Som præst inviteres man indenfor i folks hjertekammer

”Flere præster er ved at arbejde med det. Det betyder ikke, at der bliver kirkeskole. Men børnene lærer at lægge to og to sammen, får et glas saftevand, et stykke franskbrød og bliver strøget over håret. Der er mennesker, som i den grad er sat uden for vores samfund. Kommunerne gør det, de kan, men de er nået til en grænse, hvor de ikke kan gøre mere. Så hvis en kirke ikke bliver brugt på at være kirke, skal der altså ske noget. Det er ikke godt nok, at der er gudstjeneste en gang imellem. Vi skal sigte mod mere folkeliggørelse af kirkerne.”

Der er allerede planer om at lave Vrinners Kirke fra 1907 om indvendigt, så den kan rette sig mere efter ungdommen og være rum for ungdomskoncerter, teater og drama. Da den kun er godt 100 år gammel, er Nationalmuseet, ifølge Søren Peter Hansen, nemmere at tale med:

”Vi skal generelt slippe den rigide holdning om, at det skal være, som det altid været. Det er noget sludder. Vores kirker er altid blevet lavet om, og vi behøver ikke at have 2000 kirker, der alle repræsenterer år 1200.”

Det er ikke kun de tomme kirker, som optager hans opmærksomhed som præst og provst. Gennem sit arbejde møder han mange mennesker, der har sorgen tæt inde på livet. Og det sætter altid en masse tanker i gang hos provsten. Når folk har mistet, handler deres sorg ikke blot om ulykke, men også om lykke:

”Når der er en stor sorg, er det på baggrund af, at der har været noget rigtig godt. Det handler om, at glæden og det gode liv bliver afbrudt. Det sætter den efterladte i en situation, hvor de eksistentielle spørgsmål om døden kommer på dagsordenen.”

Der har været situationer, som har været præget meget af meningsløshed. For eksempel da et ungt menneske tog sit eget liv og efterlod ægtefællen og børnene tilbage. Det bevæger Søren Peter Hansen at sidde over for mennesker, der har været ude for en tragisk død. Men han er som regel god til at bevare fatningen.

”Jeg har siddet i situationer, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, men hvor jeg gjorde det primære – jeg var der, og vi fik skabt en ramme for situationen og for det videre liv, som de mennesker skal have. Det har lært mig, at det ikke handler om, at jeg skal sidde og svare på alle deres spørgsmål. I livets eksistentielle forhold handler det lige så meget om at stille spørgsmål,” fortæller Søren Peter Hansen.

Han kommer ofte rigtig tæt på mennesker, og deres historier bliver på en måde en del af ham selv.

”Som præst bliver man inviteret ind i folks hjertekammer. Vi mennesker lever med hinanden og kender hinanden. Historierne flyder sammen, og et andet menneskes historie kan derfor også blive min historie.”

Som præst har han flere gange stået for begravelsen af egne familiemedlemmer.

Han har selv begravet sine bedsteforældre, sin svigerfar, en faster og en morbror. Og det har været en tand hårdere end begravelsen af ikke-familiemedlemmer:

”Der er ikke noget tidspunkt, hvor sanserne er mere åbne eller skrøbelige. Det bevæger mig dybt, når jeg står ved en kiste og har kendt det menneske i hele mit liv. Og når man så løfter blikket, ser man i forreste række alle de mennesker, man altid har kendt, og som betyder alt for mig. Der stirrer jeg nok stift ned i min bog og forsøger at skabe mit eget rum om det, jeg skal.”

Inden for det seneste år har han mistet en ven, som han havde kendt i 30 år, og som døde i en trafikulykke, da han var på vej hjem fra sit arbejde. Ifølge Søren Peter Hansen er der forskel på at miste pludseligt og miste en person, som har været syg gennem længere tid. På mange måder var han chokeret, da han hørte om sin vens død:

”Det var en anden god ven, der ringede. Jeg reagerede som andre i sådan en situation og sagde: Det kan ikke være rigtigt. Det kan ikke passe. Man bliver bragt i en situation, hvor man er ude af sig selv i noget tid. Filmen spolede lynhurtigt 30 år tilbage til en af de aftener, hvor vi sad til langt ud på natten og drak kaffe, og måske blev det til en øl eller flere.”

Det rører et menneske på en anden måde, når det er en jævnaldrende, der dør, fortæller provsten, der selv er 48 år. For det minder ham om hans egen dødelighed. Efter sin vens død kunne han ikke lade være med at tænke, at det kunne have været ham selv, der døde i en trafikulykke. At ethvert øjeblik kan være den sidste tid i hans liv:

”Vi har alle en forestilling om naturens gang. Det er et grundvilkår, at vi skal dø. Det accepterer vi, hvis vi får så og så mange år. Men når det er midt i livet, eller når det er den lille pige, der slet ikke er begyndt på sit liv, så kommer det meningsløse ind i billedet.”

Flere gange har andre menneskes livshistorier fået tårene til at trille ned ad kinderne på ham. De seneste år er tårerne kommet oftere og oftere. Selv tror han, at der med alderen er kommet en balance og en ro i hans tilværelse, der gør, at han ikke har noget forsvar eller nogen parader i forhold til de personer, han møder.

”Jeg kan huske årtier, hvor jeg ikke fældede en tåre. Men i dag har jeg har ikke noget problem med, at andre menneskers historier påvirker mig. For at blive klog på livet og på mig selv må jeg høre de historier.”

Men det er ikke kun ved de triste historier, at kinderne er blevet våde. Det kan også ske ved bryllupper og andre glædelige begivenheder. Hans egen største glæde i livet var, da hans fire børn blev født.

”Det var øjeblikke, hvor alting var nærvær. Øjeblikke hvor tiden blev høj og dyb og vid og bred. Det er ganske enkelt mageløst.”

Som medlem at Det Etiske Råd bliver han gang på gang berørt af etiske og eksistentielle emner.

Men særligt debatten om fødselsteknologi har gjort indtryk på provsten. Ifølge ham bliver livets dilemmaer for alvor sat på spidsen, når rådet diskuterer fosterundersøgelser, kunstig befrugtning, kloning, rugemødre og genteknologi.

”Her stiller man jo spørgsmålene: Hvad er det, vi vil med det gode liv? Er det en ret at få et barn? Det er svære dilemmaer, som jeg ikke på forhånd har svar på. Jeg kan ikke være med i Det Etiske Råd, hvis jeg på forhånd skulle have grydeklare holdninger. Jeg bliver bevæget og flytter mig holdningsmæssigt i mødet med andre mennesker,” siger Søren Peter Hansen, der blev medlem af rådet for knap et år siden.

Også spørgsmålet om ægdonation sætter tankerne i gang hos provsten.

”Mange står på venteliste for at få æg doneret. Og samtidig ser vi en begyndende æg-turisme til Spanien. Man kan tage på chartertur til det katolske Spanien, hvor man får hele pakken med hotel, minibar og æg, man får sat op. På den ene side er det fagre nye verden, men hvad er sigtet med det? Der sker noget med den biologiske arv, og i det hele taget er der et stort marked her, som vi skal holde øje med. Og spørgsmålet om rugemødre er et vanvittigt dilemma. Det tangerer lidt en kommercialisering af kroppen. Faren er, at kvinder i Den Tredje Verden bliver udnyttet. Men det er vigtigt ikke bare at sætte automatpiloten til og sige nej, nej og nej,” lyder det fra provsten.

En mand, der i den grad har livets begyndelse og slutning tæt inde på sit eget liv.