Fra venstre mod højre stod USA’s nuværende udenrigsminister, Hillary Clinton, USA’s tidligere præsident Bill Clinton og USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright i forreste række under bisættelsen af Václav Havel den 23. december i Tjekkiets hovedstad, Prag. Mellem Albright og Clinton ses den danske udenrigsminister, Villy Søvndal.–
- Michal Cizek/AFP/Scanpix.
Václav Klaus |
28. december 2011
Talen, som Tjekkiets præsident, Václav Klaus, holdt ved begravelsen af tidligere præsident, forfatter og frihedskæmper Václav Havel i Sankt Vitus-katedralen den 23. december, bringes her i sin fulde længde
KÆRE ÆRKEBISKOP, kære enkefru Havlová, ærede gæster fra ind- og udland.
Tillad mig som Tjekkiets præsident, der indtog embedet lige efter Václav Havel, at synge en sidste pris til denne store personlighed i vor moderne historie. Jeg taler her både som privatperson og på vegne af vort land og dets borgere.
LÆS OGSÅ: Vi har brug for at fastholde Václav Havels mindeVi har lidt et stort tab med hans bortgang. En stor præsident, politiker, intellektuel og kunstner har forladt os. En person, der vil blive mindet med taknemmelighed, ærbødighed og respekt. Det synes næsten, som om alt allerede er blevet sagt og skrevet om ham i løbet af de få dage, der er gået siden hans død. Det virker velsagtens som en frugtesløs bestræbelse at forsøge at sige noget nyt og originalt, som alle andre har glemt at nævne.
Vi har hørt mange gange i disse dage, at han har forladt os. For mange af os tjener det som en uundgåelig påmindelse om hans sidste skuespil og film med titlen ”Odcházení” (”Opbrud”).
Der er uden tvivl meget, som forlader os sammen med Václav Havel. Men samtidig – og det skyldes især hans konsekvente holdninger i livet – er der meget, som bliver hos os, og som det er altafgørende, at vi holder fast ved. Jeg ønsker derfor at minde om, hvad der bliver hos os – eller mere præcist: hvad vi skal holde fast i – af arven fra Václav Havel.
DET, DER BLIVER HOS OS, er tanken om, at frihed er en værdi, det er værd at bringe ofre for, og at det er meningsfuldt at kæmpe for den sandhed, man er overbevist om, selv når man dermed udsætter sig for fare.
Det, der bliver hos os, er tanken om, at det er nemt at forskertse friheden, hvis ikke vi tager hånd om den og beskytter den, og at alene demokrati tillader et liv i frihed for både individ og stat såvel som også materiel og åndelig velstand.
Det, der bliver hos os, er tanken om, at den menneskelige eksistens strækker sig ind i det oversanselige område, som vi bør være os bevidst.
Det, der bliver hos os, er tanken om, at frihed er et universelt princip, og at hvis friheden tages fra nogen som helst på noget som helst sted, så trues også vor egen frihed.
Det, der bliver hos os, er tanken om, at ordet har stor magt: Det kan dræbe, og det kan hele, det kan såre, og det kan hjælpe. Det kan ændre verden.
Det, der bliver hos os, er tanken om, at sandheden skal frem, også når den er ubekvem.
Det, der bliver hos os, er tanken om, at mindretallets mening ikke nødvendigvis er forkert, og at vi bør overveje den og debattere den.
Det, der bliver hos os, er tanken om, at vor republik har vi selv opbygget, og at den kommer til at være, hvad vi gør den til.
Nogle dødelige har det privilegium at gribe idéer så store som disse, tage dem op og gøre dem til deres liv. Václav Havel var et af disse privilegerede mennesker.
Den mand, som vi i dag siger ret farvel, har givet os så meget. Vi er ingen stor nation, så vi har ikke mange store personligheder at give af. Ofte nok er deres værk og arv blevet simplificeret eller fordrejet og derfor udsat for foragt. Jeg tror på, at denne skæbne ikke vil overgå Václav Havel. Men det er helt op til os.
Oversat af Sara Høyrup
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad