Hofnar i Aarhus. Revyviser ved det teologiske fakultet

Poul Bredsdorff sang i 1953 om Lindhardt, der havde sået tvivl om det evige liv og høstede begejstret bifald for det. ”Da Lindhardt ind i salen kom,/ da klapped folk som gale”. Med glimrende perfidi sammenfatter han Lindhardts foredrag i meningsløsheder, der skal fremtræde som domsforkyndelse, men fortsætter så:

”Og alle folk de jublede,

så hele salen rysted,

for manden sku’ da mærke, at

enhver var blevet trøstet.

Hip hurra for denne præst.

Det er ham, der præker bedst,

det er sjovt at blive dømt

af en, der er berømt.”

Visen går uden om al den dybsindige alvor, som professorer og biskopper kunne opbyde. I stedet gør den nar som en hofnar ad det brede liberale borgerskabs talent for at afmontere alt, hvad der måtte have været af radikalitet i Lindhardts forkyndelse. Bredsdorff tager ikke stilling til Lindhardt. Det er ikke hofnarrens opgave. Men han stiller et foruroligende spørgsmål ved, om den påståede dom over alt menneskeværk nu alligevel var så radikal, som Lindhardt gerne ville. Borgerskabet og studenterne i Vor Frue i Aarhus synes at nyde den krasser, de (andre) fik.

Helt sublimt klæder samme Bredsdorff Sløks paradokse eksistensteologi af ved at konkretisere hans tese, fælles for eksistentialisme og psykiatri, at ”benægtelsen er det bedste bevis”. Han lader Sløk tage på løvejagt på Samsø. Da han ikke ser nogen løver, spørger han enhver han træffer, om han er en løve. Hver og en benægter, men da benægtelsen er det bedste bevis, kan han drage hjem fra Samsø med et jagtudbytte på 7o ”løver” og efterlade en ø, tom både for mennesker og løver.

I 1968 BRØD STUDENTEROPRØRET løs, men hvad man det år lagde mere vægt på i julerevyen var, at Johannes Aagaard samtidig satte gang i parallelt kirkeligt oprør, hvor han – set med revybriller – via den ny økumenik ville gøre folkekirken politisk slagkraftig. Knud Münster lader Aagaard, på melodien ”Tag en gammel sweater på”, synge om sin allierede, Nebber-Christensen: ”Mens vi træner med guerillatropperne,/ så ordner han lige biskopperne.”

Det er meget mere vittigt, end det kan gengives her, men forhåbentlig kan man se, at det er et fint signalement af, hvad der skete, da den højfilosofiske teologi blev anfægtet af en praksisteologi.

Selve studenteroprøret får kun plads i en sørgmodig vise i 1970 – igen af Münster – hvor Prenter længes tilbage til det gamle styre, hvor man ikke blev konfronteret med alle de studenter og amanuenser, der havde læst de udsendte papirer inden møderne. Indirekte fortæller det om, hvor svært det var for de klassiske teologer at begribe, hvad der skete omkring dem.

Hvor lidt der skete, synger en resigneret student om i 1970. Han læser sig troligt igennem det, han skal, og hans kommentar til alt, hvad han møder, er et ”Nå”. I sidste vers bliver han kandidat, hvad der, meget moderat, festes for:

”Men så er der en, der spør’: ’Ska du vær’ præst?’

Så er det sjove ikke til at se mer’!

Så står man der og kikker lidt,

så si’r man resigneret: ’Nå’.”

Det er igen Knud Münsters produkt. Selv var han en højt begavet teolog, der utvivlsomt fik stort udbytte af sit studium, men alligevel kan han stille det grundkritiske spørgsmål om, hvorvidt studiet er relevant for dets hovedfunktion: at uddanne præster. Det kan netop gøres skarpest i revyens form, og det bliver stående, hvor mange kloge svar, den akademiske teologi end spiller ud med.

Det samme spørgsmål bliver i 1972 sat på spidsen af Ruth Tiedemann i en sang om pluralisme, hvor pointen er, at ikke bare kirke og teologi er faldet fra hinanden, men at teologien selv er blevet pluralistisk, så ikke engang teologerne på det fælles fakultet længere har noget fælles at diskutere med hinanden.

”Og hvad pokker rager Luther og Jeppesen hinand’n

eller Kyndal og Marcus Aurel?

Ja moralen er klar (jeg får faktisk blod på tand’n):

ingen forskel på skidt og kanel.”

Sangen har perspektiv. Den er skrevet på et tidspunkt, hvor studenteroprøret endnu satte dagsordenen. I samfundet udenom var der i den grad forskel på skidt og kanel; men det ser for hofnarren ud til at være gået det teologiske fakultetshof forbi.

Den næste teologgeneration ser alligevel ud til med nogen forsinkelse at have forsøgt at lægge kursen om. Viggo Mortensen skrev om lidelsen, og Svend Bjerg om døden. Hofnarren, denne gang Søren Jensen, har blik for, at forfatterne, deres gode vilje ufortalt, ikke havde så megen personlig erfaring for deres emner. Han supplerer Svend Bjergs udredninger om dødens alvor ved at demonstrere, at det ikke altid er lige svært at forsone sig med kravet om at leve op til dødens alvor. Slet ikke for en meget ung enke, der arvede sin meget gamle, meget rige mand. En nevø synger (på melodien til Svantes lykkelige dag):

”Nu kommer tante ud

iført sit sorte skrud,

kysser mig kærligt og går

(hun er kun 20 år).

Døden er ikke det værste, man har.

Den kan være rigtig rar.”

Svend Bjerg får ikke så megen kredit for at forsøge at stige ned fra det filosofiske parnas, som han måske kunne fortjene, men det ikke en hofnars opgave at bringe roser. Når den teologiske scene skifter, må også det kritiske fokus skifte.

Der er mange flere signaler. Mærkeligt er det, at de bliver mindre klare, når vi kommer hen i slutningen af århundredet. Det kan skyldes, at de virkelig blev mere uklare. Det kan også skyldes, at redaktørerne af udgivelsen næsten alle er emeritusser, der ikke har fundet teologiske viser, de har fundet værd at optrykke siden 1987.

Men selv med den mangel er det en munter indfaldsvinkel til dansk teologihistorie i mere end 50 år. Den har vid og bid, som er skærpet ved, at den er set gennem aarhusbriller. Det er sundt for teologien at blive trukket ned på jorden. Der sker ingen skade ved det. Der skal nok være teologer tilbage i det høje luftlag.

Niels Thomsen er teolog og tidligere rektor for Præstehøjskolen