Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Et råb fra en anden verden til din ven.
Et råb fra en anden verden
Inger Christensen blev i 1986 opfordret af teateret Hotel Pro Forma til at skrive en dramatisk tekst for fire personer til opførelse på kunstmuseer. Teksten skulle være knyttet til tre dramatiske grundformer: monolog, dialog og trialog. Resultatet blev ”Æter”, der udgives første gang i 2011, tre år efter Inger Christensens død. –
- Sine Fiig/Scanpix.
Gyldendal udsender for første gang Inger Christensens dramatiske tekst ”Æter” fra 1986. Giver den overhovedet mening i dag?
Inger Christensens ”Æter” er dramatik fra højmodernismen, skønt året er 1986. Ved at læse denne dramatiske installation bliver man først og fremmest klar over, hvor meget der er forandret siden 1986.
Internettet har for eksempel siden medført en folkelig sænkning af ambitionerne til gyldige verdensforklaringer.
LÆS OGSÅ: Det menneskeskabte menneske
Den elitære modernisme med dens stærke kunstner, der formulerer sig over for intetheden eller det uforståelige, er for længst et overhalet stadium. Derfor er denne udgivelse af Inger Christensens drama et råb fra en helt anden verden med dens glemte problematikker.
En række antikke guder sættes sammen med eksistenser fra en moderne verden: en landmåler, en kvinde der er faret vild, en gammel kone og en arkæolog. De kommenterer menneskelige gøremål, oftest kærlighedsforhold og afstandene i tid. Disse personer opstilles i 11 styk konstellationer, der er nøjagtigt indtegnede i diagrammer over placeringer mellem to glasplader, der hver for sig vender ud mod publikum, der er skilt i to halvdele.
Annonce
Man kan spørge sig selv: Hvortil al denne energi? Al den energi, som Kirsten Delholm og Willie Flindt har investeret i opførelsen af installationen dengang i 1986; og hvorfra tiltroen til dens offentliggørelse som tekst 25 år senere? Jørgen Dehs skrev allerede i 1986 en slags vejledning til stykket, der handlede om afstanden til antikken og dens mulige genetablering i en bortvendt modernitet: ”Det rituelle udtryk i skuespillernes bevægelsesmønster, de statuariske tableauer, den monotont messende stemmeføring i forestillingens enetaler bidrager ikke til en ’medrivende’ teateraften”.
Internettet har for eksempel siden medført en folkelig sænkning af ambitionerne til gyldige verdensforklaringer.
LÆS OGSÅ: Det menneskeskabte menneske
Den elitære modernisme med dens stærke kunstner, der formulerer sig over for intetheden eller det uforståelige, er for længst et overhalet stadium. Derfor er denne udgivelse af Inger Christensens drama et råb fra en helt anden verden med dens glemte problematikker.
En række antikke guder sættes sammen med eksistenser fra en moderne verden: en landmåler, en kvinde der er faret vild, en gammel kone og en arkæolog. De kommenterer menneskelige gøremål, oftest kærlighedsforhold og afstandene i tid. Disse personer opstilles i 11 styk konstellationer, der er nøjagtigt indtegnede i diagrammer over placeringer mellem to glasplader, der hver for sig vender ud mod publikum, der er skilt i to halvdele.
Nej, det kan man roligt sige, den meste søgen efter sammenhæng i tekstmassen er forgæves. Hver person taler sin verden ud i rummet af glas uden henvendelse til andres rum.
Men hvad var det, en sådan komposition eller installation ville tilbage i 1986? Ja, forestillingen siges i undertitlen at handle om ”omvejen og øjeblikket” og at udspille sig over monolog, dialog og trialog. Ligeledes lægger den sceniske koreografi stor vægt på diagrammer over personernes sceneplaceringer.
En frue blandt guder i en normal bebyggelse får følgende replik: ”Hun sidder i sin møblerede fæstning /Med sin rest af udødelig kærlighed /Og drømmer om et liv som delfinunge”.
Sådan set er det jo ethvert menneskes nutidige ønskeinventar, blot tillagt en gudinde. Og som sådan en model for metoden i Inger Christensens stykke – at løfte det almindelige liv op i gudernes ”æter” for måske at tilføre det meningsløse bare en gnist af mening.
Men forgæves er det, set fra i dag. Dog, i 1986 troede man endnu på metoden: det vil sige poesien som en indgang til verden: ”Lovsang til jordens sans for at være by/ Jordens sans for at opfinde mennesker/ Til at nyde godt af jordens afgrøder//”.
De mange klimaprotokoller er kommet imellem i den faktiske verden. Frem for denne dramatiske komposition, ”Æter”, bør Inger Christensen huskes for ”Sommerfugledalen” fra 1991, som der rundtomkring i denne tekst er tilløb til, dog næsten skjult af den modernistiske prætention: at tvinge betydning ud af det betydningsløse! Stille det op, lade det træde frem, håbe på at noget vil ske – med processen som frelse, når eksperimentet mislykkes, og intet viser sig.
Denne heroisme med det betydningsløse er stykket ”Æter” et fremragende eksempel på. Må det blive forstået i denne gamle modernistiske heroismes ånd! Men det er næppe muligt længere, så stærkt som det går med historiedøden nu om dage.
Inger Christensen: Æter. 88 sider. 199 kroner. Gyldendal.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
