Boko Haram-gruppen, der her ses på en propagandavideo fra oktober 2010, har alene i år dræbt 400 personer i en række attentater i Nigeria. –
- AFP/Scanpix.
Birthe B. Pedersen |
28. december 2011
Den muslimske Boko Haram-gruppe truer med flere angreb og vækker voksende bekymring blandt kristne og muslimer i Nigeria
Julens bombeattentater mod det kristne mindretal i det nordlige Nigeria har skærpet frygten for, at den ekstremistiske muslimske Boko Haram-gruppe skal kaste landet ud i en religionskrig.
LÆS OGSÅ: Nigerias kristne rystet af juleangreb”Det virker, som om en intern krig er brudt ud,” udtalte minister med ansvar for politiet og den interne sikkerhed, Caleb Olubolade, under et besøg i ruinerne efter Sankt Theresa-kirken i byen Madalla, hvor op mod 40 mennesker omkom efter et bombeattentat juledag.
Som et tegn på at situationen betragtes med alvor, har både FN’s Sikkerhedsråd, FN’s generalsekretær Ban Ki-moon og Den Afrikanske Union reageret med lynhurtig fordømmelse og opfordret den nigerianske regering til at sætte alt ind på at pågribe gerningsmændene.
Også et bredt udsnit af Nigerias muslimske organisationer har taget skarpt afstand fra de bombeatten-tater, som Boko Haram har taget ansvaret for.
”Både kristne og muslimer bør stå åbent frem og tage afstand fra sådanne handlinger,” siger sheikh Khalid Abubakar, generalsekretær for den nigerianske muslimske organisation Jama’atul Nasril Islam i et interview med den britiske nyheds-station BBC.
Nigerias Muslimske Kongres kalder attentaterne for ”umenneskelige, ondskabsfulde og fuldstændig uacceptable i et civiliseret samfund”, og sheikh Muhammad Jingir, landsformand for den islamiske organisation JIBWIS, kalder i dagbladet People’s Daily bombeangrebene for ”uislamiske, barbariske og umenneske-lige”.
Boko Haram, eller ”Vestens lære er uren”, som navnet betyder, har ikke blot taget ansvaret for de seneste dages angreb, men også truet med flere angreb på de kristne i den nordlige, overvejende muslimske del af Nigeria.
”Vi vil fortsætte angrebene i de nærmeste dage,” har en af Boko Harams ledere med dæknavnet Abul Qaqa sagt til det franske nyhedsbureau AFP.
Til det lokale dagblad Na-tional Trust siger Boko Haram, at ”der bliver aldrig fred, før vore krav bliver opfyldt. Vi vil have alle vore brødre løsladt, fuld indførelse af sharialove og afskaffelse af demokratiet og landets forfatning”.
Panikken breder sig derfor blandt Nigerias kristne, som forsøger at flygte ud af de ramte byer. Og Nigerias kristne organisation, Christian Association of Nigeria, advarer mod, at den nordlige del af landet er på kanten af en religionskrig.
”Vi opfordrer alle kristne til at overholde loven, men også til at forsvare sig selv, hvis det er nødvendigt. Nu er det nok,” udtaler Saidu Dogo fra organisationen.
Bekymringen for en optrapning af konflikten skyldes desuden, at den ekstremistiske gruppe synes stadig mere aktiv. Siden begyndelsen af 2011 er over 400 mennesker omkommet i attentater gennemført af Boko Haram. Og hvor gruppen tidligere var kendt for skudattentater, benytter den nu bombeattentater og selvmordsbomber i stil med terrornetværket al-Qaeda, som Osama bin Laden stod i spidsen for, indtil han blev fanget og dræbt af amerikanske specialstyrker den 2. maj i år.
”Det er aldrig blevet bevist, at Boko Haram har knyttet bånd til den internationale terror, for eksempel til al-Shabaab i Somalia eller al-Qaeda i Islamisk Maghreb, AQMI. Men metoderne og strategien er den samme,” siger Tundé Fatundé, professor ved universitetet i Nigerias største by, Lagos, til den internationale franske radiostation RFI.
Ifølge Det Internationale Institut for Strategiske Studier, IISS, i London tæller Boko Haram i dag omkring 300 medlemmer, hovedsageligt rekrutteret blandt de fattigste nigerianere i de nordlige delstater. Dertil kommer omkring 3000 sympatisører.
”Gruppen er tydeligt inspireret af international jihad, selvom dens motiver fortrinsvis er indenrigspolitiske. Men den udgør en betydelig trussel,” konkluderer IISS i en analyse af situationen i Nigeria.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad