Allerede klokken 11 om formiddagen er Titus Muia Lelu godt i gang med alkoholen. –
- Karitte Lind Bejer.
Karitte Lind Bejer skriver fra Kenya skriver fra Kenya |
23. december 2011
43-årige Titus Muia Lelu brød op fra landsbyen Kiatuni i Østkenya og drog til Nairobi i jagten pået bedre liv. Men i dag kredser hans hverdag om alkohol
Øl er for længst blevet en så integreret del af 43-årige Titus Muia Lelus hverdag, at han føler, han må have det for at kunne fungere.
”Jeg har prøvet at stoppe helt med at drikke og holdt det i to uger. Men når jeg ikke drikker, bliver jeg stille og indadvendt og har ikke lyst til at tale med nogen. Så vil jeg bare være i fred og kan ikke passe mit arbejde,” forklarer den spinkle mand.
LÆS OGSÅ: Jeg hørte om et lettere liv i Dar es SalaamPå hovedet balancerer en godt tilsmudset baseballkasket, og den blå og røde vindjakke har set bedre tider. Klokken er 11 om formiddagen en varm onsdag i Kenyas hovedstad, Nairobi, og Titus Muia Lelu er allerede bedugget, for han starter tidligt. Øjnene er let blodskudte, og når han skal rejse sig fra stolen på sit faste drikkested i indre Nairobi, svajer han en smule; men ikke mere, end at han kan gå lige, når han koncentrerer sig om det.
Titus Muia Lelus hverdag har ikke altid kredset så meget om alkohol, som den gør i dag. Som 18-årig brød han op fra landsbyen Kiatuni i Østkenya, hvor han er vokset op, for at prøve lykken i hovedstaden. Med sig i bagagen havde han ikke meget andet end, hvad der svarer til en dansk folkeskoleeksamen og gåpåmod.
”Jeg ville bare have et arbejde. Jeg var klar til at arbejde med hvad som helst og flyttede ind hos min onkel og kom i mekanikerlære. Men det var hårdt, for jeg skulle også lave alt arbejdet i huset,” siger han.
Efter knap to år flyttede Titus Muia Lelu ud af onklens hus, droppede lærepladsen og fik i stedet et arbejde som tjener på et turisthotel i hovedstaden.
”Der opdagede jeg, at mange af de turister, jeg betjente, gerne ville på en safari, men ikke havde de nødvendige kontakter. Jeg begyndte at formidle kontakt, og hver gang turisterne købte en safari, fik jeg en procentdel af safariselskabet”.
På hotellet blev han betalt 1500 kenyanske shilling (cirka 90 kroner) om måneden, men safariselskaberne betalte ham det dobbelte for hver gang, han formidlede en kontakt, der resulterede i en købt safaripakke hos det pågældende selskab.
”Hurtigt tænkte jeg, at det ikke kunne betale sig at blive ved som tjener. I stedet aftalte jeg med hotelmanageren, at jeg måtte arbejde med safarikontakterne på hotellets område”.
De år var gode. Undervejs indledte Titus Muia Lelu et forhold til en finsk kvinde, som han mødte, da hun var på ferie i Kenya. Kvinden blev boende i Finland, men kom ofte på besøg i Kenya.
”Når hun var her, så rejste vi meget. Hun drak mere, end jeg gjorde på det tidspunkt, og hun røg lidt bhangi (hash, red.), men vi havde det godt.”
I dag siger Titus Muia Lelu, at det var, da forholdet til den finske kvinde sluttede efter fem år, at han for alvor begyndte at drikke. Samtidig gik arbejdet dårligere, fordi internettet havde meldt sin ankomst, og flere turister nu selv fandt frem til safariselskaber. Et sted undervejs flyttede han ind i et rum i Nairobis enorme slum, Kibera. Præcis hvornår kan han ikke huske, men han bor der stadig i dag. Og alkoholen er kommet til at fylde mere og mere. Så meget, at han i dag erklærer sig afhængig.
”Hvis jeg ikke drikker, så arbejder jeg heller ikke. Så sidder jeg bare og hænger og kigger på turisterne uden at gå hen til dem og tilbyde min hjælp. Hvis jeg skal have det rigtige humør til at gå hen til dem, er jeg nødt til at drikke først. I begyndelsen, da jeg gjorde det, fik jeg problemer, fordi turisterne ikke ville tale med mig, når jeg lugtede af alkohol. Nu har jeg fundet noget stærkt tyggegummi, der tager lugten,” siger han.
På en god uge tjener Titus Muia Lelu, hvad der svarer til 235 kroner. På en dårlig 150 kroner. Huslejen i Kibera beløber sig hver måned til godt 100 kroner, og middagen står som regel på ugali. Har han penge nok, køber han også noget gedekød, men der skal være penge til at drikke, så også derfor bliver der spist meget ugali.
”Det var ikke rigtig det her liv, jeg drømte om, da jeg var ung. Dengang forestillede jeg mig, at jeg ville finde et godt job i byen. Det her liv er et hårdt liv”.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad