Juleglæden synger vi om i næsten alle julens salmer. Det kræver en betragtelig indsats at få øje på budskabet midt i andestegen og gaveræset, men det drejer sig om andet og mere, end hvad en tidligere minister sagde om højtiden i sidste uge: ”Det er, hvad julen går ud på for mig: Hygge, hygge og hygge.”

Juleglæden er en glæde, der dybest set er en trøstet sorg. I den smukke og alvorlige julesalme ”Hjerte, løft din glædes vinger”, som formentlig bliver sunget i de fleste af landets kirker i juledagene, er det denne dybe glæde, der er omdrejningspunktet.

LÆS OGSÅ: Jul på k.dk

Salmen får den alvorlige tone føjet til på grund af sin tilblivelseshistorie. Præsten Paul Gerhard, der skrev salmen for mere end 350 år siden, boede i den lille by Mittenwalde i nærheden af Berlin i Tyskland. Trediveårskrigen havde raset og tømt hans sogn for mennesker. Ud af 245 huse var mere end 200 ødelagt. Landsbyens beboere var døde eller flygtede, og de tilbageblevne har formentlig været både skræmte over den krig, der allerede havde ødelagt størstedelen af byen, og angste for, hvad fremtiden ville bringe dem. Det er i disse omgivelser med død og ødelæggelse, at den kloge præst formår at formulere julens budskab som en glæde, der trodser al elendighed og al forstand.

Salmen er en trøsteprædiken til de overlevende i sognet. Den trøster dem ikke ved at give dem det tilbage, som de havde mistet. Heller ikke med banal optimisme på fremtidens vegne. Derimod trøster den ved at minde dem om julens glæde. Måske træder man ad tunge stier, måske har man mistet alt, men julen er døren til den sande glæde. En glæde, der angår selve vores eksistens. At Gud gav sig til kende, blev menneske og tog bolig iblandt os, ikke som filosofisk tankespind, men derimod konkret og håndgribeligt. Derved kan vi mennesker kende ham. Vi skal ikke stræbe efter at nå Gud, men fordi han bliver menneske julenat, når han os og lader os ikke alene.