Lokkelykkes lyksaligheder

Hanne Munk, som nu har solgt ejendommen, er enke efter tidligere universitetslektor Arne Munk, der døde i april i år som 76-årig. Arne Munk var det tredjeældste af Lise og Kaj Munks fem børn. Han havde købt Lokkelykke af sin mor kort før Lise Munks død i 1998 og gennem årene brugt masser af tid, kræfter og penge på at restaurere og vedligeholde ejendommen. Takket være ham blev den gamle villa sat fuldstændigt i stand, og søen ved villaen gjort tre gange så stor, ligesom han fik påbegyndt en renovering af skovarealerne.

”For Arne betød Lokkelykke alt. Han følte sig forpligtet til at bevare stedet og brugte utroligt mange kræfter på at få det ført tilbage og gendannet, som det engang så ud, og endte med at få det gjort næsten endnu flottere,” fortæller Hanne Munk.

Arne Munk var lektor i Det Gamle Testamente ved Københavns Universitet, men boede de sidste mange år med familien i Vedersø, hvor han blandt andet blev kendt for sit brændende engagement som kompromisløs abortmodstander.

Det var ham, der lagde grund til den meget omdiskuterede abortmindelund i Vedersø, ligesom han kæmpede sin kamp for faderens minde og truede med at brænde Kaj Munks historiske møbler af, fordi staten ikke levede op til løfterne omkring præstegården i Vedersø.

Som for andre af Kaj Munks børn var også Arne Munks liv præget af et kompliceret forhold til den berømte far og ikke mindst den martyrdød, der blev Kaj Munks, da han valgte ikke at flygte for tyskerne og blev slået ihjel af Gestapo i januar 1944 – og dermed efterlod sin unge hustru som enke med fem små børn.

For Arne Munk var det en tyngende og skæbnetung arv, han ikke kunne slippe, og som med årene i stadig højere grad påvirkede hans eget liv.

I denne sammenhæng fik Lokkelykke en afgørende betydning for Arne Munk, fordi han havde fået at vide, at Kaj Munk på et tidspunkt havde sagt til sin Lise, at ”når jeg er død, skal du gå med Arne herude”, fortæller Hanne Munk. Derfor følte han sig forpligtet på stedet.

Kaj Munk brugte Lokkelykke til jagt, rekreation og afslapning.

Når familien opholdt sig på Lokkelykke, var der en stående ordre fra Kaj Munk om, at han ikke ville forstyrres af ”telefoner østfra” – hvorimod han som præst var forpligtet på telefonopkald fra sit sogn i vest.

På plænen foran villaen var der dengang et svømmebassin, som nu er væk, og når familien var samlet på Lokkelykke, blev der mere tid til at være sammen med børnene. Dramatikeren Kaj Munk var en fantasifuld og levende far fyldt med impulsive påhit, som når hele familien pludselig skulle ro over på den anden side af søen på Lokkelykke for at spise aftensmad, eller Lise og børnene blev vækket i en tidlig morgentime, for ”nu skal vi afsted til Lokkelykke”.

”Det var hverken Yrsa – det ældste af børnene – eller Lise dog særlig begejstret for, og ingen af dem kom derfor til at elske Lokkelykke. Men Kaj Munk var ikke en mand, man sagde imod, og under krigen cyklede hele familien de godt 20 kilometer derud, uden at der blev taget særligt hensyn til børnene. Kaj Munk havde den idé, at det var godt for børnene at blive hærdede,” fortæller Hanne Munk.

I et forsøg på at formilde sin hustru Lise og få hende til at synes om Lokkelykke opfordrede Kaj Munk hende til at købe de møbler, hun ville have til indretning af stedet. I 1939 blev Kaj Munks dramatik opført på teatre i hele Norden, så indtægterne strømmede ind. Der var penge nok, og Lise Munk var ikke sen til at benytte sig af muligheden for at få købt gode, antikke møbler, som nu ikke længere er på ejendommen.

Med sin idé om, at børn bør hærdes, var der ikke plads til bløde pædagogiske idéer.

Der er historien om, hvordan Kaj Munk satte et af sine børn ned i et hul efter først at havde fortalt dem om, at det var fyldt med hugorme – hvad det naturligvis ikke var, men det gjorde ikke rædslen mindre.

Dramatikeren Munk havde også skrækhistorier til børnene om den grusomme Lokkelykke-ulv og advarede dem mod at nærme sig hovedvejen, for der herskede ”Død og Lemlæstelse”. Der blev også fortalt spøgelseshistorier – ikke kun til børnene – for lige siden etatsrådens død har der verseret historier af den art på egnen. Dem har Arne Munk knyttet til ved i sin roman ”Etatsråden”, som han fik udgivet på Forlaget Sesam i 1983.

Etatsråden var etatsråd Alfred Sørensen (1857-1927), som blev hovedrig på Københavns udbygning, og tidligere ejer af Lokkelykke. Han fik bygget villaen tegnet af Ulrik Plesners tegnestue, der tegnede huse til det halve af Ringkøbing og Skagen. Da etatsråden døde, blev hans urne stedt til hvile i en gravhøj i udkanten af Lokkelykke, hvor den endnu kan skimtes gennem kikhullet i døren ind til gravkammeret. Efter overleveringen skulle urnen være blevet tabt ved ankomsten til den nu nedlagte jernbanestation i nærheden af Lokkelykke, hvorved en smule af etatsrådens aske blev spildt på jorden. Derfor går han igen som spøgelse i sin søgen efter det tabte.

Kaj Munk holdt meget af at fortælle om etatsrådens spøgeri, når han fik gæster fra København, og kunne i en mørk aftentime finde på at køre dem ud i skoven og sætte dem af forskellige steder med besked om, at de alle skulle mødes ved etatsrådens gravhøj. Om nogle af dem så også mødte den afdøde etatsråd, melder historien ikke noget om, men de fik i hvert fald muligheden – og etatsråden lever fortsat som en del af historien omkring Lokkelykke.

steens@k.dkPræst, jæger og digter

”Jeg er både præst og jæger og digter. Det er en sølle præst, der ikke kan tale sandhed, og en sølle jæger, der ikke kan lyve, og hvad digtningen angår, så skal han lyve, ellers er han jo slet ikke digter.”

Det er Lisbeth Lunde Lauridsen, daglig leder af Kaj Munks Præstegård i Vedersø, der har fundet dette citat frem.

Kaj Munk var naturmenneske og en ivrig jæger, hvilket også beskrives i udstillingen i præstegården. Lisbeth Lunde Lauritsen fortæller:

”For Munk var efteråret jægerens forår. Når han gik derude, måtte han omskrive Grundtvigs efterårssalme, ’Nu falmer skoven trindt om land og fuglestemmen daler’ til ’Nu blusser skoven trindt om land – og hønseflokken stiger’. Der er ingen tvivl om, at naturen og jagten betød meget for Kaj Munk. Det var et åndehul, han benyttede sig af, og som han – særligt i perioden fra 1936 til 1939 – fortalte om i sine artikler og bøger. En af dem, jeg skatter højest af naturmennesket og jægeren Kaj Munk, er bogen ’Liv og glade dage’.”

Og endnu et Munk-citatet i forbindelse med jagt:

”Jeg elsker mine harer og agerhøns og slår dem bare lidt ihjel en gang imellem.”