PÅ VEJEN MOD LIGHEDEN er man nødt til at tage lidt let på friheden. Det er for eksempel fint nok, at Folketinget giver folkekirken mulighed for at vie to mennesker af samme køn – den statsstøttede majoritetskirke skal selvfølgelig vise tolerance over for minoriteterne. Men hvad med den minoritet af præster, der ikke ønsker at vie homoseksuelle par – skal de have lov at være fri, eller skal de lære at være tolerante?

Og hvad med de andre anerkendte trossamfund – skal disse religiøse minoriteter ikke også tvinges til at være tolerante og vie deres homoseksuelle minoriteter? Jo, det mener 4 ud af 10 danskere, inklusive en grundtvigsk biskop, ifølge en meningsmåling, Kristeligt Dagblad offentliggjorde den 14. december.

Den principielle tolerance er ikke noget, man spøger med. Da Tony Blair var premierminister gjorde han det i en tale meget klart for indvandrerne: ”Vores tolerance er en del af det, som gør Storbritannien til Storbritannien. Så tilpas jer til den, eller hold jer væk.”

Tolerance er et tveægget sværd. Jo mere vi taler om tolerancen, des vanskeligere får vi ved at vise den. Og jo mere vi forsøger at sætte tolerancen i system, des mere intolerant bliver systemet. Det er et paradoks, som allerede Grundtvig tumlede med, da han i begyndelsen af 1800-tallet tumlede med at finde plads til kristendommens sandhedskrav i en tid præget af oplysningstænkningens krav om demokrati og trosfrihed.

Grundtvig rasede mod den tolerance, som ville gøre løgn og sandhed lige. I stedet mente han, at der skulle være ”frihed for Loke såvel som for Thor”, altså for løgnen som for sandheden. I 1961 skrev Askov-læreren Holger Kjær bogen ”Tolerance eller frisind?”, som med udgangspunkt i Grundtvig sondrede mellem den forskels-udjævnende tolerance og det forskels-accepterende frisind, og som pegede på, hvorfor kampen for tolerance ofte ender i intolerance.

Måske er det på tide at genoplive denne sondring, før vi i tolerancens navn gør vold på både friheden og de forskelligheder, som gør verden til et interessant sted at opholde sig.

Lad os glemme principperne og i stedet lære af den jødiske vittighed om rabbineren, som står i køen ved tagselvbordet til en større frokost. Rabbineren rækker ind over bordet og lægger to tykke skiver skinke på sin tallerken. Manden bag ham kigger forbløffet, men rabbineren smiler bredt og siger: ”Det er vel nok en dejlig laks.”

Kåre Gade er freelancejournalist og bosat i London