2011 blev en ekstraordinært god årgang, når det gælder politiske bommerter, fastslår iagttagere. Özlem Cekic' fattig-fadæse sprænger årets bommert-barometer
- Bax Lindhardt/Scanpix Denmark
Af Peder Top Poulsen og Brian Weichardt, Ritzau |
27. december 2011
MED AFSTEMING 2011 blev en ekstraordinært god årgang, når det gælder politiske bommerter, fastslår iagttagere. Özlem Cekic' fattig-fadæse sprænger årets bommert-barometer
Hvad er efter din mening årets største politiske bommert?
Hvilken folkefest det kunne blive, hvis ellers folketingsmedlemmerne havde for vane at uddele kvajebajere for deres fejltrin og bommerter.
For 2011 var ifølge en række politiske iagttagere et udsøgt bommert-år, hvor politikerne i helt usædvanlig grad fik danset kosak-dans i spinatbedet.
- Det har været et politisk år, hvor hver dag nærmest har haft sit drama, siger politisk kommentator og tidligere spindoktor i Ny Alliance, Rasmus Jønsson.
- Der er sket lige så meget i år, som der sker på fire normale år tilsammen. Det ser du ved, at eksempelvis skandalen om de statsløse, der i foråret kostede Birthe Rønn Hornbech jobbet (som integrationsminister, red.), den er jo nærmest glemt nu, fordi der har været så meget andet, påpeger han.
Der er især ét navn, der nævnes igen og igen, når det gælder årets bommert: SF's Özlem Cekic og hendes til mindste detalje fejlslagne forsøg på - for rullende kameraer - at finde en fattig i Danmark.
- Özlem tager prisen, siger forhenværende pressechef for De Konservative, Niels Krause-Kjær.
- Der var en tid før Özlems bommert og en tid efter. Førhen var en enlig mor per definition det, vi havde et velfærdssamfund for. Det var dem, det altid var synd for, siger han.
- Men Özlem klarede på en uge, hvad Cepos og Søren Pind (V) i ti år forgæves har forsøgt at gøre, nemlig at ruske op i debatten om fattigdom og overførselsindkomster, påpeger han.
Samme skudsmål kommer fra Rasmus Jønsson:
- Özlem Cekics sag skiller sig virkelig ud. Det er en rigtig slem sag, som ikke bare rammer hende selv, men også hele regeringen og for den sags skyld også de fattige, siger Jønsson.
Hans personlige favoritbommert er dog Lars Løkke Rasmussens forsøg på at inddæmme sagen om partifællen Troels Lund Poulsens mulige indblanding i Skats behandling af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skatteindbetalinger.
- Løkke går ud og møder pressen for at få lagt afstand til sagen. Men han ender op med det stik modsatte, nemlig at få talt sig helt ind i sagen, siger Rasmus Jønsson med henvisning til, at oppositionslederen 16 gange undveg det samme spørgsmål om, hvorvidt han havde deltaget i møder om skattesagen.
Også tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, Michael Ulveman, har et blødt punkt for Özlem Cekic' fattig-fadæse, som han slet og ret betegner som et "ufatteligt selvmordsstunt".
- SF tabte fattigdomsdebatten på under 24 timer. Fokus er stik mod hensigten nu kommet på de hårdtarbejdende danskere, der får for lidt ud af det, siger Ulveman.
Ulveman mener imidlertid ikke, at Cekic kan måle sig med regeringens løftebrud på skalaen over årets værste fejltrin.
- Der var ingen fortælling i regeringsgrundlaget. Man havde ikke afstemt forventningerne i forhold til de mange valgløfter. Og man siger hele tiden et og gør noget andet, påpeger Michael Ulveman.
- Regeringen tørster efter en gennemtænkt strategisk kommunikation. Noget som fortæller vælgerne, hvad de vil med Danmark, hvordan de vil gøre det, og hvorfor de vil være de bedste til det, siger han.
/ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad