Humor kan forlænge et forholds varighed

Thomas Tranströmer er den første digter, der har fået Nobelprisen i de 15 år, der er gået, siden polske Wislawa Szymborska fik den. Han venter på mig i sin hvide lejlighed i Stockholms bohemekvarter, Södermalm. Rummet er fuldt af orkideer, muslingeskaller og fossiler, som Tranströmer har samlet på i hele sit liv. De sjældne insekter, som digteren har indsamlet under sine ekspeditioner til Afrika, udgør nu en særudstilling på Sveriges Naturhistoriske Museum.

LÆS OGSÅ: Digte fra en svensk mester

Det er første gang, siden den 80 år gamle psykolog overraskende modtog Nobelprisen i litteratur, at han mødes med en udenlandsk journalist. Tranströmer kan ikke tale flydende, fordi han fik et slagtilfælde for 20 år siden.

Hans hustru, Monica, hjælper ham med at formulere hans tanker. Til tider taler han kun med øjnene, og vi afbryder samtalen for at se på uvejret, der oplyser himlen over bugten. I værelset ved siden af står det klaver, som digteren spiller på med kun venstre hånd. Han elsker Beethoven.

Du skriver, at ”Den mest tætpakkede del af menneskelivet begynder i livets første år, når hovedtrækkene i menneskets eksistens begynder at fremstå klart.” Hvem var den vigtigste, der viste dig vej i den periode af dit liv: din bedstefar, naboen, som var nyhedsfotograf, eller din barnepige, som var illustrator for Walt Disney?

”Først og fremmest min bedstefar. Og dernæst min barnepige, Anna Lisa, som var den første kvinde, jeg forelskede mig i. (Han gør tegn til sin hustru om at hente gæstebogen, som forefindes i alle svenske hjem.) Hun tegnede Walt Disney-figurer, og jeg holdt af at efterligne hende. Du kan se her, at jeg ikke var helt dårlig til at tegne Mickey Mouse og Anders And, selvom jeg kun var syv år gammel – ikke meget større end en baby. Et andet menneske, der viste mig vej, var Wilhelm Törnqvist. Han var maler og kom hjemme hos os i vores hus på landet. Det var ham, der lærte mig min fornemmelse for former.”

Da du var barn, var dine yndlingsemner biologi, fossiler og skaldyr. Så ville du gerne være jernbaneingeniør og insektforsker. Til sidst blev du ikke naturforsker, men psykolog og digter …

”Alvorligt talt ville jeg gerne være det, vi i Sverige kalder for en ’naturekspert’. Da jeg var yngre, brugte jeg masser af tid på at læse bøger om fisk og insekter. Jeg fik fat i dem på øen Runmarö, hvor vi havde sommerhus. Jeg lagde dem i garderoben. Mine venner plejede at råbe og skrige, hver gang de så et insekt, der kunne være interessant for mig. Om vinteren vidste min mor altid, hvor jeg gemte mig henne: Jeg stod i trance og betragtede hvalerne på palæontologiområdet på Naturhistorisk Museum …”

Hvad skete der efter det?

”Lige siden jeg var barn, har det interesseret mig at udforske og opdage forskellige former og skønheden i andre levende væsener. Men efterhånden som jeg blev ældre – jeg mindes ikke, præcist hvornår det skete – kom der et dybt snit. Jeg skiftede så at sige mening. Det var måske nok en helt naturlig udvikling. Faktisk er min digtning fuld af dyr, hvis du lægger mærke til det.”

Hvad med klaverspillet?

”Som alle andre drenge fra middelklassen blev jeg tvunget til at spille klaver. Min mor var lærer, og min far journalist. Han forlod os, da jeg kun var tre år gammel. Jeg har altid syntes, det var så kedeligt at spille klaver! Som 15-årig fik jeg en krise og var færdig med musik. Efter mange år skete der det, at på samme naturlige måde, som jeg var holdt op med at spille klaver, nærmede jeg mig det igen, og det blev til en stor kærlighed for mig. Jeg ville virkelig gerne være komponist.”

Psykologer skuer dybt ned i den menneskelige sjæl. Hvordan har arbejdet hjulpet dig i din poesi?

”Som du måske kan forestille dig, var jeg ikke ’den klassiske psykolog’. Jeg plejede at føre samtaler med mine patienter, som var lukket inde i ungdomsfængslet. Det var en stærk oplevelse for mig – både mentalt og fysisk. I 1960’erne håndterede man psykiske problemer på et meget praktisk niveau. Man troede, at kun hårdt arbejde kunne få unge fyre til at rehabilitere sig selv. Jeg foretrak derimod at tale med dem. Den form for baggrund er tydeligt til at få øje på i min digtning, fordi alt, hvad der sker i vore liv, efterlader mærker både indeni og udenpå.”

Hvorfor har du kun skrevet 12 digtsamlinger?

”Jeg var ti år om at skrive ’Galleri’, som byggede på mine oplevelser som psykolog. Det er rekord! Desværre er jeg langsom.”

Du virker ikke så trist og ensom, som nogle medier hævder …

”Jeg har aldrig forstået, hvorfor folk har troet det om mig. Jeg fester ikke hver dag, men jeg elsker at sludre med almindelige mennesker. Jeg er humorist! Det håber jeg da i alt fald.