Sikkerhed frem for religionsfrihed?

Det mener også Tove Brøchner, souschef i Straffuldbyrdelseskontoret i Kriminalforsorgen.

”Jeg mener, at vi overholder internationale regelsæt, og vi begrænser jo ikke adgangen til sjælesorg og individuelle samtaler i ugens løb,” siger hun og fortsætter:

”Vi skal tilstræbe så lige forhold inden for murene som udenfor. Men der er ordens- og sikkerhedsmæssige forhold, der ikke gør det muligt at lade alle gå til gudstjeneste og andre gejstlige handlinger. Vi tilstræber det bedst mulige inden for rammerne af frihedsberøvelsen. Det er selvfølgelig en afvejning, men vi vil ikke have, at de indsatte skader hinanden,” siger Tove Brøchner.

Præsterne i fængslerne betoner fællesskabet i gudstjenesten. Hanne Storebjerg, fængselspræst ved Horserød Statsfængsel og formand for Fængselspræsteforeningen, mener, at de religiøse aktiviteter i fængslet er en væsentlig del af resocialiseringen under afsoningen.

”De indsatte er meget isolerede. Mange af dem har svært ved at gebærde sig i et fællesskab, og flere mangler sociale færdigheder. Det er noget, man kan lære, når man for eksempel skal fungere sammen i et kirkekor eller til en gudstjeneste,” forklarer hun.

Prædikenen skal også være med til at betone skæbnefællesskabet blandt de indsatte.

”De har alle været i konflikt med loven, og de er blevet berøvet deres frihed. Skyld, skam, forsoning og tilgivelse fylder meget for dem, og det fokuserer jeg på i mine prædikener. Fællesskabet skal gerne være med til at mindske kløften mellem de forskellige grupper,” forklarer Hanne Storebjerg.

Historisk mener Peter Scharff Smith, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, imidlertid, at fængselspræsterne med tiden har fået tildelt en mindre rolle i fængselsvæsenet.

I 1800-tallet bredte der sig en idé om, at fængsler skulle være ”moralske hospitaler”, forklarer han og henviser til en af sine bøger af samme navn. På det tidspunkt kom religionen og gudstjenesten til at spille en hovedrolle.

Ligesom i dag var indvendingen dog, at de indsatte ikke måtte korrumpere hinanden. Derfor blev gudstjenesterne helt ind i det 20. århundrede holdt i lokaler, hvor de indsatte sad isolerede i små båse. Præsten prædikede højt hævet over dem, så han kunne se alle de indsatte, og de kunne se ham, men ikke hinanden.

”I 1800-tallet fik præsten, i takt med at religionen fik en opdragende plads i fængslerne, en officiel rolle som en af statens vigtigste moralske agenter. Præsten var en person, som var ansat til at påvirke de kriminelle i en positiv retning. De var en slags behandlere,” siger Peter Scharff Smith.

Men gradvist er præsterne trådt ud af den rolle, fordi andre behandlere er kommet til. For eksempel psykiatere, socialarbejdere og psykologer, forklarer han.

Han vil ikke konkludere, at forslaget om at transmittere gudstjenesterne er en tilbagevenden til måden at afvikle gudstjenesterne på, som den der blev påbegyndt i 1800-tallet. Men Institut for Menneskerettigheder er i sit høringssvar kritisk over for forslaget.

”At sidde foran en tv-skærm er en ringe erstatning for at være sammen i et kirkerum og opleve nærværet under en gudstjeneste,” mener Peter Scharff Smith.

Derfor er anbefalingen til politikerne fra Institut for Menneskerettigheder, at der skal holdes flere gudstjenester.

Det støtter fængselspræst ved Vestre Fængsel Peter Walin. Han er en af fængslets fire præster, som nu i et år har fået filmet de gudstjenester, han holder i fængslet. Han kom med indvendinger, da ordningen blev præsenteret for ham, og det er han fortsat med at gøre.

”Lige nu er den gudstjeneste, som de indsatte kan se i cellerne, amputeret, og det er ikke en rimelig gengivelse. Kameraet viser kun mig, og man kan hverken se eller høre koret. Hvis det skal bredes ud til også at gælde i andre fængsler, skal der rettes på meget,” siger han og fortæller, at han kun har hørt fra enkelte indsatte, der har set gudstjenesterne i deres celler.

I de 13 år, han har været præst i Vestre Fængsel, har han en enkelt gang oplevet et slagsmål mellem indsatte på vej ud af kirkerummet. Han anerkender, at der skal tages højde for de skærpede bandekonflikter, men sikkerheden må ikke øges på bekostningen af muligheden for at gå til gudstjeneste.