Lars Christiansen |
28. december 2011
Storværk fra Amos Elon om jødernes kærlighedsaffære med tysk kultur oversat til dansk
I 1700-tallet havde Berlin en særlig byport til kvæg og jøder, der begge skulle fortoldes, inden de fik lov at komme ind. Denne ydmygelse var blot en blandt mange apartheid-lignende foranstaltninger, der markerede de europæiske jøders status som ildeset lavkaste til langt op i 1800-tallet.
Inden man gør holocaust til en logisk konsekvens af lang tids undertrykkelse, bør man imidlertid huske på, at jøderne længe delte skæbne med andre grupper, ikke mindst de livegne bønder.
LÆS OGSÅ: Naboskabets blodige spor fører mod forsoningKvindernes retsstilling var heller ikke god. Og på samme måde som disse grupper blev emanciperet, var jøderne godt på vej til at blive det.
Dette er en vægtig pointe i den israelske journalist og historiker Amos Elons fornemme værk ”Et tysk rekviem. Portræt af den tysk-jødiske epoke 1743-1933”, der forsøger at anskue den tyske historie som et åbent forløb, hvor ildevarslende tendenser sameksisterede med løfterige strømninger, og hvor katastrofen var undgåelig.
Faktisk var jødernes stilling i Tyskland bedre end i samtlige store nabolande. Man har oven i købet talt om en ”tysk-jødisk symbiose”, som hos Elon indledes med filosoffen Moses Mendelssohns ankomst til Berlin i 1743 – ”I dag gik seks okser, syv svin og en jøde igennem porten”, noterede vagten – og ender abrupt med nazisternes magtovertagelse i 1933, men inden da frembringer genier som Heinrich Heine, Franz Kafka, Albert Einstein, Walter Benjamin, Sigmund Freud, Hannah Arendt, ”und so weiter.”
Jødernes emancipation begyndte i oplysningstiden, hvor filosofferne mente, at religion og nationale fordomme sætter skel mellem mennesker, som fornuften kan overvinde. Tyskerne tilføjede, at fornuften ikke kan stå alene, men skal forædles af kunst og finkultur. Dette kaldte de ”dannelse” (”Bil-dung”).
For mange jøder blev dannelsesidealet en erstatningsreligion, hvor de kunne mødes på lige fod med det kristne flertal.
De tyske jøder satsede på Goethe (ligesom Georg Brandes herhjemme). I de berlinske saloner syntes drømmen om en tværreligiøs, humanistisk republik af lærde og skønånder at blive til virkelighed. Digteren Heinrich von Kleist bemærkede dog, at han ville nyde jøders selskab mere, ”hvis de ikke pralede så meget af deres dannelse”.
Assimilationen var i 1800-tallet så fremskreden, at der var frygt for, at jødedommen i Tyskland helt ville forsvinde; næsten alle Moses Mendelssohns efterkommere blev døbt.
Efter grundlæggelsen af Det Tyske Kejserrige i 1871 tilegnede mange jøder sig ovenikøbet den mest øllede, teutonske nationalisme og plumpe militarisme. Under Første Verdenskrig rejste udvandrede tyske zionister hjem for at kæmpe for deres gamle fædreland, som de stadig hang ved.
Elon hylder oplysningstidens idealer, mens han har det svært med romantik og religion. Dette giver ham et reduceret forhold til ikke bare tysk, men også jødisk kultur; han har således lettere ved at leve sig ind i Heinrich Heine end i Walter Benjamin, ligesom vi hører mest om de sekulære jøder og forsvindende lidt om ortodoks jødedom.
Ensidighederne til trods må man overgive sig til denne lærde, gennemkomponerede og medrivende fremstilling, der tegner historiens store linjer gennem portrætter af epokens fremragende personligheder. Man bliver klogere på både almen tysk kulturhistorie og antisemitismens historie, dog mest på det sidste.
Bogen risikerer stedvist at blive en konventionel ophobning af forstemmende eksempler på diskrimination. Endelig kan man, efter galleriet af jødiske genier, længes efter en virkeliggørelse af historikeren Peter Gays opfordring til en grundig undersøgelse af ”uintelligente jøder”: Der ville, påpeger han ”… være en overflod af materiale. Resultaterne ville korrigere den almindelig udbredte og uholdbare forestilling om, at jøder fra naturens hånd er forlenede med en højere intelligens end andre mennesker.”
Det er en tragisk historie, Amos Elon fortæller, for den tysk-jødiske symbiose holdt jo ikke. Til gengæld er det opmuntrende, at så længe bøger af den kvalitet oversættes til dansk, så er vi stadig – trods Kenneth Plummer, Helge Sander og Uffe Elbæk – en kulturnation. Næste udgave kan blive endnu bedre, hvis forlaget luger ud i den ellers solide oversættelses mange anglicismer og småfejl.
Amos Elon: Et tysk rekviem. Portræt af den tysk-jødiske epoke, 1743-1933. Oversat af Martin Wigotski Bielefeldt. 488 sider. 349 kroner. Forlaget Almansor.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad