År 2011. Har vi været vidner til en generalprøve på Jesu genkomst?

ADVENT BETYDER ”komme”. Og siden cirka konfirmationsalderen har jeg vidst, at denne tid på kirkeåret er sat af både til at forberede os på at fejre Jesu første komme i julen og til at besinde os på, at han en dag kommer igen. Men jeg indrømmer, at jeg nærmest har betragtet det som to adskilte temaer, der lidt overpædagogisk blev bundet sammen af det fælles ord ”advent”.

Nærlæsning af et par relevante tekster har overbevist mig om noget andet. Det glæder messiasprofetien hos Esajas (i Es. 9, 5-6). Her springes der direkte fra barnet, der er født os, frem til fredsriget, som skal vare til evig tid. Som om det var en og samme begivenhed.

Og det gælder selve juleevangeliet: Her går det lige fra englens annoncering af frelseren, der er født i Betlehem, til englekorets vision af ”fred til mennesker med Guds velbehag” (Luk. 2, 11-14).

Jesu liv på jorden, hans taler og undere, langfredag og påskemorgen fortaber sig som mellemstationer, der i dagens anledning springes over. Ikke fordi de er ligegyldige eller små, men på den begyndelsesdag, som julen er, skal slutmålet holdes for øje: fysisk og åndelig fred, fysisk og åndeligt liv, fysisk og åndelig helbredelse, fysisk og åndeligt måltidsfællesskab.

Det er, som om Juleevangeliet begynder med slutningen: Han blev født, fordi han er agenten, der skal frembringe en verden i ny og lidelsesfri skikkelse.

Derfor har vi lov til at feste – uforbeholdent – i denne jul. Vi spiser forretten til det store festmåltid i Guds rige og smager den glæde, der aldrig skal holde op. De to dimensioner af advent er virkelig ikke tilfældigt koblet sammen.