For en indvandrerdreng føltes det i starten tomt og dødt, når skolen havde sendt os på juleferie, og alt andet end danskernes julefejring var lukket ned. Men julen er en festlig tid, hvor vi alle bør være en del af et varmt fællesskab

DET ER DEN 13. DECEMBER. På trods af travlheden som minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde må jeg også have gang i juleforberedelserne. Og en af opgaverne i den sammenhæng er at skrive en julekronik.

Hvor langt var min ven Iqbal Farooq og hans indiske familie i Blågårdsgade på Nørrebro mon nået i deres juleforberedelser den 13. december?

LÆS OGSÅ:  Julen giver danskernes tro en anledning

Det er snart tre år siden, jeg skrev bogen ”Iqbal Farooq og julesvineriet”. Jeg er nødt til at slå op i den for at få opfrisket hukommelsen. Nå, jo. Den 13. december var den dag, hvor Iqbals far havde indbudt de andre i den multietniske opgang til dansk julefrokost. Iqbals mor og hans søster undskyldte sig med, at de havde andre aftaler. Så det blev til en mandefrokost med Iqbal, hans far og hans bror, hr. Wibrandt, Ali, Kassem og Christian.

Iqbals far har denne dag valgt at købe al den traditionelle danske julefrokostmad færdiglavet i stedet for at eksperimentere med selv at lave den. Kassem er nødt til at spørge: ”Hvordan gør man det her julifrokost, mand?”, for han er aldrig før blevet inviteret til sådan en. Og til sidst må lægevagten tilkaldes for at hjælpe Christian ned i hans egen lejlighed.

Alt i alt forløb ”julifrokosten” dog godt. Og den bidrog som et utal af danske julefrokoster med en mere traditionel og mere tilvænnet kreds af deltagere til at skabe en følelse af fællesskab.

Fællesskab er et af de centrale begreber i juletiden. De fleste oplever i denne tid fællesskab som en positiv, glad og varm realitet. Men vi må samtidig erkende, at der også er en del mennesker, som i denne tid får en betydelig mere blandet oplevelse af begrebet fællesskab og deres muligheder for at være en del af det. Eller som endda får understreget en oplevelse af decideret mangel på fællesskab.

Lad mig først skrive lidt mere om den positive, glade og varme oplevelse af fællesskab. I juleevangeliet forkyndes ”en stor glæde, som skal være for hele folket”. Jesu fødsel er en begivenhed, som alle mennesker over hele jorden er indbudt til at glæde sig over. Fællesskabet, som det kommer til udtryk i, at man samles i kirkerne for at høre julens glade budskab.

Andre steder i verden sker det først og fremmest juledag. I Danmark har det derimod i mange årtier været tradition, at det især er juleaftensdag, kirkerne bliver fyldt til bristepunktet af juleglade børn og voksne. Men det var faktisk først i 1992, den efterhånden meget stærke tradition fik den konsekvens, at det blev bestemt, at der skal holdes gudstjenester i de danske kirker juleaftensdag.

Fællesskabet i juletiden handler imidlertid om meget andet end at samles om det glade kristne budskab. Hvis vi skal være ærlige, vil langt de fleste nok også indrømme, at det er andre aspekter af fællesskabet, som vejer tungest. Og at det i hvert fald er andre aspekter af fællesskabet, som gør julemåneden til årets mest travle uger.

Juletiden er fællesskab i form af samvær med familie og venner. Det kræver et utal af forberedelser. Indkøb og indpakning af gaver. Indkøb og tilberedning af mad. Vi stresser rundt for at nå det hele, og mange rejser fra den ene ende af landet til den anden. Den 24. kan man så endelig rundt om i hjemmene samles om flæskesteg og andesteg med hele tilbehøret, om juletræet med de mange lys og de lige så mange gaver nedenunder. Og i det næste par dage samles vi om bugnende frokostborde.

Måske er de brunede kartofler ikke helt så vellykkede som sidste år. Måske er nogle af gaverne ikke lige præcis det, der stod på ønskesedlen. Men når turen igen går hjemad, så er det – trods propfyldte tog, bilfyldte motorveje, overfyldte maver og halvtomme Dankort – alligevel med en positiv, glad og varm oplevelse af fællesskab i tankerne.

Det er sådan, vi mener, det skal være. Og sådan er det vel for de fleste. Men netop fordi det er sådan, vi mener, det skal være, så kan juletiden opleves som en særlig tung og belastende tid af dem, der ikke får opfyldt ønsket om at være del af et positivt, glad og varmt fællesskab.

Familiemønstret har udviklet sig meget stærkt i løbet af de senere årtier. I dag er der ikke bare børn, forældre og bedsteforældre. Der er dine børn, mine børn og vore børn, mødre og fædre, papmødre, papfædre, bedsteforældre og papbedsteforældre.

Det gør det kompliceret at få realiseret juletidens ønsker om fællesskab med dem, man føler sig nærmest og allermest gerne vil være sammen med netop i den tid. I nogle af de brogede familiekonstellationer holder man ”juleaften” med hele tilbehøret, men med forskellige deltagere, tre-fire aftener i træk, for at man kan få fejret jul med alle uden at få de brogede familierelationer blandet for meget sammen.

De senere årtiers opbrud i familiemønstre med videre har også betydet, at mange bor alene, eller at familiens forskellige generationer bor langt fra hinanden. Til trods for den meget omfattende juletrafik er det derfor også en kendsgerning, at en del mennesker kommer til at holde jul alene eller i det mindste uden at kunne være sammen med dem, som de allerhelst ville.

I løbet af de senere årtier er oplevelsen af julen som en tid, hvor alle i Danmark indgår i et nært fællesskab, også blevet sat i relief af noget helt andet.

Mange indvandrere, heriblandt min familie, er kommet til Danmark fra og med en anden etnisk, kulturel og religiøs baggrund, der er meget forskellig fra den, som det store flertal i Danmark har. Derfor er det naturligvis ekstra nærliggende for indvandrere at føle sig uden for det menneskelige og folkelige fællesskab i de uger, hvor den største del af Danmarks indbyggere bruger alle kræfter på en fejring, der både kulturelt og religiøst ligger indvandrerne fjernt.

Julen fylder enormt meget, uanset om man vil deltage i fejringen eller ej. For en indvandrerdreng føltes det let tomt og dødt, når skolen havde sendt os på juleferie, og alt andet end danskernes julefejring var lukket ned.

En del indvandrerfamilier har nok efterhånden givet sig i kast med at forsøge at efterleve nogle af de danske juletraditioner. Det er blandt andet det, som jeg har givet en humoristisk beskrivelse af i bogen ”Iqbal Farooq og julesvineriet”. Jeg vil godt, uden at røbe for meget, fortælle, at bogen munder ud i, at det blev jul. En jul med positivt, glad og varmt – og multietnisk – fælleskab.

Selvom det kan føles lidt tomt for en indvandrerdreng, fordi de fleste omkring er koncentreret om at fejre julen og dens fællesskab, så er der uden tvivl nogle i det danske samfund, som i julen har en endnu stærkere oplevelse af mangel på fællesskab.

Jeg tænker her på mennesker, som er vokset op med danske juletraditioner og fællesskabet om dem, men som i dag af den ene eller anden grund er enlige, ensomme og måske hjemløse.

Jeg har prøvet at holde jul med nogle af dem, da jeg for mange år siden var ansat på Kofoeds Skole. Det gav mig en klar fornemmelse af, at der er behov for, at nogle kan og vil give disse mennesker et tilbud om, at de i det mindste for nogle timer kan få lov til at være del af et fællesskab om at fejre jul.

Kofoeds Skole er kun et af de steder, som giver sådan et tilbud. Der er adskillige andre kirkelige og sociale institutioner eller grupper, som giver lignende tilbud.

Det er jeg meget glad for. For især i en tid, hvor der skal forkyndes ”en stor glæde, som er for hele folket”, er det uhyre værdifuldt, at nogle vil bidrage til, at også de, der ellers kan opleve at være uden for fællesskab, får mulighed for at være del af et positivt, glad og varmt fællesskab.

Glædelig jul!

Manu Sareen (R) er ligestillings- og kirkeminister