Da Sherlock Holmes kom til Danmark første gang

Flere omrejsende teatertrupper turnerede provinsen tynd med stykket – både i foråret 1902 og senere. I Aarhus blev det spillet af det nyåbnede teaters faste trup.

Stykket var så populært, at en enkelt teatertrup optrådte med et andet stykke, der også hed ”Sherlock Holmes”, men intet havde med succesen fra København at gøre.

Walter Christmas var anført som succesens forfatter, men han havde egentlig bare fordansket et stykke, han havde set i New York. Han ville ikke betale den høje pris for rettighederne, så han udstyrede sig med en pen, købte billetter til forestillingen flere dage i træk og noterede flittigt på sine manchetter. Og så fortalte han historien igen uden at betale en krone for den.

Det amerikanske stykke var skrevet af forfatteren og skuespilleren William Gillette efter tilladelse fra Conan Doyle. Gillette lagde grunden til den visuelle fremstilling af Holmes. Han fandt på at udstyre ham med den svungne kalabas-pibe, og det var også ham, der gjorde den særlige ’deerstalker’ – hatten med skygge for og bag – populær. Da Gillette telegraferede til Doyle, om han måtte lade Holmes blive gift, svarede forfatteren: ”De kan lade ham blive gift, slå ham ihjel eller gøre lige, hvad De vil med ham.”

Gillette lod ikke Holmes blive gift, men stykket slutter med, at Holmes indser, at han kun i kærligheden kan finde den hvile, han savner. På de danske scener sluttede stykket med, at Holmes omfavnede sin Alice ledsaget til tonerne af bryllupssalmen ”Jert hus skal I bygge”!

Nu havde Conan Doyle jo givet lov, og da han selv så den amerikanske produktion på gæstespil i London, var han henrykt. Både over stykket, over skuespillet og over det pekuniære resultat, som han skrev i sin selvbiografi. Der var ellers lavet ganske meget om i forhold til Doyles fortællinger.

Doyles Holmes var for eksempel ikke det mindste interesseret i kvinder, kærlighed og familieliv. Den litterære Holmes er en tænkemaskine, der ikke vil lade sig distrahere af ting, der er uvedkommende for hans arbejde med at opklare og forhindre forbrydelser. Derfor er han ligeglad med, hvordan solsystemet er bygget op, derfor interesserer han sig ikke for kvinder: ”Han havde aldrig andet end spydigheder og hånlige smil til overs for de mere bløde passioner. De var beundringsværdige for observatøren – fremragende, når man skulle afsløre menneskenes motiver og handlinger. Men for den, der var vant til ræsonnementer, var det at lade den slags blande sig i sit ømtålelige og fint justerede temperament at indføre en distraktionsfaktor, der kunne så tvivl om hans intellektuelle resultater.” Sådan skriver Holmes’ kronikør, dr. Watson, i indledningen til fortællingen om ”En skandale i Bøhmen”.

Men da Holmes dukkede op på det populære teater for 110 år siden, blev den slags særheder lagt på hylden. Det ville ikke have passet til det repertoire, man spillede på de folkelige scener. Gillette og Christmas var hverken Ibsen eller Strindberg, og ”Sherlock Holmes” var hverken ”Et dukkehjem” eller ”Et drømmespil”: Ægteskabet blev ikke set som et problem, men som en løsning: ”og arnen skal stå i læ af korsets tegn/ så hviler jert hjem bag det tryggeste hegn”, som der står i ”Jert hus skal I bygge”. Da Holmes i det danske stykke siger, at han længes efter hvile og ikke mener at kunne vente anden hvile end døden, foreslår Watson ham at søge ”Ægteskabets, det rolige, lykkelige familielivs” hvile. Lige før tæppefald accepterer Holmes noget pludseligt at lade heltindens kærlighed blive den hvile, han søger. Det var det, en anmelder kaldte en ”Marcipanslutning”.

Siden blev Holmes populær på film, i radioen og på tv. I 1906 grundlagde Ole Olsen Nordisk Films Kompagni, og i perioden 1908-1911 producerede det danske selskab 12 korte Holmes-film til det stadig nye medie. De mest kendte Holmes-film er nok de 14, der i perioden 1939-1946 blev indspillet med Basil Rathbone som Holmes, og den britiske tv-serie fra 1980’erne, hvor Jeremy Brett spillede rollen med en verdensfjern kølighed og gav Holmes et manisk anstrøg.

Holmes mistede igen interessen for kvinder, og det har gennem årene været diskuteret, om Holmes og Watson måske skulle være homoseksuelle. Hvorfor skulle de ellers bo sammen?

Der er naturligvis ingen antydninger af homoseksualitet hos Conan Doyle, men i populærkulturens seneste livtag med Holmes leger man med tanken. Da Robert Downey jr. blev interviewet af David Letterman på amerikansk tv i forbindelse med den første af de nye film, mere end antydede han en homoseksuel forbindelse mellem Holmes og Watson. Det fik rettighedsindehaverne til at true med at trække tilladelsen til at bruge Doyles materiale tilbage. For filmene skulle være tro mod bøgernes ånd, som det hed.

I BCC’s ”Sherlock” fra 2010 tages diskussionen om homoseksualiteten op på en anden måde. Her går for eksempel Holmes’ og Watsons udlejer, Mrs. Hudson, fra første færd ud fra, at de to unge mænd er bøsser, og de møder den samme holdning på restauranter og andre steder, de kommer frem. Holmes er ligeglad, for han er nærmest en kønsløs maskine ligesom hos Conan Doyle. Men Watson føler sig tvunget til gang på gang at slå fast, at han i hvert fald ikke er bøsse.

Lægen og spiritisten Conan Doyle leverede grundmaterialet. Men hans fortællinger om Holmes og Watson har siden været en slags arena, hvor forestillingerne om, hvad en populær helt er, er blevet diskuteret.