Okay, den gregorianske kalender hævdes at starte med Jesu fødsel, men det er da vist også den eneste sammenhæng til kristendommen. Hvis man betragter navnene på månederne og ugedagene, så er det lidt af en pærevælling af en ulogisk og irrationel sammenblanding af forskellige kulturer og religioner.

Den tager ikke afsæt i Jesu fødsel. Man kan sige den tager udgangspunkt i Jesu undfangelse. Det kan jo ikke være anderledes, end at denne skete på årets første dag. Det var på det tidspunkt den 25. marts iflg. den Julianske kalender. Fødslen skete planmæssigt, 9 måneder senere, den 25. december.

Nu er der det, med den Julianske kalender, at den forrykker sig med året. Siden blev den Gregorianske kalender indført, med tilbagevirkende kraft, således at de to kalendre stemmer overens for år 1 AD. De der stadig følger den Julianske kalender (f.eks. egyptiske koptere) fejrer Jesu fødselsdag på den 25. december iflg. denne. Denne dag er iflg. den Gregorianske kalender pt. den 7. januar. De to kalendre forrykker sig med 1 dag pr. ca. 133 år.

Årets cyklus har ofte et tidspunkt, hvor ét år ophører og et nyt begynder. Det punkt er ofte forårsjævndøgn, der typisk forekommer den 21. marts iflg. den Gregorianske kalender (på den nordlige halvcirkel). På mange måder et logisk valg. Alt spirer eller skal til det, og i bogstaveligste forstand begynder en ny cyklus. Det er også tidspunkt, hvor lyset vinder over mørket, hvor dagen vinder over natten, og andet.

At have årets begyndelse i marts var logisk, da den Julianske kalender var i brug. Marts var årets første måned. Den syvende måned var passende betegnet den syvende, nemlig september (sept=syv). Ottende, niende og tiende måned var tilsvarende betegnet oktober, november og december. Januar (Janus) var den 11. og Februar den 12., hvilket også forklarer at det netop er februar (årets sidste måned) der forlænges med en dag.

Siden fandt nogen på at flytte de to sidste måneder hen som de første to, og dermed lade året slutte efter den nye 12. måned, december. En forvirrende manøvre -- hvilket formodentligt også præcis var hensigten med denne.

Nu er der selvfølgelig den hurdle, at iflg. den Julianske kalender, var årets første dag i år 1 AD det vi vil betegne den 25. marts. Rimeligvis må man formode, at udgangspunktet for den Julianske kalender oprindeligt har været netop forårsjævndøgnet. Det Julianske kalenders var således allerede forskubbet med 4 (eller 5) dage i år 1 AD. En rimelig antagelse må være, at den Julianske kalender har været "kalibreret" ifht. et begyndelsestidspunkt, der befinder sig et sted omkring ca. 530-595 BC.

Velkommen til år 2570. Der er 89 dage til år 2571.

I øvrigt var det vist først omkring 800 AD at noget begyndte at anvende denne datering i praksis. Vedtagelsen af hvornår tidsregningen skulle sættes til år 1, skete vist i år 525 AD(dvs: de besluttede det da var i gang med år 525).

Heinrich R. skrev:

Året:

Den tropiske zodiak er logisk defineret udfra jævn- og solhvervspunkterne:

forårsjævndøgn
sommersolhverv
efterårsjævndøgn
vintersolhverv

Det foregår på følgende måde:


Fra forårsjævndøgn og frem til sommersolhverv er der 1/4 år, hvor lyset er stærkere end mørket og tiltagende. Dette 1/4 år inddeles i 3 lige store stykker. De kaldes for Vædderen, Tyren og Tvillingen i nævnte rækkefølge.

(Vædderen er altså det tidsrum, der er fra forårsjævndøgn og 1/12 del år frem.)

Fra sommersolhverv frem til efterårsjævndøgn går der 1/4 år, hvor lyset er stærkere end mørket men aftagende. Dette 1/4 år deles i 3 lige store dele og de kaldes for Krebsen, Løven og Jomfruen i nævnte rækkefølge.

Derefter er der 1/4 år fra efterårsjævndøgn og til vintersolhverv, hvor mørket er stærkere end lyset og tiltagende, dette 1/4 år deles i 3 lige stor dele, og de kaldes for Vægten og Skorpionen og Skytten i nævnte rækkefølge.

Den sidste 1/4 af året er mørket stærkere end lyset og aftagende. Denne 1/4 af året deles i 3 lige store dele og de kaldes for Stenbukken, Vandmanden og Fisken.


Døgnet:


Hussystemet bygger på en tolvdeling af døgncyklussen efter nogenlunde samme princip som zodiaken bygger på en tolvdeling af årscyklussen.


Der er 1/4 døgn fra solopgang til middag, hvor lyset er stærkere end mørket og tiltagende, dette 1/4 døgn deles i 3 lige store dele, og de kaldes for første, andet og tredje hus.


Fra middag til solnedgang er der 1/4 døgn, hvor lyset er stærkere end mørket og aftagende, dette 1/4 døgn deles i tre lige store dele, og de kaldes for fjerde, femte og sjette hus.


Fra solnedgang til midnat er der 1/4 døgn, hvor mørket er stærkere end lyset og tiltagende, dette 1/4 døgn deles i 3 lige store dele, og de kaldes for syvende, ottende og niende hus.


Fra midnat til solopgang er der 1/4 døgn, hvor mørket er stærkere end lyset og aftagende, dette 1/4 døgn deles i tre lige store dele, og de kaldes for tiende, elvte og tolvte hus.

Keld Jensen skrev:

Du har helt ret, Keld.

Nogle af disse benævnelser (der oftest betegnes som "astrologiske stjernetegn") har haft andre benævnelser end de nuværende. I stedet for en Vædderen, kunne det jo være Lammet.

Disse "stjernetegn" er i øvrigt meget praktiske, hvis man vil udtrykke sig kryptisk, således at alene de der forstår den kulturelle kontekst, vil kunne indse symbolikken af. Ved at lade dyr repræsentere tal, der igen repræsenterer noget den indforståede vil kunne indse, og andre ikke ville.

Måske Esajas 11 ikke handler om biologiske fænomener, men er symbolik der henviser til noget andet? Samme skribents åndelige efterfølger nedskrev ikke selv betragtninger, men i den sammenhæng tales der vist også en del om dyr?