Jesper Bacher |
27. december 2011
Julemænd og socialisme er ikke julens essens, skriver sognepræst Jesper Bacher i en anmeldelse af julens tv
NÅR DET NU times undertegnende at anmelde radio og tv til Danmarks allerkristeligste dagblad i hjertet af juletiden, forekommer det også passende at vie årets sidste anmeldelser alene til juleprogrammer.
Julen er traditionel, kommerciel og spirituel, julen er alt for meget og dog ganske uundværlig. Julen er konfekt, men julen er også rugbrød til sjælen. Jul gør både højtidskritisk som højtidshøj. Julepakken er stor og indeholder meget, og det bliver der ikke så lidt radio og tv ud af.
LÆS OGSÅ: Jesus er den næstmest populære i USAPå DR 2 kunne sidste tirsdag aften ses et dokumentarprogram om en julestjerne af rang, nemlig julemanden eller Santa Claus, som han hedder i den engelsktalende verden. Ikke at det var lykkedes at finde den ægte vare og for eksempel høre, hvordan julemanden som nordpolsresiderende forholder sig til den globale opvarmning.
Nej, udsendelsen handlede om, hvordan man kommer til at spille julemand. En amerikansk ungkarl beslutter sig, ansporet af sin afdøde fars eksempel, for at gå i lære som julemand. Vi fulgte processen fra afblegning af skægpragten via indkøb af julemandsdragt til studier på en julemandsskole, hvor den afsluttende eksamen blandt andet involverede skødebørn med vanskelige spørgsmål.
Hvad skal julemanden sige, når poderne åbner deres hjerter og ikke bare beder om nyt legetøj, men om et job til far eller om hjælp mod sygdom og alkoholmisbrug i familien? ”Vedgå gerne, at I ikke er almægtige,” rådede den kvindelige leder på julemandsskolen. Ikke noget ringe råd, og de julemandsstuderende fik også indskærpet, at deres løfter ikke måtte kunne efterprøves. Børnene skulle helst jo blive i julemandstroen. Havde den siddende regering lært sig den kunst, så meningsmålingerne måske anderledes ud.
Sideløbende blev seerne også oplyst om julemandens historiske tilblivelse, og nogle af de medvirkende mente ligefrem, at julemanden var juleåndens inkarnation. Et interreligiøst symbol, som stod for generøsitet og hjertevarme.
Ja, ja, det er meget godt at være god, tænkte nærværende anmelder, men julen er altså mere og andet end god moral. ”Født er Herren af en mø, og vi ej fødes til at dø,” hedder det i en gammel julesalme. Al respekt for verdens julemænd, men de blegner i forhold til frelsermanden.
Apropos salmer så havde Anders Laugesen inviteret forfatteren Bente Hansen til at reflektere over Grundtvigs evergreensalme ”Det kimer nu til julefest” i P1’s ”Mennesker og tro”. Bente Hansen fortalte blandt andet om, hvordan hun efter sin ungdoms forsøg på at afvikle kristentroen langsomt var vendt tilbage til troen, men også hvordan denne tilbagevenden var blevet hjulpet på vej af progressive kristendomsopfattelser som den sydamerikanske befrielsesteologi.
Bente Hansen er kendt for sit engagement på venstrefløjen, og hun anførte, at man ikke kunne forestille sig socialismens idé uden den kristne muld. Man kan nu også sige, at socialismen i nogle varianter har været en snylteplante, som har suget næring fra det kristne frelsesbudskab, men samtidig vendt det på hovedet ved at gøre frelsen til et politisk projekt og partiet til den eneste sande Gud.
I Sovjetunionen var det for eksempel direkte forbudt at fejre jul fra 1928 til 1936. Heldigvis holdt julen bedre end verdenskommunismen.
Jesper Bacher er sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad