Jakob Holm |
28. december 2011
Kommunerne må bide i det sure æble og give tandhjælp
Det er som bekendt gratis at få lagt benet i gips på hospitalet eller at få en ballon-udvidelsesoperation, hvis det skulle blive nødvendigt, mens det koster en mindre herregård at få ordnet dårlige tænder.
Men hvorfor er der brugerbetaling på tænder i Danmark, og er der overhovedet nogen politisk vilje til at ændre på det? Det har Kristeligt Dagblad sat sig for at undersøge i en artikelserie, der begyndte i avisen i går.
LÆS OGSÅ: De svageste ældre går glip af tandlægehjælpSerien vil ramme ned i et ømtåleligt emne i Danmark, nemlig debatten om den ulige brugerbetaling i den danske velfærdsmodel, hvor det for eksempel er gratis at få høreapparat, men dyrt at få briller. Af historiske årsager er usunde tænder som bekendt ikke omfattet af de samme regler for hjælp i Danmark som andre dele af den menneskelige krop, og det kan virke temmelig vilkårligt og uretfærdigt.
I dagens avis handler det om de allersvageste af vores ældre medborgere, der siden 1994 faktisk har kunnet søge om hjælp til de høje tandlægeregninger i omsorgstandplejen, der er et landsdækkende kommunalt tilbud. En tandplejeprognose fra Sundhedsstyrelsen i 2010 viser, at cirka 60.000 ældre medborgere har behov for at modtage denne hjælp, men det er kun godt halvdelen af dem, der rent faktisk gør det.
Anny Winther (V), der er formand for sundhedsudvalget i Kommunernes Lands-forening, forsøger at give den for kommunerne lidet flatterende historie om manglende tandlægehjælp et positivt spin ved at hævde, at det er, fordi de ældre har langt bedre tandsundhed i dag, end de havde i 1994.
Men den forklaring holder slet ikke og bliver skudt ned af flere eksperter. Tandlægen Karin Rahbek har eksempelvis aldrig set så dårlige tænder som dem, hun nu behandler via omsorgstandplejen. Flere og flere ældre har stadig egne tænder i en højere alder end førhen, og det kræver langt mere vedligeholdelse, end et gebis gør.
Sandheden er nok snarere, at finanskrisen kradser – også i de kommunale kasser, og derfor hører man ikke kommunerne råbe op om en ordning, der meget vel kan lægge beslag på betragtelige beløb i den kommunale økonomi.
Denne kommunale tøven kan være forståelig i den nuværende økonomiske krisetid, men den er absolut ikke acceptabel, når det er politisk besluttet, at denne gruppe af ældre borgere skal have hjælp til den dyre tandpleje. Hvis ordningen er for dyr for kommunerne, skal det frem i lyset og ikke puttes væk.
Det er nødvendigt, at vi som samfund får gang i debatten om prioriteringer i morgendagens velfærdssamfund. Vi har en aldrende befolkning og et sundhedsvæsen, der kan tilbyde stadig mere avanceret og dyr behandling. Hvor går grænsen for velfærd?
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad