Kåre Gade |
23. december 2011
DET KRÆVER EN HØJ tolerancetærskel at overleve julen. På intet andet tidspunkt af året skal så mange mennesker med så mange modsætningsfulde krav og forventninger forhandle om en modus vivendi, der kan forhindre skuffelser, fjendskaber eller regulære blodsudgydelser.
At det alligevel lykkes for flertallet af familier at komme helskindet gennem højtiden, skyldes, at vi i vores daglige, mellemmenneskelige relationer er gode til at være høflige, hensynsfulde og overbærende. Vi behøver ikke engang at nedskrive regler for, hvilken slags pynt, der må komme på juletræet, hvem der skal inviteres hvorhen og hvornår, eller hvor meget gaverne skal koste. I praksis handler tolerance om at være pragmatisk, og det kan de fleste mennesker godt finde ud af.
Desværre er det anderledes småt med tolerancen, når vi bevæger os ud i det offentlige rum, i de statslige og kommunale institutioner. Eller rettere: Tolerancen, forstået som princip, har kronede dage, mens den pragmatiske tolerance lider en langsom kvælningsdød. Når velmenende skoleledere opstiller betingelser for, hvilke julesalmer, der må synges, eller hvad der må foregå til julegudstjenesten, sker det under tolerancens banner: Vi skal tage hensyn til mindretal, der kan føle sig krænket af flertallet.
Det er et princip, som på papiret ser ædelt ud – vi skal jo allesammen være her, ikke sandt? Men så snart princippet udmøntes til praksis bliver det tydeligt, at det ikke handler om at sikre retten til forskellighed, men om at udjævne forskellene. Den muslimsk (eller ateistisk) opdragede skoleelev skal deltage i skolens julefejring. Til gengæld skal julefejringen skæres til, så den ikke støder nogen.
Hvor den pragmatiske tolerance vil lære os at leve med uenighederne, har den principielle tolerance som mål at forbedre verden ved at fjerne alt det, som kan give anledning til konflikt. Den principielle tolerance bygger på en forestilling om, at bag de kulturelle og religiøse fordomme er vi i bund og grund alle ens. Den er idealistisk og vil opdrage os til at leve i lighed i et stort, utopisk fælleskab.
PÅ VEJEN MOD LIGHEDEN er man nødt til at tage lidt let på friheden. Det er for eksempel fint nok, at Folketinget giver folkekirken mulighed for at vie to mennesker af samme køn – den statsstøttede majoritetskirke skal selvfølgelig vise tolerance over for minoriteterne. Men hvad med den minoritet af præster, der ikke ønsker at vie homoseksuelle par – skal de have lov at være fri, eller skal de lære at være tolerante?
Og hvad med de andre anerkendte trossamfund – skal disse religiøse minoriteter ikke også tvinges til at være tolerante og vie deres homoseksuelle minoriteter? Jo, det mener 4 ud af 10 danskere, inklusive en grundtvigsk biskop, ifølge en meningsmåling, Kristeligt Dagblad offentliggjorde den 14. december.
Den principielle tolerance er ikke noget, man spøger med. Da Tony Blair var premierminister gjorde han det i en tale meget klart for indvandrerne: ”Vores tolerance er en del af det, som gør Storbritannien til Storbritannien. Så tilpas jer til den, eller hold jer væk.”
Tolerance er et tveægget sværd. Jo mere vi taler om tolerancen, des vanskeligere får vi ved at vise den. Og jo mere vi forsøger at sætte tolerancen i system, des mere intolerant bliver systemet. Det er et paradoks, som allerede Grundtvig tumlede med, da han i begyndelsen af 1800-tallet tumlede med at finde plads til kristendommens sandhedskrav i en tid præget af oplysningstænkningens krav om demokrati og trosfrihed.
Grundtvig rasede mod den tolerance, som ville gøre løgn og sandhed lige. I stedet mente han, at der skulle være ”frihed for Loke såvel som for Thor”, altså for løgnen som for sandheden. I 1961 skrev Askov-læreren Holger Kjær bogen ”Tolerance eller frisind?”, som med udgangspunkt i Grundtvig sondrede mellem den forskels-udjævnende tolerance og det forskels-accepterende frisind, og som pegede på, hvorfor kampen for tolerance ofte ender i intolerance.
Måske er det på tide at genoplive denne sondring, før vi i tolerancens navn gør vold på både friheden og de forskelligheder, som gør verden til et interessant sted at opholde sig.
Lad os glemme principperne og i stedet lære af den jødiske vittighed om rabbineren, som står i køen ved tagselvbordet til en større frokost. Rabbineren rækker ind over bordet og lægger to tykke skiver skinke på sin tallerken. Manden bag ham kigger forbløffet, men rabbineren smiler bredt og siger: ”Det er vel nok en dejlig laks.”
Kåre Gade er freelancejournalist og bosat i London
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad