mindretal som romaerne eller igangsættelse af en undersøgelse af udvisningen af de såkaldte sudetertyskere efter Anden Verdenskrig.

Hen mod slutningen af præsidentperioden oplevede han dalende popularitet. Tjekkerne blev trætte af hans evindelige moraliseren, men siden blev der igen lyttet til ham, efterhånden som han tog fat i store spørgsmål som den internationale magtforskydning væk fra Europa og globaliseringens negative sider.

MINDET OM Vaclav Havel er vigtigt at holde fast ved på et tidspunkt, hvor den folkelige tillid til politikere er i bund, både herhjemme og mange steder i udlandet. Kritikken går især på magt for magtens skyld, manglende idépolitisk fundament og svigtende evne til at handle langsigtet.

Uden nogensinde selv at blive politiker viste Havel, hvad politik drejer sig om, nemlig at forsøge at flytte folkeviljen derhen, hvor man selv er, fremfor blot at administrere meningsmålingernes budskaber bedst muligt med tekniske løsninger.

Den gode politiker er i den havelske aftapning dels forankret i et værdisæt, som han eller hun ikke fraviger, dels bevidst om sit eget historiske og kulturelle udgangspunkt og endelig åben over for tilværelsens muligheder fremfor dens begrænsninger.

For den pågældende bliver politik ikke et mål i sig selv, men et middel til at forandre til gavn for fællesskabet fremfor snævre interesser. Den gode politiker fristes kun til at høste kortsigtede gevinster, når det sker for at bevare det langsigtede perspektiv.

At fastholde Havels minde er ekstra vigtigt i en tid, hvor verden er af lave. Der er hos mange mennesker en nagende fornemmelse af, at selvom vi er flittige, omhyggelige og heldige, vender tingene ikke tilbage til, hvor de var før krisen. Noget afgørende er ved at ske i de europæiske velfærdssamfund.

LÆS OGSÅ: Obama og Bush hylder Vaclav Havel

Der bliver brug for forbilleder, der med klarhed, mod og styrke kan bane vejen for de forandringer, som er undervejs, og gøre dem meningsfyldte.

Skuer man ud over horisonten, er det svært at få øje på personligheder, der kan, og derfor er det ekstra trist at have mistet én, der kunne.