Forventning og opfyldelse

Hvor er adventstiden blevet af – tiden til forberedelse og besindelse? Man springer den over og pynter juletræ upassende længe før jul. Sådan bortvises advent.

Forventning er tidsspilde. Lad os da hellere få opfyldelsen med det samme. Det lader til at være holdningen. Travle mennesker må rationalisere. Er der noget at sige til det?

Adventstiden har noget at sige til det – hvis den ellers får lov. Den, der glæder sig en stille stund sammen med adventslysene, stiller ikke spørgsmål til den. Lysene kommer med meningen. Og med forventningen, der anes inderst i deres små flammer. Men den kræver tålmodighed. Ellers forlader den os.

Af B.S. Ingemann findes et digt, ”Den hemmelighedsfulde port”, der næsten er blevet uforståeligt i dag, fordi dets centrale billede henviser til en situation, som i hvert fald de yngre generationer ikke forbinder ret meget med. Om overhovedet noget. Det er situationen, hvor børnene juleaften – og ikke spor før – står foran døren, der om lidt skal åbnes ind til det tændte træ. Forventningen stråler det i møde. Imidlertid er det et ganske særligt træ, ikke fra skoven, men fra Paradiset.

Digtet er en metafor på det ventende menneske foran dødens port i den indtil videre blot anede glans fra det forventede herlighedsrige – eller med Ingemann: fra ”Juletræets Have”.

Lyden af barndommens julemorgen med kimende kirkeklokke er lyden af opfyldelse, ganske paradisisk. Men engang havde aftenens udpakning af de gaver, der nu skulle tages i brug, i et enkelt tilfælde ikke kunnet udløse den obligatoriske begejstring: Nogle dage før juleaften havde jeg snydekigget i en pakke, og gensynet med ”Den hemmelighedsfulde ø” af Jules Verne blev kvitteret med et udtryk af træt blaserthed. Fordi jeg havde ladet opfyldelsen overhale forventningen.

grymer@k.dk