Den store julefortælling er blevet sunget

Når vi til dagligt er på arbejde, så sidder vi inde i hjertet af København. I denne tid er der fint pyntet lige udenfor med lys, glimmer og gran og strålende, kreative butiksvinduer. Vi nyder synet og det pulserende liv og tænker på alle de ideer og kræfter, der er lagt til grund for alt dette.

Alligevel bliver vi til tider også lidt eftertænksomme i denne tid, for der er ganske langt fra den hurtighed og den glimmer, der udspiller sig på Strøget, til det sted og de omstændigheder, hvor julen udspillede sig første gang.

I den gamle og fine fortælling om den første jul var der ikke så mange lyskæder, ej heller gran og funklende butiksvinduer.

Til gengæld var der en lille sårbar og ung familie, som ikke engang var lovformeligt gift. Barnet blev hurtigt et flygtningebarn, som ingen havde plads til hverken før eller efter fødslen, og så var der sikkert mørkt og koldt, som der kan være om natten i Israel.

Det er ikke så lidt forunderligt, at vi og mennesker i to årtusinder har kunnet øse inspiration, undren og taknemmelighed af denne fortælling.

Den store historie om det mindste og det mest sårbare berører os og kaster forbindelseslinjer ind i vores egne små livsfortællinger. Forskellige mennesker ser ikke altid de samme ting og berøres på forskellig vis. Men det er meget svært at være ligeglad med barnet i Betlehem, for det er så usædvanligt og indtryksfuldt, at begyndelsen til verdens frelse er så fri af alle magtens symboler. Gud kommer til os som et sårbart barn. Ikke som krigsherre eller intellektuel filosof.

Vi bliver aldrig færdige med fortællingen om barnet, og nye vinkler kan trækkes frem igen og igen. Vi er nok så sikre på, at mange af jer, som læser dette, kan have andre perspektiver på denne historie, måske fordi I knytter bestemte oplevelser fra jeres barndomstid, skolegang eller andre vigtige livshændelser til julens historie. For nogle kan det endog vække smerte, fordi I kommer i tanker om, at en kær person blev syg og døde omkring juletid, eller fordi det netop er denne jul, som er den første uden et for jer umisteligt menneske, der er død i året, som nu snart er gået.

I år har vi i særlig grad haft tanker omkring, hvordan begivenhederne og fortællingen blev opdaget af andre den første julenat. Der var ikke moderne kommunikationsmidler, ingen pressestrategi eller spindoktorer. Og alligevel kom det ud. Ikke højtråbende eller smart. Ikke til de store i landet. Men gennem en skare af engle på himlen, der sang og lyste.

Gad vide, hvad barnets himmelske far har tænkt? Hans tanker er ikke lette at analysere og få styr på, og tit må vi bare undres.

Alligevel ser vi dem måske i glimt, som nogle gange kan vare lidt længere, når vi taler sammen om det. Det forunderlige budskab om fred på jord og trøst og håb for alle folk blev sunget ud på himmelen.

Hold da op, hvor hyrderne må være blevet forskrækket. Det er nok også derfor, at noget af det første, der blev sagt, er: ”Frygt ikke!” Et sådant ord er hele indledningen. På en måde er det også indgangen til alt godt i dette liv, for bliver vi først fanget af angst og frygt, kan vi ikke tænke klart eller tage rolige og gode valg.

At det store: ”frygt ikke” kom fra himlen var sikkert ikke et tilfældigt valg. For himlen kan ses fra mange steder og kan ses fra mange vinkler.

Det fik vi lidt anskuelsesundervisning i for ikke så længe siden. En almindelig aften, hvor vi var på vej til Bornholm, lagde vi mærke til en meget flot farvet måne over København. Da vi kom til Sverige, så det ud, som om den var et andet sted og havde et andet udtryk, og da vi gik i seng i den sene aftenstund i et bornholmsk fiskerleje, så stod den lysende klar sammen med alle stjernerne rundt om sig. Selvom vi var kørt et godt stykke, var det samme lys fulgt med og havde vist andre sider af sig selv.

Gad vide om ikke også lyset fra himlen den aften for mange år siden blev set af mange og på forskellige måder. Men dem, det især fik betydning for, var hyrderne. De hørte til de mest usle i samfundet, dem med nattevagten og den dårlige løn, mørket, kulden og alle nattens farer. Det var til dem, sangene om håb blev sunget.

I denne kærlighedens fortælling har mennesker igennem tiderne kunnet putte sig ind. Ikke fordi de forstod alt, men fordi den fangede noget af det, vi alle længes efter og har brug for at få givet: tro, håb, godhed, glæde, nåde og kærlighed.

Rigtig glædelig jul og på genhør i det nye år med nye små og store fortællinger.Mange hilsener