”Min bror og jeg gemte os ofte for hinanden, når vi legede.”

”Det er også det, jeg tror, at han gør nu. At han gemmer sig for mig.”

Peter Skov-Jakobsen ved udmærket godt, at Ole er død.

”Jeg så, hvor svækket han var til sidst. Og jeg har stået ved hans kiste og mærket kulden.”

Biskoppen bisatte selv sin bror.

”For mig er sådan et dødsfald også rod i kronologien. Og det er nok også derfor, jeg ser ham for mig på et gemmested. For det kan jo ikke være rigtigt.”

Peter Skov-Jakobsen begravede også sin far. Men med broderen var det anderledes.

”Det er noget værre noget, og det er ikke noget, man gør, fordi man gerne vil. Men selvfølgelig lægger vi hinanden i graven, og min beslutning om at forestå bisættelsen var helt afhængig af, at hans børn og min svigerinde syntes, at det ville være det rigtige at gøre. Det var svært, fordi man står der som meget involveret, som ham, der har kendt ham længst. Og samtidig skal man også huske, at man er nummer seks eller syv i ’arvefølgen’. Mit personlige privilegium er at være hans bror, men han var jo også gledet over i at være noget endnu vigtigere: ægtemand, far til tre og kollega.”

”Men det er jo også sådan med uforståelige og uretfærdige dødsfald, som man aldrig kommer sig over, og som alvoren aldrig forlader, at koncentrationen skal samles om det, man fik, og de minder, man kan glæde sig over. Med forældre er det anderledes, fordi det er den rigtige rækkefølge. Det er en bror på 50 år ikke, ligesom andre dødsfald i utide heller ikke er det. Men de afdøde ville nok blive rasende over, hvis de efterladte fordærvede deres liv med den tragedie, det er, hvis man ikke længere kan glæde sig over livet.”

Broderen blev bisat fra Thomas Kingo Kirke i Odense, hvor Peter Skov-Jakobsen priser den ægte medfølelse, hele det kirkelige personale også udviste.

”De var enestående,” siger han.

”Og det er en meget vigtig ting ved kirkelig betjening. Når mennesker kommer i deres skrøbelighed, så er den selvfølgelige medfølelse helt essentiel.”

En del af Peter Skov-Jakobsens sorg handler også om de ting, han og broderen ikke fik afklaret.

De i alt tre brødre mistede deres mor meget tidligt. Hun var maniodepressiv, og det kastede en skygge over barndommen, som Peter Skov-Jakobsen insisterer på at kalde lykkelig. Men i 1982 orkede moderen ikke at leve mere.

”For mig forsvandt min mor i 20 år. Jeg havde det sådan, at ’hun ville være død, og så skulle hun også være det’. Min far led meget under min mors død. Jeg ville ønske, at jeg var blevet vred eller hadede hende. Det gjorde jeg ikke. Hun var bare helt væk fra min bevidsthed. Jeg skal ærligt indrømme, at det hændte, at jeg fandt det uklædeligt for en præst at have sådanne følelser.”

”Jeg troede, at jeg som den ældste var den, der huskede mest, og at det var godt, hvis jeg var den eneste, som huskede. Men det opdagede jeg for et halvt år siden, at jeg ikke var.”

Det viste sig, at Peter Skov-Jakobsens bror havde savnet moderen, siden hun døde.

”Det havde han båret rundt i sig i alle de år på en helt anden måde end mig. Vi kunne have belyst hinandens liv på den måde, men det nåede vi ikke. Og det er jeg meget, meget ked af,” siger han.

I år holder Peter Skov-Jakobsen med familie jul sammen med den afdøde brors familie i bispegården i København.

”Det bliver vanskeligt for os alle, men jeg tror også, det er godt for os alle.”

Egentlig er traditionen, at brødrene med familier mødtes til julefrokost anden juledag. Det var her, hele familien var tættest på hinanden, og her, man aldrig meldte afbud. Og så var det også der, hvor blandt andet de store børn lærte, hvordan øl og snaps virker.

”For mig er Oles død et stykke verden, der bryder sammen. Det gør det bare, og det gør det for mange, som står i en lignende situation. Men jeg har ofte i denne forbindelse tænkt på, hvad mennesker uden tro gør i forbindelse med den slags dødsfald. Jeg har da haft mine holmgange med Vorherre om Oles død. Og jeg ved også, at Vorherre i sidste ende får ret, men derfor kan jeg jo godt sige, hvad jeg mener.”

”Men jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op uden de ord, troen giver mig, i en situation som denne her.”

”Troen giver et sprog, en oplevelse og en erfaring af, at man står ved verdens ende i sin sorg, men så alligevel ikke, fordi troens sprog også giver trøst. Man står med noget, som ikke kan forstås, man står med døden, som er et mysterium, og samtidig tror man på livet.”

For Peter Skov-Jakobsen er julesorgen ikke normalt så svær som i år. Normalt hilser han på sine forældre, bedsteforældre og andre afdøde slægtninge og venner hvert år.

”Grundlæggende er længsel et enormt privilegium, selvom man ikke kan samtale med dem, man længes efter, mere. Men man har jo haft dem. Det er et privilegium, fordi der er kærlighed på spil,” siger han og peger på, at man også kan længes efter mennesker, man aldrig har mødt, fordi de har skrevet eller gjort noget, der har gjort et uudsletteligt indtryk på én.

Det gælder for Peter Skov-Jakobsen blandt andet med den tyske journalist og modstandskvinde Marion Gräfin Dönhoff, der døde i 2002, 92 år gammel.

Men juleglæde følges også af julesorg.

”Julen markerer Jesu fødsel, og generelt sker der jo noget fantastisk indholdsrigt ved hver fødsel af et barn. Mænd lærer magtesløsheden at kende, når de ikke kan tage nogen af de smerter, deres elskede gennemgår, og når fødslen er overstået, følges smerterne af den fuldstændige betagelse af et nyt liv. For så er verden blevet anderledes.”

”Men på baggrund af den enorme glæde over liv så går tankerne naturligt også tilbage til de liv, der var. Og for mange mennesker er december og særligt julen et tidspunkt, hvor himmel og jord går i et, fordi man mindes dem, der ikke er længere. Eller dem, som måske er på den anden side af jordkloden det år,” siger Peter Skov-Jakobsen.

Sådan en jul har Peter Skov-Jakobsen oplevet både som sømandspræst i England og på Søværnets skibe i fjerne havne.

”Man kan reagere på to måder. Den ene er bare at sige, at ’24. december jo bare er 24. december’ eller den anden, hvor man bevæges af længsel og savn og også anerkender de andres længsel og savn.”

Især mindes biskoppen en jul i Oman med 30 graders varme, hvor hverken juletræ eller gaver nåede frem til kommandostøtteskibet før efter midnat.

”Folkene i maskinen smedede et juletræ sammen og malede det grønt, og det dansede vi rundt om på dækket. Og da gaverne så endelig kom efter midnat, blev de pakket op, og på den måde blev vi inviteret ind i hinandens verden. For når man viser gaver frem, er det jo svært ikke at sige lidt om de mennesker, der har givet dem.”

”Så på den måde blev det ikke en juleaften uden de bedste mennesker på jorden.”

Og her vender Peter Skov-Jakobsen tilbage til længslen efter dem, som var.

”Glæden over og længslen efter de mennesker, der lærte os livet at kende, går forud for, at mennesker kan føle den store sorg efter dem. For det er et privilegium at være født i en sammenhæng, hvor smilet altid breder sig, når du dukker op.”

”Derfor er sorgen også kombineret med, at de afdøde – og det gælder også Ole – har givet så megen glæde, som vi kan leve videre med som glade og forventningsfulde mennesker.”

benteclausen@k.dk