Den flade, ikke-autoritative ledelsesstruktur vinder frem i kirken

Alt er tilladt og alt er gangbart i disse kædebreve, så længe grundtonen er eksorbitant positiv, og de vil altid kunne forstås fuldstændigt og i deres totalitet af alle fra fem år og op. Og ligesom med ordsprog, talemåder samt mere gammeldags overtro om fodgængeri under stiger, knuste spejle med videre findes der ikke egentlige autoriteter i udøvelsen og fortolkningen af disse sager.

Jeg er også kommet til at tænke på min gamle leksikon-artikel i forbindelse med diskussionen om homoseksuelle bryllupper. Vel nok et af de mest slagkraftige argumenter for deciderede homoseksuelle vielser har været offentliggørelsen af opinionsundersøgelser, hvor store flertal af danskerne har vist sig at gå ind for dette i folkekirken. Om det nødvendigvis skal forstås som en nøjere fortolkning af Bibelen, står i de fleste tilfælde uklart. Også om, og i givet fald hvorfor, det skulle gælde andre trossamfund.

Men jeg har som ovenfor antydet liggende på rygraden, at en vis rationalitet må skulle råde i en teologi. Det er ikke nødvendigt. Igen ikke nødvendigt, kunne man sige. På mange (ikke alle) måder, synes det, som om det religiøse liv i nutiden er på vej til at passe mere og mere på den overordnede beskrivelse af urtidens. I visse aspekter lever vi også efterhånden under fladere, mere diffuse ledelsesstrukturer på for eksempel arbejdspladser, hvor vi bliver fortalt, at vi skal have ”ejerskab til virksomhedens værdier” og den slags.

Under den nuværende udvikling vil den danske befolkning – både medlemmer og ikke-medlemmer af folkekirken – uden tvivl opleve et større såkaldt ejerskab til dens udlægning af kristendommen, hvilket set over årtusinderne med nøgterne, nihilistiske briller eventuelt blot skal konstateres.

Asbjørn B. Christensen,

gymnasielærer og cand.mag., Suhrs Gade 4, Maribo