Den enkelte og tiden

Nu er det måske lidt ufint at bruge sidste uges fødselar, Klaus Rifbjerg, som eksempel, men han sagde det faktisk selv i et af de mange interview. Det var 1960’erne, der var hans tid. Man kan ikke tage noget fra Rifbjerg som digter, prosaist og essayist, men som kommentator af tidens gang, er det, som om han aldrig er kommet fri af de unge år, hvor han og nyradikalismen og modernismen satte alt det gamle på porten.

Der er nok et mønster her, som de fleste kan genkende. Man går mest i ét med tiden, når man er ung og upcoming. Sidenhen ryger man ud af tiden. Det er svært at sige helt, hvad der sker. Man behøver ikke mere drage ud for at ”erobre verden”. Måske er det lykkedes, som det gjorde for Rifbjerg. Måske har man resigneret.

Uanset hvad kan det få som konsekvens, at man mister den intense nysgerrighed efter, hvordan det nu er, verden hænger sammen, og hvor det hele peger hen. For man er ankommet, man har besigtiget lokaliteterne, man har indrettet sig.

Nu får jeg det til at lyde som en form for magelighed. Eller afmagt. Det kan også være en forskydning i prioriteter, som når man stifter familie og naturligt vender mange energier fra den store scene ind på de mindre scener. Man skal ikke længere ud og ”score” (forstået i bredest mulige forstand), og man er derfor ikke mere så interesseret i at analysere terrænets beskaffenhed. Der er en sammenhæng mellem erkendelsesbegær og eksistensbegær.

Når jeg genlæser de ting, jeg skrev som ung og yngre, kan jeg genfinde denne stemning af samtidighed. JEG ER HER LIGE NU, og jeg vil finde ud af, hvad det betyder. Det er min egen ”sult”, der gør, at jeg vil finde ud af alt det andet.

Senere hen hører man jo ikke op med at erkende og analysere, især ikke hvis det er ens professionelle arbejde, men man har ikke tiden oppe under neglene mere. Man fornemmer godt nogle træk ved den, men man kan ikke helt få sat ord på. Og pludselig kan man (jeg) så læse det hos forfattere som Christian Jungersen og Kirsten Hammann eller analytikere som Rune Lykkeberg og Tue Andersen Nexø. Det står jo dér. De kan (se det) endnu. De, der er 10-20 år yngre end mig selv. De er ikke helt faldet ud af tiden. Og nogle kommer aldrig til det, som en Hitchens.

Men drømmen er selvfølgelig altid, at det kan komme igen. Der er jo også sportsstjerner, der mister sulten. Been there, done that. Og så alligevel får de pludselig deres anden luft som en Martin Jørgensen i AGF.

Man kan håbe på det, men det er ikke noget, man kan have som nytårsforsæt. Glædelig jul og godt nytår!

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen ”Tidens tegn” skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.