”Jeg klager ofte til Gud”

”Hvad er det for noget med sharia? Og hvorfor kan en muslimsk mand sige ’jeg vil skilles’ tre gange til sin kone, og så er skilsmissen gyldig? Kan en kvinde også det?”.

Den 35-årige Pernille Østrem, der er præst på Nørrebro i København, har det nytårsforsæt at stille sine muslimske naboer de spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Præst: "Jeg kunne ikke begribe ideen med at fejre jul"

Hendes religiøse mål med det nye år er nemlig, at vi skal være endnu bedre til at gå i kritisk dialog med hinanden på tværs af jødedommen, islam, kristendommen og andre religioner i Danmark.

”Det ville være skønt med mere åndelig udveksling. Jeg ville elske, hvis der under ramadanen blev sat borde op hele vejen ned ad Nørrebrogade, og ikke kun foran Stefanskirken, hvor vi kunne mødes og diskutere. Og vi skal ikke bare give hinanden ret, men opsøge steder, hvor vi undrer os,” siger Pernille Østrem og retter lidt på den sorte strutkjole, hun har på over de sølvglimtende strømpebukser.

Hun sidder i sin koksgrå sofa. Stearinlysene er tændte i den store præstelejlighed, der ligger lige ved Stefans­kirken på det multikulturelle Nørrebro, hvor hun er præst.

”Jeg synes, at muslimerne skal have en moské, jøderne en synagoge og buddhister og hinduer hver deres tempel. Jeg tror på, at jo mere bøn og åndelig praksis der er i samfundet, jo mere samler det folk,” siger hun og tilføjer:

”Og så skal folkekirken mene noget om det at være menneske. Der er så mange skrøbelige minoriteter og emner, som folkekirken må være bedre til at favne og have en holdning til: de forfulgte, de enlige mødre, sygemeldte, homoseksuelle og også til krig og fred. Hvis det betyder, at folkekirken skal være mere politisk, ja, så skal den være det. Der findes ikke nogen eksistentielle eller sociale spørgsmål, som ikke også kan opfattes politisk.”

Nørrebropræsten har ikke altid gået så meget op i bønner og kirkens sociale arbejde. Tværtimod. Hun er vokset op i et socialistisk hjem, hvor politik og samfundsspørgsmål fyldte meget, og religionens og kristendommens betydning var så lille som den spire, der endnu ikke er vokset op af jorden. Men spiren var der, og den skulle vise sig at vokse sig stor og få en særlig betydning for Pernille Østrems liv. Dog var det lettere tilfældigt, at hun fik interesse for kristendommen. Som HF-elev beskæftigede hun sig med kønsforskning, og pludselig befandt hun sig på Det Teologiske Fakultet og interviewede teologen Lone Fatum.