Thomas Lykke Pedersen |
29. december 2011
10.000 militærfolk og civile tog afsked med Nordkoreas mangeårige diktator, da Kim Jong-ils ligvogn i bidende kulde trillede gennem landets hovedstad
Et tæppe af tung, hvid sne lagde sig over hovedstaden Pyongyang, da titusindvis af hysterisk grædende nordkoreanere i går var på gaden og fulgte begravelsesoptoget for landets mangeårige diktator, Kim Jong-il.
En sort limousine med et kæmpemæssigt portræt af en smilende Kim førte an i kortegen, som midt på eftermiddagen lokal tid langsomt satte i bevægelse fra paladset i Pyongyang.
LÆS OGSÅ: Nordkorea optrapper religiøs undertrykkelseKim Jong-ils søn og efterfølger, Kim Jong-un, og andre højtstående militærpersoner og embedsmænd gik ved siden af rustvognen, som trillede med den “Kære Leders” båre på taget, oplyser nyhedsbureauet AFP.
Den barhovedede Jong-un var klædt i sort og havde på trods af den bidende kulde ingen handsker på, mens han holdt fast i rustvognens højre sidespejl. Jong-un, der hurtigt er blevet døbt den “Store Efterfølger”, gik grædende ved sin afdøde fars side, og grædende var også selveste Moder Natur, oplyser de nordkoreanske medier.
”Det fjeragtige snefald minder det koreanske folk om den snefyldte dag, hvor lederen blev født i den hemmelige lejr ved Paekdu-bjerget. Himlen ved også, hvor mange gange det sneede på ham igennem hans uafbrudte rejse for at sikre folkets lykke,” lyder det.
Frygtet af sit folk og hånet i Vesten regerede Kim Jong-il med propaganda, kontrol og aparte myter i 17 år Nordkorea med en jernnæve, og efter hans død som 69-årig den 17. december arbejder propagandamaskinen med uformindsket styrke.
Således oplyser statsmedierne, at isen ved lederens fødested splintredes, mens hvide duer børstede sneen af skuldrene på hans statue, og ugler græd, da nyheden om Jong-ils død slap ud.
Herhjemme forventede formand for Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Anders Kristensen, en højtidelig stemning ved foreningens sammenkomst i går for at ære den afdøde leder. Dog uden de voldsomme følelsesmæssige reaktioner, som man ser i Nordkorea.
”Det kommer til at foregå på dansk manér,” sagde han./ritzau/AFP