Morten Mikkelsen |
29. december 2011
I det nye år fokuserer EU på ældre, FN på energi og kooperative firmaer – og på baggrund af maya-indianernes kalender er det af dommedags-entusiaster udpeget som verdens sidste år
På grund af lave fødselstal og stigende levealder er den europæiske befolkning på vej til at blive gennemsnitligt ældre. Denne udvikling rummer en række udfordringer – for eksempel hvordan arbejdslivet kan indrettes, så mennesker i 60’erne og 70’erne kan og vil være med.
LÆS OGSÅ: Videnskabens 10 bedste råd til et godt livDet er derfor, at det nye år, vi er på vej ind i, er udpeget til at være den aktive aldrings år. EU-Kommissionen har bestemt, at vi i hele Europa skal være med til at sætte beskæftigelse, sociale forhold og inklusion på dagsordenen i 2012.
Målet er kort sagt at finde frem til, hvordan den store såkaldte baby boom-generation – også kendt som 68’erne – kan blive ved med at bidrage til samfundet, selvom de er ved at være oppe i årene.
Med aldringsåret videreføres en tradition for, at hvert år får et særligt fokusområde i EU, ligesom det i 2010 var fattigdom og i 2011 frivilligt arbejde. Også i FN er der tradition for, at et eller flere temaer hæftes på det nye år. I 2012 er det bæredygtig energi til alle og kooperative virksomheder.
At der er fokus på energi i en tid med klimaforandringer, voksende befolkning og knappe ressourcer giver meget god mening, og ved at sætte fokus på kooperative virksomheder håber de Forenede Nationer at kunne tilskynde flere til at gå sammen om at etablere små eller mellemstore virksomheder. Den kooperative virksomhedsform bygger på, at en række medlemmer går sammen om at etablere og drive en fælles virksomhed, ligesom vi kender det fra andelsbevægelsen i Danmark i slutningen af 1800-tallet.
Energi og samarbejde er også nøgleord for den olympiske bevægelse, som i moderne tid har eksisteret siden 1896, og som holder olympiske lege i London til sommer. Traditionelt er det dog ikke den aktive aldring, men derimod ungdommens kraft, som er i højsædet ved den lejlighed.
I den internationale akademiske verden er året viet til den for den brede offentlighed temmelig ukendte britiske matematiker Alan Turing. Turing blev født i 1912 og døde allerede i 1954, men havde inden da sat sit store præg på arbejdet med algoritmer, som muliggjorde udviklingen af vor tids computere. Når de engelske universiteter i Cambridge og Manchester og de amerikanske universiteter Princeton og Stanford alle holder Turing-år, er det altså ikke kun for at mindes en forsker, der blev født for 100 år siden. men også for at sætte fokus på den moderne computerteknologi, han var med til at bane vejen for.
Tager man et voldsomt spring væk fra algoritmer og eksakt videnskab, erfarer man, at 2012 også er året for dommedag!
Forklaringen findes i den såkaldte mesoamerikanske langtællings-kalender, som maya-indianerne i Sydamerika for over 1000 år siden brugte til at tidsfæste begivenheder – herunder rent mytologiske.
Kalenderen er bygget op omkring en cyklus på 5125 år – og den udløber den 21. december 2012. Nogle okkulte grupper på internettet bruger dette som afsæt til at forudsige, at verden vil gå under denne dag, hvilket skulle underbygges af, at den berømte forfatter til alskens uklare profetier, Nostradamus, også opererer med denne dato som dommedag.
Mere optimistisk stemte new age-tilhængere tror ikke, verden går under, men at menneskeheden den 21. december 2012 vil overgå fra at være det tænkende menneske, homo sapiens, til at blive en ny højere livsform, det spirituelle menneske, homo spiritualis.
Mere videnskabeligt orienterede iagttagere anerkender, at kalenderen findes, men betragter begge udlægninger af den som det rene sludder.
En anden gammel kalender er den kinesiske, som bygger på en 12-årig cyklus, hvor hvert år har et bestemt dyr som symbol. 2012 bliver dragens år.
Dragen er symbol på lykke og magt, så disse nøgleord vil klæbe til mennesker født i 2012. Desuden er der i kinesisk tradition en opfattelse af, at store begivenheder knytter sig til dragens år. For eksempel så mange en symbolik i, at formand Mao Zedong døde i dragens år 1976.
I vores egen gregorianske kalender er der hverken drager eller dommedag – men lidt sker der da, for 2012 er skudår.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad