Den evige barbar

Men der var også den anden mulighed, nemlig at menneskets udvikling var dets forfald. Jo flere ting vi udviklede, des større blev begæret og dermed manglen og dermed ulykken, som stoikerne og kynikerne formulerede det. Den, der intet fordrer, mangler intet og er derfor lykkelig, og derved blev barbaren idealet af tilværelsen. Det uspolerede blev nu sat op over for udviklingens fordærv: Engang var vi alle barbarer, udviklingen havde været et langt forfald og tab af lykke.

Det barbariske var mangel på visdom, men denne visdom kunne i det 4. århundrede tilegnes, så i modsætning til den tidlige græske opfattelse kunne barbarer nu tilegne sig de græske dyder og grækere forfalde til barbari.

Senere kombinerede Cicero begrebet om barbarerne langs de romerske grænser med det barbariske i bestemte klasser i Rom. Nu bliver det barbariske et samfundstruende element i ethvert menneske, noget der skulle modvirkes ved tilegnelsen af de romerske dyder – de romerske filosoffers verdenshistoriske opgave.

Men også romerne kunne se noget uforfalsket i barbarerne, som det for eksempel kan ses i Tacitus’ og Cæsars beskrivelse af germanerne.

I bestemmelsen af barbarerne opstod et vigtigt spørgsmål, som også de kristne puklede med: Hvad er bedst? At leve etisk eller kristent korrekt, men uden at have filosofien eller troen, eller at kende til den rette etik eller tro, men ikke efterleve den?

DENNE MODSÆTNING kunne ifølge kirkefaderen Augustin forklare det kristne Roms nederlag til hedenske barbarer: Barbarerne var Guds redskab til at straffe romerne, som på trods af viden om korrekt adfærd syndede på alle områder, mens de sejrende barbarer levede i overensstemmelse med de kristne krav, men uden den sande tro.

I den kristne middelalder bliver barbaren til hedningen. Her begyndte mennesket med den sande tro hos Adam og Noa. De hedenske afvigelser var således udtryk for et forfald, som kunne tilskrives arvesynden, straffen mod Kam og hans slægt, vandringer ud i verden og så videre. Et stort emne var, om dette forfald var selvforskyldt eller ej. Det var der forskellige meninger om, men i den kristne tænkning var der frelse til alle. Det hedensk/barbariske var ikke en uforanderlig tilstand.

I renæssancen henter man det antikke græske barbarbegreb frem igen for at kategorisere den forunderlige amerikanske verden. To opfattelser stod over for hinanden: Med henvisning til Aristoteles var indianerne naturlige slaver, barbarer, halvmennesker, som skulle styres af en hård hånd. Over for det stod det kristent baserede synspunkt fra Augustin, at enten var man menneske, det vil sige stammede fra Adam, eller også var man ikke. Her var indianerne udvandrede mennesker fra den gamle verden, der så var forfaldet til det barbari, de nu levede i.

Denne idé om indianeren som barbar, det vil sige uden noget af det, der karakteriserede det udviklede samfund, gjorde for oplysningstænkerne barbaren velegnet til at være den verdslige histories begyndelse. Med Thomas Hobbes og John Locke skabtes en udvikling efter skabelsesberetningens tid, hvor menneskets udfrielse af et barbarisk anarki skyldtes fornuften, der fik mennesket til at afgive retten til magtudøvelse til en ledelse – en enevældig konge eller et parlament.

UDVIKLINGEN VAR fornuftens realisering af det menneskelige potentiale, hvis absolutte nulpunkt var barbaren, ofte kaldet den vilde og illustreret ved indianeren. Dette gjorde barbaren til ikke bare menneskets verdslige oprindelse, men dermed også den menneskelige natur i sin mest oprindelige form.

Mennesket har nu en natur, og igen skabes der en tvedeling: barbaren som det dyriske menneske, alene styret af instinkterne og derfor råt og brutalt, og barbaren som det naturlige, sande menneske i pagt med sig selv og den øvrige natur. Denne ædle vilde levede det naturlige liv, og vort eget forfald og vor mangel på lykke kunne tilskrives, at vi havde fortrængt vor egen fundamentale menneskelige natur. Barbarerne blev altså her igen det begreb, en central debat om det sande menneskelige kunne udfolde sig omkring.

Med romantikken blev adskillelsen mellem den dyriske og den ædle vilde eller barbar formuleret på atter en ny måde, idet man nu gjorde nationens tidligste historie identisk med billedet af den ædle barbar. Denne oprindelige ædle tilstand byggede borgerne deres dannelse oven på, mens det kunne diskuteres, om proletariatet som udtryk for den dyriske barbar var resultat af et forfald eller et fremmedlegeme i nationen.

Også i modernitetens verdensbillede blev barbaren en central figur. I konstruktionen af menneskehedens oprindelse og udvikling blev der formet et billede af en oprindelig vild og primitiv tilstand. Den vilde tilstand, som var oplysningstidens menneskelige oprindelse, blev nu menneskets første stadium overhovedet, lige efter den rent dyriske tilstand.

Da man i systematikken skulle have et formidlingsfelt mellem den oprindelige vildskab og civilisationen, ofte defineret som begyndende med antikken, blev barbariet indsat som den mellemform, der havde de fundamentale menneskelige erhverv, agerbrug og/eller tamdyravl, men som ikke havde civilisationens stat og skrift.

Barbariet blev derfor feltet for undersøgelse af, hvor det enten gik galt i bevægelsen væk fra den ædle vilde tilstand, eller hvor de kræfter satte ind, der løftede mennesket frem til den antikke samfundsform, der igen havde modernitetens civilisation i svøb. Barbaren var således nøglen til forståelsen af den udvikling, der havde skabt civilisationen som et eksklusivt europæisk fænomen.

Barbarbegrebets dynamik lå således i, at de fremmede i forskellige konstruktioner indgik i de forskellige perioders refleksioner over menneskets fundamentale essens – natur eller drifter – og menneskets oprindelse, hvad der på en måde skabte en forståelse af den samtidige tilstand og en ramme for diskussion af, hvad forskellen skyldtes, og hvor man selv var på vej hen. Barbarbegrebet gav rammen for, hvordan vi ved konstruktionen af den anden kunne forstå eller konstruere os selv i tid og rum.

Ole Høiris er docent i antropologi på Aarhus Universitet og redaktør af Aarhus Universitetsforlags serie af verdensbøger