Trøstemad til dagen derpå

Det er lørdag eftermiddag, da jeg stikker hovedet ind i konfirmandlokalet. Den ældste søn er ved at sætte et foruroligende stort stereoanlæg op.

Jeg spekulerer på, hvad folk, som ikke bor i præstebolig, gør, når deres børn holder fest. Får de lov at komme ind i huset?

JULENS MAD:  Her er alle de klassiske opskrifter

Synet af et stativ med nystrøgne, hvide dragter til søndagens luciaoptog aktiverer min indre katastrofealarm. Jeg prøver at bakse dragterne i sikkerhed, da fruen kommer forbi.

”Lad bare dem stå. Det er jo ikke teenagere, der kommer,” siger hun.

”Mange af dem er,” siger min søn.

”O.k., lad os flytte dragterne,” siger fruen.

Da han fejrede sin 18-årsdag, sad fruen og jeg og så fjernsyn med lyden skruet op, mens vi gjorde vores bedste for ikke at gå ned i konfirmandstuen og tjekke hele tiden. Nu var knægten jo myndig. Omkring midnat stoppede musikken, og fødselaren kom op i stuen.

”Er de allerede gået?”

”Ja, det gik lidt i stå, da Burak besvimede.”

”Besvimede?”

”Ja, han kan ikke tåle at drikke. Vi ringede efter en ambulance.”

”En ambulance?!”

”Ja, men da den kom, havde hans bror allerede hentet ham.”

Nu er knægten 25 år og den seneste af mine sønner, som er flyttet hjem for at bo gratis, mens han sparer penge sammen. Vi kalder dem The Boomerang Boys. Jeg har affundet mig med, at det er et eksistentielt grundvilkår. Hvis vi kan holde antallet nede på et par stykker plus svigerdøtre, kan det nogenlunde hænge sammen økonomisk, forudsat fruen og jeg fortsætter med at arbejde, til vi er 78.