Cricketspilleren, som vil lede Pakistan

For selvom Khan er uddannet i Vesten – han læste på det britiske Oxford Universitet sammen med Benazir Bhutto – er han ikke vestligt orienteret.

Faktisk er han mere opsat på at udbygge Pakistans forhold til Kina, som han besøgte så sent som i november på foranledning af det kinesiske kommunistparti.

På trods – eller måske på grund af – sit ry som kvindebedårer har Khan været en elsket figur i de pakistanske medier. Efter en privilegeret opvækst i Pakistans øvre middelklasse blev hans crickettalent spottet på kostskolen Royal Grammar School Worcester i England. Herefter kom han på det pakistanske cricketlandshold og blev i 1982 kaptajn på landsholdet. En post, han havde frem til VM-sejren i 1992.

Khans politiske karriere har ikke, som hans sportslige karriere, været en dans på roser. Han stiftede sit parti, Tehrik-e-Insaf, for 15 år siden, men partiet har i sin historie kun vundet et sæde – det gik til Khan – i det pakistanske parlament i valgperioden fra 2002 til 2008. Khans kritiske holdning til det nære forhold mellem Pakistan og USA fik ham blandt andet til i 2006 at kalde den daværende pakistanske leder, general Musharraf, for ”George W. Bushs puddel”, og da den amerikanske præsident senere på året besøgte Pakistan, blev Khan holdt i husarrest.

I 2007 trak Khan sig sammen med 85 andre medlemmer fra parlamentet i protest mod, at Musharraf stillede op til præsidentvalg uden at gå af som general. Kort tid efter blev Khan igen sat i husarrest i forbindelse med, at Musharraf erklærede landet i undtagelsestilstand, og senere nogle uger i fængsel.

Værdipolitisk er Khan højreorienteret og har talt for stærkere fokus på familien samt krævet en højere moralsk adfærd baseret på islamiske værdier fra landets borgere. Khan blev dog selv skilt i 2004 efter ni års ægteskab med briten Jemima Gold-smith, som han har to børn med. Desuden er han fortaler for en liberal økonomisk politik og opbygningen af en velfærdsstat med et uafhængigt juridisk system og ægte demokrati.

Under de store massemøder, som Khan har holdt, har han talt om behovet for forandring i det pakistanske, politiske system, der i høj grad er præget af indbyrdes kamp inden for en smal pakistansk elite.