|
28. december 2011
Poul Arne Nyborg er pr. 1. januar 2012 blevet ansat som informations- og kontormedarbejder i KABB. Her skal han afløse Ellen Holst Nielsen, som har været ansat i stilllingen i knap 8½ år og har valgt at gå på efterløn fra årsskiftet.
KABB’s nye mand er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet og har en mastergrad fra 2011 i social integration.
LÆS OGSÅ: Lydbøger kan hjælpe læseheste med nedsat synKristeligt Arbejde Blandt Blinde er en folkekirkelig organisation, der har som formål at formidle evangeliet til blinde og svagsynede i Danmark, og derfor vil en del af arbejdet bestå i at gøre foreningen mere kendt, således at endnu flere får mulighed for at benytte de tilbud, der findes i KABB: Her er mulighed for gratis udlån af lydbøger fra Kristeligt Lydbibliotek, deltagelse i sommerstævner og stævner i nordisk regi. Arbejdet drives for frivilligt indsamlede midler, så Poul Arne Nyborg vil også få brug for sin erfaring med fundraising. Ligeledes vil den løbende kontakt til indlæserne være en del af hans arbejde.
Poul Arne Nyborg kommer fra en stilling i Blå Kors Danmark, hvor han har været ansat i 11 år. De seneste seks år fungerede han som diakoni- og netværkskonsulent, hvor han arbejdede med forkyndende møder og foredragsvirksomhed, netværksarbejde, daglig ledelse af Blå Kors Danmarks sommerlejre for socialt udsatte børn og unge, Blå Kors Ungdomslejr, daglig ledelse af Den Blå Linie (anonym telefonrådgivning), fundraising samt koordinator af Blå Kors Danmarks partnerskab med Blå Kors Tanzania.
Poul Arne Nyborg er 40 år og bosat i Vellerup i Sønderjylland sammen med sin ægtefælle, Christa. Parret har tre børn på 9, 7 og 4 år.