”Deres sværgen til skaberordningen og den meget håndfaste brug af Skriften kommer til at præge teologien, fordi de nedprioriterer hele kristendommens overbygning i Det Nye Testamente, hvis vigtigste del er det radikale kærlighedsbud,” siger hun.

Sørine Gotfredsen mener, at der er sket et markant skred i Tidehverv, der har ført i hvert fald dele af bevægelsen til en næsten ”afgudsdyrkende, skriftnær tolkning af reformatoren Martin Luther”.

Lektor og teolog Peter Lodberg er på samme bane.

”Jeg har også konstateret forbrødringen mellem kirkens højre- og venstrefløj. Og jeg tolker det sådan, at fløjene deler et fælles syn på moderniteten som en forfaldshistorie. Og de deler også en fælles interesse i ’den sande klassiske lutherske teologi’,” siger han.

Samarbejdet – i hvert fald i argumentationen – kommer ifølge Peter Lodberg ikke til at betyde det store i forhold til vielse af homoseksuelle.

”Jeg tror ikke, at de får held til at stoppe udviklingen hen mod vielse af homoseksuelle i kirken. Hovedparten af befolkningen er for kirkelige vielser af homoseksuelle, og så står både den kirkelige venstre- og højrefløj tilbage som yderfløjene.”

Torben Bramming, sognepræst i Seem og Ribe Domkirke, der for år tilbage var tilknyttet Tidehverv og har skrevet en bog om bevægelsens historie, kan også få øje på forbrødringen.

Han mener, at den begyndte i 1980’erne i striden mellem Krarup- og Lauridsen-fløjen, som – meget kort og unuanceret – handlede om, hvorvidt kristendom havde noget at sige om samfundet, eller om kristendom alene var en sag mellem den enkelte og Gud. Lauridsen-fløjen stod for sidstnævnte argument.

”Derfor er det forpligtetheden på samfundet, der er gået videre i Tidehverv: danskhed, nationen og familien. Her deler Tidehverv og højrefløjen tanken om, at kristendommen også er kritik af samfundsordenen, og når Tidehverv ligefrem begynder at tale om skaberordninger, som blandt andet er en del af kirkefaderen Augustins teologi, så er fløjene rykket tæt på hinanden,” siger han.

Ledende tidehvervsfolk har tidligere talt om ægteskabet som en samvittighedssag og ligeså med skilsmisse, men sådan er det ikke mere.

Christian Langballe, nyvalgt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, taler ikke om skabelsesordning.

”Den erfaring, mennesket gør, er, at mand møder kvinde, og de får børn. Det er helt elementært den skabte virkelighed. Selvfølgelig kan to homofile elske hinanden, men det er ikke et ægteskab, fordi det ikke er familiestiftende.”

”Derfor mener jeg også, at kirkeministeren botaniserer halvtotalitært i sproget, fordi han vil have ting til at være noget andet, end de er,” siger han.

Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, erkender, at højrefløjen og Tidehverv ikke ”plejer at være gamle kærester”.

”Men der er den lighed mellem Luthersk Mission og Tidehverv, at vi prøver at være åbenbaringsteologer, og at kristendom er noget, vi har fået givet. Det er ikke selvkonstrueret. Jeg opfatter nogle af tidehvervsfolkenes argumentation som mere kulturkonservativ end vores bibelorienterede, men jeg medgiver, at Tidehverv i denne sammenhæng undertiden bruger ord, som vi også kunne have sagt, for eksempel, at dette er mod Guds ord,” siger han.

Jesper Bacher, der er præst i fire landsogne på Lolland og skribent i bladet Tidehverv, mener ikke, at man kan tale om en forbrødning, men derimod om at tage kirkens grundlag alvorligt.

Der er ikke tale om, at Tidehverv taler højrefløjens teologiske sprog, men om, at både tidehvervsfolk og missionsfolk – forskelle til trods – taler bibelsk og luthersk i spørgsmålet om homovielser:

”Tidehverv er i bevægelse, fordi kritikken skal rettes mod de aktuelle afguder, og jeg glæder mig over, at arven fra den store tidehvervske bibelteolog Johannes Horstmann står stærkt hos mange af de yngre tidehvervsfolk. Men det var et helt berettiget opgør i 1926 mod en navlepillende vækkelseskristendom, hvor omvendelsesoplevelsen kom til at skygge for Kristus. Indre Mission fik kritik, men det kan jo også ses som broderlig hjælp. Også apostlen Paulus gik i rette med sin apostelkollega Peter, da denne ’ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed’,” siger Jesper Bacher.