Islam har haft sin tid som det mest diskuterede emne i den danske religionsdebat, mener flere debattører
Efter mange års islamdebat i 1990’erne og efter Muhammedtegningerne i 2005 handler religionsdebatten nu om kristendom.
Det mener flere præster og iagttagere.
LÆS OGSÅ: Ti vigtigste ting om kristendommen”Det er kristendommens tid igen,” siger sognepræst, forfatter og debattør Kathrine Lilleør i en kommentar til Kristeligt Dagblads undersøgelse af årets religionsdebatter, som er uddybende beskrevet på baggrundssiden i dagens avis.
Undersøgelsen kortlægger, hvem der har sagt mest eller har været mest omtalt i religionsdebatten i 2011.
”Vi har forstået, at muslimer tror på mange ting, og nu ser vi blandt mange mennesker en stigende efterspørgsel efter kristendommen,” siger hun.
Kirkeminister Manu Sareen (R) har også noteret sig, at islamdebatten er klinget af.
”Vi er stille og roligt begyndt at vænne os til at tale om vores tro, og det, synes jeg, er fint. For det er emner, der er fantastiske at tale om.”
Manu Sareen har også lagt mærke til, hvor lidt integration og islam fylder i debatten:
”På en måde er det også islamdebattens skyld, at vi nu taler om kristendom. Islam har sat et spejl op foran danskernes egen religiøsitet.”
Religionssociolog Brian Arly Jacobsen, Københavns Universitet, undrer sig over, hvor meget politikerne taler om religion. De første 10 pladser på listen for 2011 er besat af politikere med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i top.
”For 30 år siden talte de aldrig om religion. Det gør de så nu, selvom det ser ud, som om islamdebatten ikke længere opfattes som det hedeste emne. Den religionspolitiske dagsorden er spredt ud, så der diskuteres langt flere emner,” siger han.
Flere iagttagere peger på, at især debatten om vielse af homoseksuelle par i kirkerne har været et emne, der har trukket megen debat med sig.
STOR BAGGRUND: Vielse af homoseksuelle har dikteret, hvem der har sagt mest i år