Stop våbenhandlen og gør EU til et fredens projekt, lyder det fra Søren Søndergaard og Jens Andersen
- Stockxpert/Nelson Syozi
Søren Søndergaard og Jens Andersen |
30. december 2011
Samlet set er EU's holdning til våben og våbenhandel et tveægget sværd, hvor der tales om åbenhed og frihed samtidig med, der bliver handlet med våben, skriver Søren Søndergaard og Jens Andersen
”Unionens mål er at fremme freden, sine værdier og befolkningernes velfærd.” Sådan står der skrevet i EU’s nuværende grundlov, Lissabon-traktaten. Det står i skærende kontrast til, hvordan EU agerer i virkeligheden, og det strider mod en anden passage, hvor det direkte hedder: ”Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet.”
LÆS OGSÅ:
Våbenhandlere nyder godt af dansk nødhjælp
Disse citater antyder, at EU siger ét og gør noget andet, når det drejer sig om våben. På den ene side kalder man sig et ”fredens projekt” og uddeler priser til personer, der kæmper mod undertrykkende regimer. På den anden side sælger man våben til selv samme regimer, som bekæmper prismodtagerne.
Derfor er det heller ikke overraskende, at Europa-Parlamentet i december på samme dag først hyldede arabiske frihedskæmpere og tildelte dem Parlamentets frihedspris, Sakharov-prisen, for dernæst at vedtage en betænkning, hvor man udtrykker stor bekymring over, at den økonomiske krise har været dyr for EU-landenes våbenindustri. En våbenindustri, som har været leverandør til de diktatorer og regimer, der nu bukker under for protester og oprør fra befolkningerne.
Ifølge Amnesty International eksporterede Italien alene i 2010 våben og ammunition for 100 millioner euro (cirka 750 millioner kroner)til Gaddafis Libyen. Mellem 2005 og 2009 har Frankrig solgt ammunition til Syrien, hvor demonstranter skydes ned af regimets sikkerhedsstyrker.
I samme periode har Tyskland eksporteret våben til blandt andre Libyen, Yemen, Bahrain og Egypten. Også Østrig, Tjekkiet, Storbritannien, Belgien, Spanien og Holland er blandt de EU-lande, der handler våben med undertrykkende regimer.
Det er ikke kun konventionelle våben, EU sælger. Også torturinstrumenter er i høj kurs. Dette var tydeligt, da EU’s politiagentur, Europol, i oktober var officiel partner og udstiller på Milipol-messen i Paris. Messens formål var at skabe kontakter mellem købere og sælgere af såkaldt sikkerhedsteknologi, hvilket blandt andet omfattede knipler med pigge og elektrochok-skjolde.
ET FORSKNINGSPROJEKT kaldet Perseus, som er finansieret af EU, og som har til formål at optrappe overvågning og patruljering af EU’s ydre hav- og landegrænser, ledes af den spanske våbenproducent Indra. Og et lignende projekt med navnet Operamar ledes af det franske ”sikkerhedsfirma” Thales, som blandt andet er mistænkt for at have handlet våben med Gaddafi på trods af våbenembargoen.
I det hele taget spiller våbenindustrien en stor rolle, når EU laver politik. Den er med i mange af de såkaldte ekspertgrupper, der rådgiver EU-Kommissionen i lovgivningsarbejdet. Opgørelser viser, at industriens interesser er klart dominerende i ekspertgrupperne, og det er også i høj grad industriens interesser, der bliver tilgodeset i resultatet af arbejdet.
Samlet set er EU’s holdning til våben og våbenhandel et tveægget sværd: På den ene side er der de store ord om fred og frihed, og på den anden side viser virkeligheden og våbenhandlen, at de store ord ikke er meget andet end netop ord.
Her ved overgangen til et nyt år ville det være på sin plads, at EU’s nye formandsland, Danmark, overvejede et nytårsforsæt på EU’s vegne: Stop hykleriet omkring EU og våbenhandlen. Eller endnu bedre: Stop våbenhandlen og gør EU til et fredens projekt – også i virkeligheden.
Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, og Jens Andersen er stud.mag. i Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad