Marianne Olsen |
28. december 2011
Den kristne bøns ordlyd kan ikke genere hverken muslimer eller jøder, skriver lektor Marianne Olsen
DER TRÆNGES VIRKELIG til undervisning i de store monoteistiske religioners fællesskab. Selvfølgelig behøver anderledes troende ikke deltage i ritualer, der ikke hører med til deres egen religion. Det siger sig selv, eftersom vi har religionsfrihed her i landet.
Men er der egentlig så meget i den danske jul, der kan genere? Muslimer anser Jesus for at være en stor profet, og deri er mange af de nytestamentlige skrifter jo enige med dem.
LÆS OGSÅ: "Jeg klager ofte til Gud"Det er blevet nævnt, at en præst ville bede fadervor, hvilket efter sigende skulle holde muslimer fra at være med til juleafslutning. Men det argument holder ikke: der er ikke nogen ordlyd i fadervor, der kan genere hverken en jøde eller en muslim. Derimod har jeg somme tider været ude for, at den sjette bøn har forarget kristne.
Lad os lige se på, hvad det er, vi beder om med de syv bønner, som indeholdes i fadervor:
1. Helliget vorde dit navn er bønnen om, at Gudsnavnet må respekteres, at det skal være tabu, for troen på Gud er troen på Skaberen af alt, lyst og mørkt, mildt og grusomt, lynets farlighed og den milde brises velgørende befrielse. Gud er ufattelig. Jesus, som har lært os bønnen, har naturligt fundet, at Guds navn skulle mennesket bøje sig for.
2. Komme dit rige er bønnen om, at Gud snart må komme at holde dom over os og befri os fra al vor egen smålighed. Jesus troede på, at hans tid var ”de sidste tider”. Mange har med Ham troet det samme, og mange tror også sådan i dag. De tre store monoteistiske religioner er religioner til de sidste tider. Her ligner kristendommen både jødedom og islam.
3. Ske Din vilje som i himmelen, således også på jorden er bønnen om, at Guds vilje også må herske blandt os mennesker. Vi har – også i alle tre religioner – den fornemmelse, at menneskene tager magten selv, og at det er derfor, det går så galt så ofte.
4. Giv os i dag vort daglige brød er bønnen om at overleve, en bøn som også er levende i alle tre religioner.
5. Og forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere er bønnen om tilgivelse, sådan som vi tror på, at vi har fået den ved Jesu død og opstandelse. Det er den særligt kristne måde at forstå bønnen på. Men det siges ikke og kan sagtens forstås, som det udtales, af de to andre religioner. Samtidig er det en erkendelse af vores ansvar, så at vi faktisk på-tager os at tilgive dem, der gør os ondt, ja, at vi skal være det billede, Gud tilgiver efter. Det er en hård bøn. Jesus gjorde ikke livet lettere for mennesket, da han gik forud for os.
6. Led os ikke i fristelse er bønnen til den ufattelige Gud om, at vi mennesker ikke må blive ledet til at gøre det forkerte, det ukærlige, at vi ikke må blive fristet til at forbande Gud, når vi ikke forstår Hans veje. For Guds veje forstår mennesket ikke. Nogle kristne har fundet den bøn forargelig. Det hænger sammen med, at de forargede har villet fremmane et hyggeligt Gudsbillede, men så er det måske bedre ikke at have noget Gudsbillede? Gudsbilledet er tabueret i jødedom og islam, og hvis vi kristne tager Gudsbilledet alvorligt og ser Gud på korset, så ser vi netop Gud som offer for menneskets fristelse. Men vi kan jo også bare læse Jobs bog, hvor Job ikke falder for fristelsen til at forbande Gud. Hans ”venner”, derimod, falder for fristelsen til at fortolke hans livsforløb som fortjent: han må have gjort noget slemt, siden det går ham så ilde. Men sådan hænger tingene netop ikke sammen. Her er Jesu lære, jødedom og islam i virkeligheden også enige.
7. Men fri os fra det onde er bønnen om at Gud, som kan lede os i fristelse, dog vil befri os fra det onde. Også her er der fællesskab mellem religionerne.
Marianne Olsen,
lektor,
Ringstedgade 67
Næstved
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad